Erhverv
Aktive aktionærer bebuder offensiv:
Vil gøre årets generalforsamlinger til demokratiske slagmarker
16 generalforsamlinger udvalgt på forhånd
Ledelsen i danske børsnoterede virksomheder vil i de kommende uger og måneder møde det hidtil stærkeste modspil fra aktive og kritiske aktionærer. Der kan blive tale om de mest stormfulde generalforsamlinger i dansk børshistorie. Både professionelle og private investorer er klar til at gå på talerstolen med skærpede krav til samfundsansvar og god virksomhedsledelse. Eksempelvis har Dansk Aktionærforening udvalgt 16 generalforsamlinger, hvor de blandt andet vil sætte fokus på informationen til aktionærerne, bestyrelsens funktion og ledelsens aflønning. Også de institutionelle investorer varsler en kritisk linie med særligt fokus på virksomhedernes omstillingsevne. “Ledelserne skal vise evne til at tilpasse sig tidens svære markedsforhold, ” siger afdelingschef Else Nyvang Andersen fra LD. At dømme efter udviklingen i USA er det kun de første spæde tegn på en helt ny generalforsamlingskultur. “Tendensen til at sætte andre mærkesager end shareholder value på dagsordenen vil brede sig til Europa i løbet af nogle år, ” vurderer professor Mette Neville fra Handelshøjskolen i Århus.