En småkvabset dansker med klaphat og kroppen svøbt i dannebrogs farver giver fire hovedpersoner fra det politiske parnas fingeren: Fuck Thorning, fuck Østergaard, fuck Løkke, og fuck Pape. 

[graph title="Akademikervældet på anklagebænken" caption=" " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/fbe92-akademikervaeldet.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/1958b-akademikervaeldet.png" text=""]Kilde: Mandag Morgen [/graph]

Bladtegner Roald Als står bag det beskrevne værk, som ledsager en artikel i Politiken med overskriften ”Drømmepartier slår Djøfpartier”. Der og i en lang række andre medier er valgresultatet blevet udlagt som et tegn på, at folket har sagt fra over for en tonedøv elite af veluddannede karrierepolitikere, der hverken forstår danskernes hverdag eller vil nedværdige sig til at gøre forsøget.

Ind kom Dansk Folkeparti, der ikke skal bestræbe sig på at komme i øjenhøjde med befolkningen, det er befolkningen. Det er Danmarks mest repræsentative parti, bekendtgjorde Altinget i sidste uge. Partiet er alt det, Djøf-partierne ikke er. Og så alligevel. For i spidsen for DF står en djøf’er – cand.merc.jur Kristian Thulesen Dahl – og partiet er kun gået frem og blevet mere folkeligt, siden han overtog ledelsen fra hjemmehjælperen Pia Kjærsgaard. En djøf’er er ikke bare en djøf’er.

Alligevel får man let det indtryk, når man skæver til den offentlige debat. Ifølge kritikerne er det ikke kun djøf’erne, der er et problem for folkestyret, men hele den hob af akademikere, der tager plads i salen. Se figur.

Folketinget er skævt, hvis man sammenligner politikernes uddannelsesbaggrund med befolkningens. Alt for mange akademikere, alt for få faglærte og ufaglærte. I dagene efter valgnatten fik medier travlt med kuglerammen. Hvert femte nye folketingsmedlem er ifølge Ugebrevet A4 arbejder, mens hele 62 pct. ifølge Altinget er akademikere eller studerende på universiteterne. Ved valget i 2011 var det 57 pct. Og da kun 10 pct. af den danske befolkning kan pryde sig med eksamenspapirer fra de højere læreanstalter, er akademikerne mildest talt overrepræsenteret på tinge. Ingen tvivl om det.

Spørgsmålet er, om det er et problem.

Ja, siger akademikertingets fremmeste kritiker, Lars Olsen, som i flere bøger har revset eliten for at sætte sig tungt på magten og lukke sig om sig selv.

”Vi er nået til et punkt, hvor fordelingen er så skæv, at der opstår blinde pletter i debatten og beslutningsgrundlagene, fordi nogle gruppers perspektiver bliver overset. Det er ikke et spørgsmål om, at der er for mange akademikere, men et spørgsmål om, at der er for få faglærte og ufaglærte,” siger Lars Olsen.

Selv akademikerne er begyndt at blive nervøse for deres egen magt. Institutleder på statskundskab ved Københavns Universitet Lars Bo Kaspersen kan i hvert fald godt forstå bekymringerne:

”Et meget akademisk folketing er ikke nødvendigvis problematisk, men det udgør et potentielt demokratisk problem. Hvis politikerne ligner hinanden og har de samme uddannelser, deler de også en snæver forståelse af, hvad det gode liv er, og hvad de mest centrale samfundsproblemer er,” siger han.

Ufolkeligt folketing

Kritikerne er bekymrede, og de er ikke de første. Lige fra Folketinget fødsel har det oplevet kritik af, at for mange politikere havde lange uddannelser. I landets første folketing fra 1849 var 58 pct. uddannet fra universiteterne. Siden faldt andelen af akademikere frem til 1940’erne, hvor det begyndte at stige igen. Men udviklingen fulgte nogenlunde udviklingen i befolkningen, så at Folketinget ikke afspejler befolkningens uddannelsesniveau, kan næppe kaldes en nyhed.

Det bekræfter lektor i statskundskab på Aarhus Universitet Gitte Sommer Harrits, der bl.a. forsker i demokratisk deltagelse og klasseforskelle i det danske samfund. Hun køber ikke præmissen om, at problemet skulle være, at mange politikere har gået på universitetet:

”Kernen i det repræsentative demokrati er ikke, at vores politikere skal afspejle befolkningens sammensætning, men at folket vælger sine repræsentanter. Det har altid været sådan, at den politiske ledelse har en anden sammensætning, end befolkningen som sådan. Folketinget har aldrig været folkeligt og bliver det nok heller aldrig,” forklarer hun.

