AfD’s succes vil ændre Tysklands politiske kultur

Med Alternative für Deutschlands kanonvalg som Tysklands tredje største parti står Angela Merkel overfor sin måske største og vigtigste indenrigspolitiske udfordring i sine 12 år som kansler: at skulle styre sit eget land sikkert igennem det folkelige opbrud, som AfD’s succes er et udtryk for.

Alternative für Deutschlands (AfD) indtog i den nye Forbundsdag med 12,6 pct. af stemmerne er på mange måder historisk.

Ikke siden Forbundsrepublikkens spæde start i 1950’erne har et parti med en så markant nationalkonservativ profil evnet at forcere den relativt høje 5 pct. spærregrænse. Forbundsdagen, der fremover kommer til at bestå af seks i stedet for fire partigrupper, vil med indtoget af AfD og tilbagekomsten af det liberale FDP som mulig regeringspartner have en mere stridslysten sammensætning end længe. Det sætter den gamle og nye kansler Merkel i en hidtil uvant parlamentarisk situation. 

AfD’s resultat på 12,6 pct. var en smule højere, end de fleste meningsmålinger havde spået. Alligevel kommer valgresultatet ikke som en stor overraskelse, især ikke når man ser på de sidste ugers tendenser, hvor SPD fuldstændig mistede pusten, og AfD fik mere og mere vind i sejlene.

Sammenlignes resultatet med AfD’s højdepunkt i meningsmålingerne i 2016, hvor de lå på op mod 16 pct., er der endda tale om et resultat, hvor vælgerpotentialet øjensynligt ikke blev helt udnyttet. Dette til trods ryster AfD’s triumf den tyske politiske midte, ikke mindst i de østtyske delstater, hvor partiet hentede over 21 pct. af stemmerne.

Mange i både øst og vest havde inden valgaftenen accepteret, at AfD ville få en vis opbakning, men mange havde formentlig også inderst inde håbet på, at fornuftige argumenter i en sober valgkamp ville få mange potentielle AfD-vælgere til at vende tilbage til de velkendte partier. Sådan skulle det imidlertid ikke gå, og det er utvivlsomt en stor sejr for AfD at blive Forbundsdagens tredjestærkeste partigruppe, kun ca. 8 pct. efter det stolte tyske socialdemokrati, SPD, der fik sit med afstand dårligste valg siden Anden Verdenskrig med 20,5 pct.

Det vil give stof til betydelig eftertanke hos SPD, der ligesom andre partier vil spørge sig selv om, hvad det er for en virkelighed, der har fået så mange tyskere til at vende de etablerede partier ryggen. Selv om SPD ganske bevidst igen og igen har fremført budskabet om, at “Tyskland har det godt, men det betyder ikke, at alle tyskere har det godt“, har dette øjensynligt ikke overbevist de vælgere, der ikke føler sig som del af dem, der har det godt. 

Fra sofavælger til AfD-tilhænger

Men hvor hentede AfD sin store opbakning fra? Vælgervandringsanalyser antyder allerede, at AfD’s vælgere især udgøres af tidligere ikke-vælgere og af folk, der er sivet fra de store folkepartier CDU/CSU og SPD. Mobiliseringsevnen af hidtidige sofavælgere var allerede en stærk faktor for AfD’s nylige triumfer på delstatsniveau. Denne succes fortsætter nu også ved det nationale valg.

I et demokratisk perspektiv er det naturligvis positivt, at de halvsløje stemmeprocenter fra valgene i 2009 (70,8 pct.) og 2013 (71,5 pct.) ved søndagens valg blev løftet betydeligt til 76,2 pct.

At den øgede tilstrømning til valglokalerne især er kommet AfD til gode, må give stof til eftertanke for de etablerede partier, der indtil Pegida-demonstrationerne i 2014 og AfD’s efterfølgende stigende popularitet i meningsmålingerne i kølvandet på flygtninge- og migrationskrisen 2015 havde gjort meget lidt for at reagere aktivt på, hvorfor næsten hver tredje tyske vælger ved tidligere valg ikke dukkede op på valgdagen.

Mønsteret var det samme i både 2009 og 2013. Ledende politiske skikkelser fra regeringspartierne udtrykte bedrøvelse over den lave stemmeprocent. Hernæst slog de fast, at denne gruppe vælgere ikke måtte glemmes. Så igangsatte man studier og videnskabelige undersøgelser, der kortlagde ikke-vælgernes manglende lyst til at afgive deres stemme. Undersøgelsernes konklusion var alt for ofte, at store dele af ikke-vælgerne blev væk fra valgstederne, fordi de faktisk var ganske tilfredse med det bestående system – og ikke fordi de protesterede imod det.

