Afskaf alderdommen!

Om godt to år mister dansk erhvervsliv en af sine mest innovative og succesrige lederkapaciteter, Steen Riisgaard, Novozymes. Ikke fordi udenlandske koncerner har headhuntet ham, hvad der ville være oplagt. Men fordi Novozymes ikke selv vil bruge ham mere. Han er da fyldt 62 år, og så er man ifølge koncernens interne regler ikke længere på toppen. I hvert fald ikke i tilstrækkelig grad til at bestride posten som administrerende direktør. Med andre ord: Ens alder afgør, hvad man er værd.

Steen Riisgaard deler skæbne med kollegaer i en række andre store koncerner. Både skrevne og uskrevne aftaler indebærer, at mange topchefer træder tilbage omkring de 60 år. Dermed er det erhvervsliv, der tordner mod efterlønnens landsskadelige konsekvenser og behovet for et længere arbejdsliv, selv med til at fastholde gældende standarder og normer i stedet for at udfordre dem. Forskellen på den tidligt afgåede topchef og efterlønsmodtageren er ikke stor. Den mindre bemidlede lønmodtager har ikke topchefens mulighed for at nyde fordelene ved en  dyr virksomhedsbetalt pension, men ellers drives de af samme behov og ønsker – og af samme grund er der en god portion hykleri forbundet med erhvervslivets angreb på efterlønnen.