Men fordi Folketinget ikke er folkeligt, betyder det ikke, at det ikke bør blive det. For der kan givetvis opstå problemer, hvis Folketinget er for ensartet. En række forskningsprojekter peger på, at folk med lange uddannelser har andre holdninger end dem med kortere uddannelser.

Det gælder bl.a. spørgsmålet om, hvorvidt vi har afgivet for meget magt til EU. Flertallet af akademikerne svarer nej, mens flertallet af faglærte siger ja. Der er også klare forskelle, når man spørger til det offentliges udgifter til hjemmehjælp og sundhedsvæsenet. Danskere med en mellemlang eller længere videregående uddannelse svarer, at vi bruger passende med penge i dag, mens de med kortere uddannelse mener, at vi bruger for få.

Men så vidt Gitte Sommer Harrits ved, er der ikke nogen, der har undersøgt, om holdningerne har betydning for de beslutninger, der bliver truffet. De andre forskere, Mandag Morgen har talt med, kaster heller ikke ligefrem om sig med eksempler.

Anekdotisk bevisførelse

Til gengæld har professor i statskundskab Peter Dahler-Larsen et eksempel på, at uddannelsen ikke har nævneværdig betydning for den måde, ledere i det offentlige går til opgaverne på. I et større forskningsprojekt viser han, at djøf’ere og ikke-djøf’ere har samme holdning til langt de fleste faglige spørgsmål. Eksempelvis hvordan budgetterne skal skrues sammen, hvordan forskellige faggrupper skal arbejde sammen, og om og hvordan man inddrager private aktører og borgere.

”Det er ikke et spørgsmål om din uddannelse, men om den stilling, du bestrider. Uanset om du er økonom eller lærer, skal du overholde skolens budget og lære børnene at læse. Der er ikke grundlæggende forskel på deres prioriteringer og tilgange,” siger Peter Dahler-Larsen.

Institutlederen Lars Bo Kaspersen spiller ind med et eksempel, der peger i anden retning. I studiet ”Det glemte folk” undersøgte forskere, hvad der lå bag jordskredsvalget i 1973, hvor næsten halvdelen af alle vælgere skiftede parti, og Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet stormede ind i Folketinget med uhørte 28 mandater. En af hovedforklaringerne bag Glistrups succes viste sig at være, at mange tidligere selvstændige, som havde været nødt til at dreje nøglen om, stemte på Glistrup. De etablerede partier blev straffet for at have ignoreret de selvstændiges kår.

Med den ene undtagelse holder han sig dog til anekdotisk bevisførelse. Han peger på, at politikerne fra de traditionelle regeringsbærende partier, Socialdemokraterne, Venstre, radikale og konservative, siden afslutningen på 2. Verdenskrig har støttet ethvert tiltag, der har skubbet Danmark mod at blive en lille, åben økonomi – f.eks. i forhold til EU. I den proces negligerede de fuldstændig nationalfølelsen. Samme problem kan findes på uddannelsesområdet. Politikerne har ønsket en bedre uddannet befolkning, og med bedre mente man en mere akademisk uddannet befolkning. I den proces har politikerne ifølge Lars Bo Kaspersen overset håndværkeruddannelserne og -erhvervene.

”Og hvad mangler vi nu?” spørger han: ”Håndværkere. Men vi opdagede det først, da problemet ramte os.”

Lars Olsen har et bud på forklaringen:

”Politikerne er ikke faglærte, og hvis der til sidst ingen faglærte er tilbage, kommer vi til at mangle de faglærtes perspektiv og – måske endnu vigtigere – de faglærtes erfaringsverden i Folketinget.”

En fordel ikke at have jordforbindelse

Både Lars Bo Kaspersen og Gitte Sommer Harrits mener dog sagtens, at akademikere kan repræsentere faglærte. Men det kræver ifølge Gitte Sommer Harrits, at de sørger for at komme ud af Christiansborg for at møde vælgerne, besøge virksomhederne og lytte til de folk, der arbejder med de områder, man som politiker beskæftiger sig med.

Og det gør politikerne. En af dem er cand.scient.pol. Lotte Rod, der netop er blevet genvalgt til Folketinget for de radikale, partiet, der om nogen bliver betragtet som akademikervældets højpandede højborg.

