Advarselslamperne blinker i Danmark A/S

Hvis Danmark var en koncern, ville den have en vision for fremtiden. Ledelsen ville stå til fyring, hvis den ikke sørgede for at sikre værdien af aktiverne. Og den tunge regnskabspost med de enorme fremtidige finansielle forpligtelser ville blinke faretruende og udløse voldsom aktivitet. I landet Danmark giver det kun anledning til skuldertræk. Nej, Danmark er selvfølgelig ikke en koncern. Men koncern-metaforen kan bruges som inspiration på en lang række områder og være med til at sikre vores fremtid.

Danmark har i øjeblikket en offentlig gæld på 43,3 pct. af BNP. Det er ikke i sig selv et alarmerende tal, især ikke når man sammenligner med gælden i Grækenland på pænt over 100 pct. af BNP. Det er til gengæld en post, der kommer til at stige i takt med de årlige underskud, hvis vi ikke får fundet veje til at bringe balance mellem offentlige indtægter og udgifter.

Gæld er et udtryk for et forbrug foretaget af nuværende generationer på bekostning af fremtidige. Dertil kommer, at Danmark har en anden forpligtelse, vi ikke taler meget om: Fremtidige omkostninger ved allerede afgivne pensionstilsagn, der skal finansieres af det offentlige – læs kommende generationer – og som der derfor ikke er sparet op til, udgør ifølge Eurostat og en analyse af Cato-instituttet yderligere 382,5 pct. af BNP. Hvis Danmark var en koncern, ville denne post lyse rødt i balancen, så det blev synligt, at en afvikling af efterlønnen kun er et blandt mange virkemidler til at reducere fremtidige forpligtelser.

[quote align="right" author=""]Nej, Danmark er selvfølgelig ikke en koncern. Men koncern-metaforen kan bruges som inspiration på en lang række områder og være med til at sikre vores fremtid.[/quote]

Vi har udviklet et velfærdssamfund, hvor nye samfundsborgere ifølge Velfærdskommissionen over deres levetid kommer til at koste det offentlige væsentligt mere, end de genererer i skat og afgifter. Hvis Danmark var en koncern, ville bare offentliggørelsen af en sådan beregning kunne få koncernen til at gå nedenom og hjem. Der ville blive handlet omgående.

Hvis Danmark var en koncern ville ledelsen blive fyret, hvis den ikke sørgede for at sikre værdien af landets aktiver. Det er velkendt, at der er et vedligeholdelsesefterslæb på 15 mia. kr. for de danske veje – et efterslæb, der kun er blevet større i løbet af de seneste to vintre. Der skal investeres et milliardbeløb i kloakudvidelser, skolebygninger, og faciliteter til det stigende antal ældre.

Hvis Danmark var en koncern, ville det stå lysende klart, at stabene – læs den offentlige sektor – ikke kunne få penge, medmindre de indtægtsgivende divisioner – læs det private erhvervsliv – var i stand til at skabe et overskud til betalingen af stabene.  Der er ikke særlig mange koncerner, der ville have råd til at lade udgifter til stabene udgøre 57,3 pct. af den totale omsætning (BNP), som tilfældet er i Danmark. Selv ikke de knap 30 pct.  i rent offentligt forbrug, eksklusive overførselsindkomster og investeringer, ville være et acceptabelt tal.

I krisetider ville en koncern kigge alle sine stabsomkostninger efter i sømmene for at finde besparelser. I Danmark fik professor Nina Smith’s forslag om en kommission til at gennemgå de offentlige udgifter en kold skulder.

Og hvis Danmark var en koncern og skulle udgive et CSR-regnskab, ville det så vise en tilfredsstillende udvikling i Corporate Social Responsibility? Er der sat tilstrækkeligt aggressive og langsigtede mål for reduktion af CO2-udledning? For vandforbrug? For ressourceforbrug? Er det tydeligt, at der er plads at give hjælp til det mindretal, der er reelt trængende, eller gives lidt til mange?

Danmark er ikke en koncern. En koncern overlader opgaven med at tage sig af de gamle og svage til samfundet. En koncern forventer, at der er en uddannet arbejdsstyrke at trække på og en velfungerende infrastruktur. En koncern kan flytte sine aktivteter. For at kunne få disse muligheder betaler en koncern skat, moms, afgifter og løn (hvoraf der igen betales skat, moms, afgifter og løn) til at medfinansiere samfundet. Det er den pengestrøm, der skabes i det private erhvervsliv, der er forudsætningen for, at der overhovedet er penge i  den offentlige kasse. Nogle gange lyder det, som om vi har glemt denne meget enkle forudsætning for, at der overhovedet er en velfærdskage at dele ud af.

Birgit W. Nørgaard er  tidligere koncerndirektør i Grontmij NV samt administrerende direktør i Grontmij Carl Bro. Hun er ordfører for ny vækst i Fremtidens Danmark.