Advarsel fra velfærdens frontlinje: Danmark er havnet i velfærdskløft

Aldrig har danskernes velfærdsforventninger været større, og udsigten til øget velfærd mindre. Og sjældent har der været færre ideer til holdbare løsninger, som kan fremtidssikre velfærdssamfundet. Denne giftige cocktail er blevet en del af hverdagen for velfærdssamfundets frontlinjepersonale.

Næsten ni ud af ti velfærdsledere oplever en stadig større kløft mellem folks forventninger og de velfærdsydelser, de kan levere. Med regeringens krav om de største besparelser i flere årtier kan kløften blive endnu dybere.

Knap tre ud af fire ledere forudser, at velfærdsydelserne vil blive forringede de kommende år. Og mere end halvdelen frygter, at vi er på vej ind i en egentlig afvikling af velfærdssamfundet end på en løbende udvikling. Samtidig har de svært ved at pege på løsninger, som kan rette op på problemerne.

Advarslerne om de dystre udsigter for velfærdssamfundet kommer fra næsten 1.100 af medlemmerne af Danmarks største velfærdspanel. Panelet, som Mandag Morgen har taget initiativ til, består af ca. 3.000 af velfærdssamfundets nøglepersoner fra kommunaldirektører, offentlige afdelingschefer og ledere af velfærdsinstitutioner, over ledere fra fagbevægelsen, til repræsentanter fra private virksomheder og frivillige organisationer. Se tekstboks. Advarslen kommer samtidig med, at regeringen og KL forhandler økonomi for de kommende år, og kommunerne mødes med krav om nulvækst de kommende tre år.

Når kløften bliver stadig dybere, skyldes det i høj grad, at danskernes krisebevidsthed er lav. Mens ca. to ud af tre ledere oplever, at besparelser, effektiviseringer og prioriteringer “i høj grad” er blevet en fast del af deres dagsorden, er danskernes hunger efter mere velfærd tilsyneladende umættelig. Langt over halvdelen af vælgerne mener, at der skal bruges flere penge på store velfærdsområder som sundhedsydelser, hjemmehjælp, folkepension, uddannelse og børnepasning. Se MM21, 2010.

På den baggrund mener en af landets førende kommunalforskere, professor Jens Blom-Hansen fra Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, at det på høje tid, at danskernes forventninger afstemmes med virkeligheden ude på de enkelte institutioner. Ellers bliver det svært at bevare tilliden til velfærdssamfundet, spår han:

“Når man er blevet lovet guld og grønne skove, men ikke får det, vil der være en stigende frustration over at betale skat,” konstaterer Blom-Hansen.

Hul optimisme

Flere eksperter peger på, at regeringen selv bærer en del af ansvaret for danskernes manglende spareiver. Den har nemlig været meget tvetydig i sit forsøg på at sælge milliardbesparelserne. På den ene side argumenterer den for, at mådehold er nødvendigt for ikke at efterlade en gigant­regning til kommende generationer. På den anden side forsøger regeringen at tegne et billede af, at krisen er ved at være forbi, og at Danmark kommer ud af den med skindet på næsen.

Alt tyder imidlertid på, at danskerne endnu kun er blevet præsenteret for en forsvindende lille del af de besparelser, som er nødvendige for at sikre en langtidsholdbar økonomi.

Den nye rapport fra de økonomiske vismænd viser, at underskuddet på de offentlige finanser vokser mere end hidtil antaget, og der er behov for langt mere vidtgående reformer end blot en forkortelse af dagpengeperioden.  Danmark står med andre ord over for  langt alvorligere problemer, end både regeringens og oppositionens økonomiske genopretningsplaner kan tackle. Medmindre danskernes krisebevidsthed skærpes markant, kan kløften mellem forventninger og virkelighed altså blive endnu dybere.

