Aarup: Lav bedre socialt arbejde i stedet for en investeringsfond

Der er ved at være en almindelig politisk enighed om, at Den Sociale Investeringsfond er vejen frem for socialt arbejde i Danmark. Men det vil være en katastrofal fejl og viser endnu en gang, at vi er på vej til at nedbryde det danske velfærdssamfund, skriver Knud Aarup.

If only they didn’t speak English’ er titlen på en bog udgivet i 2017 af Jon Sopel, tidligere BBC-korrespondent i USA.

Den påviser punkt for punkt, hvordan vi i Europa og særligt i Storbritannien lever på en falsk illusion om, at USA, det amerikanske samfund og dets indbyggere ligner os.

Derfor laver englændere og europæere hele tiden falske paralleller og bruger ukritisk viden fra USA om den samfundsmæssige udvikling i England og Europa. Følelsen af nærhed til USA har at gøre med, at de taler engelsk. Sopels pointe er, at vi aldrig ville gøre noget tilsvarende, hvis de talte indisk eller farsi.

Det er en forrygende bog, som netop åbner ens øjne for, hvorfor vi skal passe utrolig meget på ukritisk at importere samfundsmæssig viden og modeller fra USA.

Og det er lige præcis det, som er ved at ske i Folketingets socialudvalg, i Socialministeriet og Innovationsministeriet – og i en række kommuner.

Der er for Folketingets vedkommende tale om en social investeringsfond med en startkapital på 50 mio. kr. og for en kommune som Aarhus en fond på 40 mio. kr.

Tanken er, at disse offentlige midler skal mangedobles gennem bidrag fra de mange private filantropiske fonde, som årligt uddeler mere end 17 mia. kr. til bl.a. sociale formål.

LÆS OGSÅ: Regeringen forbereder socialpolitisk gennembrud

Ideen er hentet fra USA, og de første i Europa, som har anvendt den i udbredt grad, er England og Sverige. Flere kommuner har været på besøg i svenske kommuner for at høre om tankegangen.

Afgørende i ideen er, at sociale indsatser skal ses som enkeltstående investeringer i konkrete mennesker med sociale problemer, og de skal som andre investeringer vurderes på deres afkast – typisk i form af den samfundsøkonomiske gevinst, ved at mennesker flyttes fra overførselsindkomst til hel eller delvis selvforsørgelse.

For den, der lige har fået en ny hammer, ser alt ud som SØM

I januar offentliggjorde Socialstyrelsen den samfundsøkonomiske beregningsmodel, som de sociale investeringer skal beregnes efter.

Den socialøkonomiske investeringsmodel – SØM – er udviklet af KORA (i dag del af VIVE) og konsulentfirmaet Incentive og bygger på en videreudbygning af en amerikansk beregningsmodel – WSIPP-modellen. SØM kan anvendes både for børn og unge og voksne med handicap og med sociale problemer.

Når SØM er helt færdigudviklet, er tankegangen, at kommuner kan søge penge i Den Sociale Investeringsfond til iværksættelse af et konkret socialt program rettet mod en bestemt social målgruppe. Herefter kan man slå op i et katalog og se, om det er indsatsen værd.

Sådan er det med forbilledet i den amerikanske WSIPP-model. Her kan man slå op på konkrete sociale investeringsprogrammer og se, om de kan betale sig eller ej, dvs. om det kan betale sig at lave den konkrete sociale indsats over for de konkrete mennesker.

Et konkret eksempel fra WSIPP er programmet Nurse-Family-Partnership. Det består af en intensiv social og sygeplejefaglig støtte til førstegangsfødende socialt belastede kvinder (f.eks. fattige misbrugere) fra graviditetsuge 28 til 2 år efter fødslen. Det koster i samlet udgift 11.818 dollar og giver en samlet gevinst på 16.808 dollar. Programmet giver derfor et samlet ’overskud’ på 4.990 dollar pr. person.

Der er imidlertid nogle vigtige uløste problemer med SØM:

For det første er der ikke nødvendigvis sammenhæng mellem den myndighed, som foretager investeringen, og den, som får del i gevinsten. I den amerikanske WSIPP-model er ’gevinsterne’ fordelt på de enkelte myndigheder, som får andel i overskuddet, men så langt er SØM ikke.