AfD’s bragende succes har sat et stort spørgsmålstegn ved den analyse. Spørgsmålstegnet voksede allerede frem i 2013, hvor AfD som helt nystartet parti næsten klarede spærregrænsen til Forbundsdagen på 5 pct. Fire år senere er dette spring så lykkedes. Omvendt er det en analytisk kortslutning, hvis man tror, at grobunden for AfD’s relativt høje tilslutning er noget, der alene er fremkommet i takt med euro- og migrationskriserne. Men de politiske konsekvenser rammer først for alvor nu.

Mellem åbenlys racisme og 'bekymret' konservatisme

AfD’s succesfulde valgkamp har bestået af den klassiske balancering mellem højreradikale og ’stuerene’ udmeldinger, som man også har kunnet se det på den yderste højrefløj i bl.a. USA, Frankrig og Danmark. På den ene side har man ladet repræsentanter og kandidater fare ud med budskaber, der helt åbenlyst baserer sig på et højreradikalt tankegods.

På den anden side har partiets spidskandidater igennem hele valgkampen iscenesat sig som ’bekymrede’ konservative, der ”jo bare siger tingene, som de er”, og samtidig anklaget – især statsstøttede medier – for at køre smædekampagne mod deres helt legitime synspunkter.

Særligt spidskandidat-duoen bestående af den 76-årige nationalkonservative hardliner Alexander Gauland og den 38-årige økonom Alice Weidel, der til dagligt lever i et homoseksuelt parforhold i Schweiz med en srilankansk kvinde og deres to fælles børn, har givet partiet en hidtil uset bred profil.

Mens partiets noget skizofrene udtryk har været en åbenlys styrke i valgkampen, bliver det fremover sværere at holde sammen på AfD-tropperne. De mest succesfulde højreorienterede bevægelser, herunder Dansk Folkeparti i Danmark og Front National i Frankrig, har vist, hvor afgørende topstyring er for langsigtet succes. Her må man ikke glemme, at AfD’s partiformand stadig er Frauke Petry, der, efter partiet vragede hende som spidskandidat, stort set har været usynlig i valgkampen. Petry, der har udtrykt utilfredshed med partiets tiltagende radikalisering, satte i dag, dagen efter valget, trumf på den interne konfrontation, da hun til stor overraskelse for alle meddelte, at hun ikke vil tilhøre AfD’s partigruppe i Forbundsdagen. Hendes fremtid i partiet er pt. uvis.

AfD står således over for en mammutudfordring, når det kommer til at danne en ny parlamentarisk gruppe. Men selv om mange fra de etablerede partier håber på, at afd’ernes manglende erfaring med det parlamentariske spil vil blive en faldgrube for det nye parti, er det næppe her, den største udfordring ligger; også et anti-system-parti som AfD vil hurtigt vænne sig til den parlamentariske dagligdag i Berlin.

Udfordringen ligger snarere i, at AfD kun har konsoliderede synspunkter på få centrale politiske emner som flygtninge- og migration, EU og frihandel. Hvad angår andre centrale spørgsmål som f.eks. en reform af pensionssystemet, er partimedlemmerne internt rygende uenige.

Omvendt er AfD’s mandat for nuværende at være et protest- og oppositionsparti. Så selv om det ikke lykkes partiet at finde en klar politisk profil i bredden, vil AfD’s succes hos egne vælgere på kort sigt snarere afhænge af, om de kan formulere markant kritik af Tysklands politiske midte snarere end at have detaljerede positioner på alle politikområder.

I denne sammenhæng må man ikke glemme, at AfD’s succes kommer i en tid, hvor tysk økonomi er i topform, og det økonomiske råderum er historisk stort. Skulle Tyskland ramme en fase af lavkonjunktur og arbejdsløsheden stige igen, vil AfD’s kerneudsagn nok komme til at tiltrække endnu mere opmærksomhed blandt de tyske vælgere.