”Jeg kan sagtens repræsentere en faglært,” siger hun og fortsætter:

”Men politiske partier skal ikke repræsentere et bestemt segment eller en udvalgt befolkningsgruppe. Vi er ikke fagforeninger. Vi skal tænke sammen med folk. Vi skal være åbne, men også kritiske. Man skal ikke tage udgangspunkt i én virkelighed eller varetage én interesse. Som politiker skal man forsøge at tage alle interesser med i betragtning og se, hvad politikken betyder for samfundet som en helhed,” siger Lotte Rod.

Som børne- og undervisningsordfører var Lotte Rod med til at forhandle folkeskolereformen. Hun er ikke lærer, men besøgte skoler og talte med ledere, lærere, pædagoger, elever og forældre.

”Det vigtige er, at vi forsøger at sætte os i alles sted. Vi skal ud til folk, og det gør jeg, og det gør mine kolleger på Christiansborg,” siger Lotte Rod

Hun mener ligefrem, det kan være en fordel ikke at have en fortid i de miljøer, man som politiker skal ind over:

”Jeg kan godt se, at der ville være fordele ved at have været lærer, men jeg tror også, der er fordele ved ikke at være det. Det er lettere ikke at se sig blind på et perspektiv, hvis man kommer udefra,” siger Lotte Rod.

Djøf’ere er blevet prygelknabe

Professor Peter Dahler-Larsen mener også sagtens, at Lotte Rod og andre akademikere i Folketinget kan repræsentere vælgere fra andre uddannelsesgrupper. Når vi alligevel taler om akademikere som en gruppe, der ikke kan, skyldes det først og fremmest, at danskerne ikke bryder sig om eliter. Historisk har vi været stolte af det jævne og skammet os over de veluddannede:

”Vi har en lighedskærlighed i Danmark. Tag Grundtvigs sang ”Er lyset for de lærde blot”. Vi synger i kor: ”Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde,” forklarer Peter Dahler-Larsen.

Kritikken af de mange akademikere i Folketinget bunder i en bredere akademikerangst. I det offentlige taler man især om djøfisering: Tabeltalenter og paragrafpampere er ved at overtage styringen i de offentlige institutioner og i dansk politik. De fokuserer enøjet på øget effektivitet, velordnede regneark og regerer gennem new public management.

”Djøf’erne er blevet prygelknabe. Én gruppe bliver peget ud og får skylden for hele miseren. Man får næsten det indtryk, at hvis vi slap af med djøf’ere, så slap vi også for at prioritere i den offentlige sektor, men sådan hænger verden ikke sammen,” siger Peter Dahler-Larsen.

Kritikken har fået ekstra mange ben at gå på, fordi administratorerne har overtaget magten fra professionerne. Det er ikke længere lærere, der bestemmer på skolerne, eller lægerne, der bestemmer på hospitalerne. Økonomer og statskundskabere har taget over, og hvis lærerne og lægerne stadig er der, er de blevet rettet ind på samme spor, mener Gitte Sommer Harrits:

”Det er ikke kun administratorerne, der er kommet ind og har taget over for professionerne, men også professionerne, der er blevet videreuddannet til administratorer. Tænk på alle de efteruddannelser, vi sender vores offentlige ledere på,” siger hun.

De mange akademikere på chefgangene og i sæderne i folketingssalen kan få dele af befolkningen til at føle sig afskåret fra landets ledere. Og uanset hvor meget Lotte Rod og hendes politikerkolleger lytter og besøger, er det ikke sikkert, det hjælper det fjerneste, forklarer Gitte Sommer Harrits:

”Man kan have et nok så arbejdervenligt socialdemokrati, men det hjælper ingenting, hvis arbejderne ikke kan kende sig selv i det. Så føler de sig ikke repræsenteret, men derimod fremmedgjort,” siger hun og fortsætter:

”Så det er ikke nødvendigvis et problem om antallet af akademikere, eller at eliten regerer, men de skal repræsentere befolkningen på en måde, så befolkningen føler sig repræsenteret. Så spørgsmålet er, om befolkningen mener, det er et problem.”

Det gør de. I en spørgeskemaundersøgelse, centrum-venstre-tænketanken Cevea offentliggjorde for år tilbage, svarer 7 ud af 10, at demokratiet fungerer bedst, hvis de folkevalgte har samme baggrund som vælgerne. Næsten lige så mange mener, at folketingsmedlemmer ikke kender nok til ”almindelige menneskers hverdag og problemer,” og tilsvarende andel erklærer sig uenig i, at der bør være flere akademikere i Folketinget.