Selvom vismændenes rapport sendte chokbølger gennem det politiske landskab, er det faktisk ikke en nyhed, at Danmark risikerer underskud på de offentlige finanser i de kommende 30-40 år. Regeringen har selv i sin langsigtede økonomiske plan – 2015-planen – budgetteret med store underskud frem til omkring år 2050. Selvom planen blev forfattet helt tilbage i 2007 – før det seneste folketingsvalg – og regeringen dermed var fuldt klar over, at velfærdsfesten snart var forbi, er budskabet aldrig blevet udbredt. Ingen politiske partier har ønsket at stå som afsender af dette budskab. Regeringen selv har snarere forsøgt at give indtryk af, at Danmark snart ville have råd til at købe hele verden.

OECD og Nationalbanken har også flere gange efterlyst mere gennemgribende strukturreformer for at rette op på det store underskud på de offentlige finanser. Senest har Nationalbankdirektør Nils Bernstein opfordret politikerne på tværs af partierne i Folketinget til at lave en national plan – en 2020-plan – for at skabe national samling om en langsigtet økonomisk genopretningsplan. Han er bekymret for, at den danske velfærdsmodel kommer til at løbe ind i alvorligere problemer om få år, når mange ældre danskere forlader arbejdsmarkedet, og færre danskere i den arbejdsdygtige alder skal løfte de økonomiske byrder i et skattefinansieret velfærdssystem.

Nationalbankdirektørens forslag har dog ikke de store chancer for at blive gennemført politisk. Der mangler simpelthen politisk vilje. Folketingets partier har for længst taget hul på næste valgkamp, og ingen har interesse i at blive stemplet som velfærdens mørkemænd. Regeringens lancering af genopretningspakken viser, hvor farlig den øvelse er for politikernes popularitet, når befolkningens krisebevidsthed halter. Spareplanerne har sendt regeringen i nærmest frit fald i meningsmålingerne og førte i sidste uge til store demonstrationer flere steder i landet.

Som professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet formulerer det:

“Politikerne står i et dilemma mellem hensynet til det kommende valg og hensynet til kommende generationer. Ingen er villige til at ofre sig af frygt for at miste magten. Men velfærdskløften er et langsigtet problem, og den vil med stor sandsynlighed blive væsentligt større de kommende år, i takt med at mulighederne for at levere velfærds­ydelser bliver stadig mere klemt.”

Flertal tror på afvikling

Konsekvenserne af politikernes væven kan mærkes i hverdagen hos lederne på velfærdsinstitutionerne. De er havnet i en slem klemme, hvor de både skal leve op til borgernes store velfærdsforventninger og få dagligdagen til at hænge sammen under meget stramme økonomiske vilkår. Kun 10 pct. af dem oplyser, at der ikke er en kløft mellem forventninger og virkelighed, eller at den er blevet mindre i forhold til tidligere. Resten oplever problemet som stigende.

Kløften er ikke usædvanlig i sig selv. For efterspørgslen efter velfærdsydelser, som brugeren ikke betaler direkte af egen lomme, vil pr. definition altid være større end selve udbuddet.

Det er derimod bemærkelsesværdigt, at der er så entydig en opfattelse blandt lederne, for de repræsenterer en meget bred palet af velfærdsområder og forvaltninger, understreger Jens Blom-Hansen. “Det viser noget om den klemme, som det offentlige befinder sig i,” siger han.

En anden af landets førende kommunalforskere, lektor på Danmarks Journalisthøjskole Roger Buch, forstår godt ledernes bekymring. For undersøgelse på undersøgelse viser, at borgerne hele tiden bliver mere utilfredse og oplever dårligere sygehuse, dårligere ældrepleje, dårligere økonomi og mere fjernt demokrati, understreger Roger Buch.

“Derfor kan man heller ikke fortænke lederne i at være bekymrede for fremtiden. Der er ikke noget, som tyder på, at det bliver bedre fremover. Tværtimod tyder alt på lukning af flere sygehuse, lukning af flere skoler og af ældrecentre,” siger Roger Buch.

Han vil dog ikke afsige en dødsdom over velfærdssamfundet, for ifølge ham tilpasser borgernes forventninger sig typisk virkeligheden over tid. Man vænner sig til, at ting­ene er, som de er. Det, der før var problematisk og udløste konflikter, brok og demonstrationer, bliver det normale og forventelige.

