Akademikerangsten

Djøf’ere og akademikere er blevet samfundets store prygelknabe. Især hvis de sidder i Folketinget, der i dag har en større andel akademikere end nogensinde før. Fordelingen er så skæv, at der opstår blinde pletter i debatten, siger elitekritikeren Lars Olsen. Men kritikken bunder i en misforståelse. ”Kernen i det repræsentative demokrati er ikke, at vores politikere skal afspejle befolkningens sammensætning, men at folket vælger sine repræsentanter,” siger demokratiforsker.

En småkvabset dansker med klaphat og kroppen svøbt i dannebrogs farver giver fire hovedpersoner fra det politiske parnas fingeren: Fuck Thorning, fuck Østergaard, fuck Løkke, og fuck Pape. 

Bladtegner Roald Als står bag det beskrevne værk, som ledsager en artikel i Politiken med overskriften ”Drømmepartier slår Djøfpartier”. Der og i en lang række andre medier er valgresultatet blevet udlagt som et tegn på, at folket har sagt fra over for en tonedøv elite af veluddannede karrierepolitikere, der hverken forstår danskernes hverdag eller vil nedværdige sig til at gøre forsøget.

Ind kom Dansk Folkeparti, der ikke skal bestræbe sig på at komme i øjenhøjde med befolkningen, det er befolkningen. Det er Danmarks mest repræsentative parti, bekendtgjorde Altinget i sidste uge. Partiet er alt det, Djøf-partierne ikke er. Og så alligevel. For i spidsen for DF står en djøf’er – cand.merc.jur Kristian Thulesen Dahl – og partiet er kun gået frem og blevet mere folkeligt, siden han overtog ledelsen fra hjemmehjælperen Pia Kjærsgaard. En djøf’er er ikke bare en djøf’er.

Login