Aktive aktionærer
Investorer skifter rolle
Blander sig direkte i driften af problemselskab
Kræver frasalg eller udskiftning af topchef
Bag murene hos GN Store Nord udspiller der sig for øjeblikket en dramatisk magtkamp. For første gang nogensinde herhjemme blander en gruppe kritiske storaktionærer sig direkte i driften af et problemselskab. Hvis ikke GN Store Nords høreapparatforretning, GN ReSound, viser vækst og profit på niveau med de bedste i branchen inden for de næste seks måneder, må divisionen enten sælges fra eller den ansvarlige direktør, Jesper Mailind, må skiftes ud, lyder kravet. “Vi har et stort ansvar for de midler, vi administrerer som investorer i et selskab. Vi kan ikke bare sidde stille og se på, at værdier udvandes over tid. Vi bliver nødt til at stille nogle krav om, at GN Store Nord lever op til de mål, de selv har stillet op for flere år siden og endnu ikke har nået, ” siger Peter Bundgaard fra Nordea Investment Management, der er en af de kritiske aktionærer. Men de professionelle investorer er delte i spørgsmålet om, hvor tæt på driften investorerne kan gå.