For det andet er der som regel i socialt arbejde tale om meget lange tilbagebetalingstider for en ’investering’ – typisk 15-20 år. Det betyder, at ’investeringen’ bliver usikker, og usikkerhed er gift for en økonomisk investeringsmodel.

I det tidligere nævnte program – Nurse-Family-Partnership – viser modellen, at der først er et akkumuleret overskud efter omkring 20 år. Derfor er gevinstusikkerheden sat til 55 pct., og der er derfor tale om en meget usikker investering.

Socialt arbejde skal laves i stærke velfærdsinstitutioner

Den Sociale Investeringsfond og SØM-modellen er som alt andet new public management hentet i USA, og ideen stammer fra ingen ringere end investeringsbanken Goldman Sachs. De har været pionerer i udvikling af social impact bonds til at skaffe ’kapital’ til high impact social programs.

Udgangspunktet i USA er netop, at der ikke er velfærdsinstitutioner, som vi kender dem i det danske velfærdssamfund. Socialt arbejde er derfor noget, som skal laves ved siden af – noget ekstra, fordi der ikke er et offentligt apparat med universelle velfærdsinstitutioner.

Sådan har ideen med det danske velfærdssamfunds institutioner ikke været, men måske har det manglende fokus på samfundets dårligst stillede 20 pct. over de sidste 20-30 år betydet, at der efterhånden har bredt sig en stemning i Folketinget og i kommunerne af, at hvis der virkelig skal laves socialt arbejde, skal det ske i et projekt finansieret ved siden af.

Satspuljeinstitutionen med de årlige, lukkede satspuljeforlig har også bidraget til, at man ser socialt arbejde som noget ved siden af velfærdssamfundets institutioner, og dermed er bunden lagt for introduktion af investeringstankegangen.

Men det er udansk og fremmed. Investeringstankegangen er fremmed i et samfund, hvor der skal være plads til alle.

Socialt arbejde skal ikke gøres op i, om det nu kan betale sig, og et fokus på investeringstankegangen kan let indebære, at vi som samfund ender med at ekskludere alle de mennesker, som aldrig vil kunne gøres til en positiv businesscase.

Det danske velfærdssamfund skal fortsat kunne rumme og give muligheder for at være del af fællesskabet for de mennesker, som det ikke økonomisk kan betale sig at investere i.

Mange mennesker med vidtgående fysiske og psykiske funktionsnedsættelser har krav på samfundets anerkendelse, respekt og værdige behandling, og der er desværre allerede en tendens til, at de bliver hårdt ramt af kommunale nedskæringer på handicapområdet.

En organisation som LEV kan vise talrige eksempler på dårlig omsorg og manglende udviklingsmulighed for de psykisk udviklingshæmmede. Investeringstankegangen kan let skubbe yderligere til den negative udvikling, og det vil blot føre Danmark yderligere i en uværdig retning.

I Danmark er og skal social udvikling for den enkelte, og fremme af mulighedsligheden i samfundet, generelt være det bærende for alle dele af alle velfærdsinstitutioners almindelige arbejde. Det er deres eksistensberettigelse i det danske velfærdssamfund.

Godt socialt arbejde er og skal være en del af det daglige arbejde for velfærdssamfundets fagprofessionelle, og derfor skal man passe på, at Den Sociale Investeringsfond, SØM og andre tilsvarende tiltag ikke kommer til at definere billedet af socialt arbejde.

Så ender man ligesom i USA, og det er ikke en samfundsmodel, vi i Danmark eller Europa skal tage ret meget ved lære af.



Knud Aarup

Uafhængig agent inden for udvikling af velfærdssamfundet. Tidligere direktør for Socialstyrelsen. Forfatter til bøgerne ’Frivillighedens velfærdssamfund’ og 'Fra udenforskab til fællesskab'.

LÆS MERE
Forrige artikel Nej, hr. departementschef, vi er ikke på vej mod Trump-tilstande i Danmark Nej, hr. departementschef, vi er ikke på vej mod Trump-tilstande i Danmark Næste artikel Digitalismen er død – længe leve computeren Digitalismen er død – længe leve computeren