I flere af kommunerne er man begyndt at gå nye veje for at fremme denne normaliseringsproces og lægge en dæmper på forventningspresset. En af dem, der er nået længst, er Ikast-Brande Kommune, der skal spare 100 millioner kr. årligt. Det svarer til ca. 5 pct. af de nuværende driftsudgifter. Kommunen holder en række dialogmøder med borgerne for at få deres bud på, hvordan man kan løse opgaverne på en smartere og mere kreativ måde. Men møderne har også haft et andet formål, oplyser kommunaldirektør Henning Hansen fra Ikast-Brande.

“Vi vil afstemme forventningerne hos både borgere og brugere og sende et signal til dem om, at de ikke skal forvente at få det samme serviceniveau som i dag,” siger Henning Hansen.

Innovation er vejen frem

Selvom krisens negative konsekvenser er til at tage og føle på, har lederne svært ved at pege på løsninger, der for alvor kan afhjælpe dem. I den nye undersøgelse er de blevet bedt om at vurdere et batteri af mulige løsninger. Men ifølge lederne er det de færreste af disse muligheder, der kan udløse store gevinster. Således tror kun knap hver fjerde, at der er meget potentiale i at give borgerne en større rolle eller indføre nye organisationsformer. Se figur 2. Endnu færre tror på, at øget offentlig-privat eller offentlig-frivilligt samarbejde er vejen frem. Topscorerne er innovation og øget forebyggelse. Men selv på de to områder tror kun godt fire ud af ti ledere, at potentialet er stort.

“De har stort set ikke nogen forslag til, hvad de skal gøre,” konstaterer Jens Blom-Hansen.

28 pct. af lederne svarer ganske vist ja til, at de i dag leverer ydelser, som de strengt taget ikke er sat i verden for at lave, og som derfor burde kunne prioriteres væk. Umiddelbart kunne det tyde på, at der fortsat er et fedtlag, der kan skæres fra. Men når lederne skal konkretisere, hvilke ydelser der er tale om, peger mange på f.eks. kontrol, krav om dokumentation eller andre områder, som næppe kan levere den besparelse, der er brug for, hvis der skal bringes balance i de offentlige budgetter.

Mens regeringen vil forsøge at genoprette dansk økonomi ved hjælp af nulvækst i kommunerne, besparelser og udskydelse af planlagte skattelettelser, forsøger oppositionen at få os til at arbejde mere. Men ingen af de to strategier nyder særlig stor opbakning blandt lederne.

S og SFs forslag om at arbejde 12 minutter mere om dagen vil ifølge de to partier forbedre de offentlige finanser med 15 milliarder kr. om året, så der bliver råd til vækst i kommunerne. Men kun 12 pct. af lederne tror på længere arbejdstid som økonomisk mirakelkur. Til sammenligning tror 62 pct. af lederne mere på at udvikle nye velfærdsløsninger via innovation som vejen frem til at få mere balance mellem udgifter og indtægter.

Roger Buch er ikke overrasket over ledernes prioritering. Han mener, at de gør klogt i ikke at sætte næsen op efter en masse nye skattekroner. For skattetrykket har stort set været uændret, siden Schlüter-regeringen hævede det til ca. 50 pct. af BNP, og det vil det fortsat være, uanset hvem der bliver statsminister efter næste valg – og næste valg igen.

“Da antallet af ældre stiger markant de kommende år, vil presset på udbudssiden stige automatisk – man slipper altså ikke pludselig af med en masse opgaver. Derfor er der kun innovation tilbage. Og derfor er det meget naturligt, at lederne har mest tiltro til, at innovation er vejen frem,” siger Roger Buch.

Så medmindre danskernes forventninger til fremtidens velfærdssamfund bliver bedre afstemt med den økonomiske virkelighed, eller en bølge af innovation skyller ind over det kommunale landkort, må velfærdens frontpersonale formentlig opleve, at kløften mellem forventninger og virkelighed bliver endnu dybere de kommende år.