Pres på Merkel som aldrig før

Et af de mest markante parlamentariske skift i Berlin er, at CDU/CSU, der i de sidste fire år har været det eneste parlamentariske talerør for centrum-højrefløjen, fremover vil blive presset af hele to højreorienterede partier. Et af dem vil være FDP, der kunne blive del af den såkaldte ’Jamaica’-koalition med CDU/CSU og de Grønne (Navnet henviser til Jamaicas sort-gule-grønne flag, der samtidig er de tre partiers partifarver).

Om FDP i parlamentarisk forstand ligger til højre for CDU/CSU, kommer meget an på øjnene, der ser, og de spørgsmål, der stilles: De liberale ønsker flere skattelettelser, øget privatisering og en strammere eurokurs end Merkel, og går meget op i borgernes frihed fra statslig overvågning.

Selv med FDP i regeringen vil Merkel ikke helt kunne opgive sin traditionelt midtersøgende kurs i en situation, hvor hun også skal få de Grønne om bord i en ny regering. Dette vil omvendt give AfD mulighed for at lægge maksimalt pres på kansleren. Især gennem fremsættelse af mere ’bløde’ lovinitiativer kan AfD give CDU/CSU hovedpine: For bør de konservative stemme imod lovforslag, der i substansen flugter med CDU/CSU’s egne overbevisninger, blot fordi de fremsættes af AfD?

Præcis samme udfordring har SPD længe haft med det venstreorienterede fløjparti Die Linke, som SPD også har nægtet ethvert samarbejde med. Flere peger på, at SPD’s aktuelle krise også hænger sammen med, at man ikke har haft en klar profil på sin ’egen fløj’.

Flere konservative kræfter i CDU/CSU vil i den kommende tid derfor være ekstra opmærksomme på, at den højreorienterede profilering i Forbundsdagen ikke kun skal komme fra AfD eller FDP. Særligt Merkels bayerske søsterparti CSU vil have behov for at markere sig kraftigt på en række værdi- og lov og orden-områder forud for delstatsvalget i Bayern i efteråret 2018.

Skal CSU-partiformand Horst Seehofer genvinde det absolutte flertal, er han nødt til at overbevise de konservative bayere om, at CSU stadig er den ’ægte’ konservative bevægelse i det sydlige Tyskland. Allerede på valgnatten talte han om behovet for, at CSU igen ’dækker den højre flanke’.

Merkels største politiske prøve

Merkel og resten af de tyske centrumpartier vil derfor gå en meget svær tid i møde. På den ene side vil man skulle afgrænse sig benhårdt fra AfD. På den anden side vil man også ’tillade’ afd’erne at komme til orde, så de ikke kan positionere sig som martyrer og påberåbe sig, at Tyskland er et politiske system, der ikke tillader ytring af forskellige synspunkter.

Tyske politikere vil forhåbentligt – efter det første chok har lagt sig – besinde sig på at stå fast på kerneværdier og ikke lade sig drive rundt i manegen af det yderste højre, som vi har set det ske i mange andre europæiske lande. Samtidig vil alle være enige om, at man i endnu højere grad må tage bekymringer og udfordringer i hele befolkningen alvorligt. At den balance er svær at ramme, giver sig selv.

Samlet står tilbage, at den politiske kultur i Tyskland vil ændre sig. AfD vil ikke alene have en parlamentarisk platform, modtage omfattende partistøtte og midler til at ansætte parlamentariske medarbejdere. Partiet vil forsøge at gøre op med et tysk politisk system, der længe har følt sig hævet over den udvikling, som så mange andre europæiske lande har været ramt af. Debatterne i Forbundsdagen vil tage til i skarphed og grovhed, hvilket naturligvis kan have positive aspekter for et levende demokrati, men også kan sætte selvsamme demokrati på alvorlige prøver.

Forrest i denne demokratiske konfrontation står nu kansler Merkel. I sin fjerde og formentlig sidste regeringsperiode vil hun potentielt være fri som aldrig før, men også stå over for et mere fragmenteret parlament og en mere kompliceret regeringsstruktur, end hun har været vant til. Hvor hun indtil videre har lagt sin energi i at håndtere en verden i opbrud præget af alt fra Trump, Brexit og Putin til finans-, euro- og migrationskriserne, skal hun nu for alvor håndtere sit eget land i opbrud. Denne udfordring kan meget vel vise sig at blive hendes hidtil største.

Forrige artikel Tyskland vil fortsætte sin økonomiske kurs efter valget Tyskland vil fortsætte sin økonomiske kurs efter valget Næste artikel Løkke taler globalt og handler lokalt Løkke taler globalt og handler lokalt