Dommens dag Afgørelse fra EF-domstolen kan true den danske arbejdsmarkedsmodel . . . . . . og give nej-siden vind i sejlene op til den kommende EU-folkeafstemning På torsdag afsiger ef-domstolen dom i en ny sag, der kan få afgørende betydning for den danske arbejdsmarkedsmodel – og for udfaldet af den kommende folkeafstemning om de danske EU-forbehold. Går afgørelsen imod danske arbejdsmarkedsinteresser, risikerer sagen at skabe fornyet diskussion om, hvorvidt den danske arbejdsmarkedsmodel er så truet af EU-retten, at den ikke kan overleve på længere sigt. Domstolen i Luxembourg skal tage stilling til, om det var i orden, at en tysk kommune i sit udbudsmateriale til et byggeri krævede, at entreprenøren skulle overholde lokale tyske overenskomster. “Den type af diskussion kan flytte nogle procenter fra ja til nej, og i Danmark, hvor de to sider ligger tæt på hinanden ved folkeafstemninger, kan det derfor være noget, som kan tippe resultatet, ” vurderer Catharina Sørensen, som er ekspert i euroskepsis hos DIIS. Omvendt kan dommen, hvis den går den anden vej, bidrage til at mindske frygten for den danske models fremtid. “I vores optik er afgørelsen meget vigtig, ” siger sekretariatsleder Gunde Odgaard fra BAT-Kartellet.