Én af Danmarks mest anerkendte sikkerhedspolitiske eksperter, Ole Wæver, gør nu op med de sidste års superloyale danske politik over for USA. USA mangler i stigende grad den selvdisciplin, man må forlange af en så overlegen magt, og det har vi været for sene til at erkende i Danmark, siger Wæver, der er professor ved Københavns Universitet. De hårde ord skyldes den amerikanske regerings planer om at etablere en modereret version af det såkaldte “stjernekrigsprojekt”. Internationale eksperter forudser, at planerne vil medføre en ny oprustningsspiral på atomvåbenområdet og lægge 30 års resultater med våbenkontrol i ruiner. De amerikanske planer, der har udløst en voldsom krise mellem USA og andre atommagter, har længe optaget den internationale presse og er nu også på vej til forsiderne i den danske. Dér forbliver den i lang tid. Danmark inddrages uundgåeligt i den internationale konflikt, fordi en central installation vil blive anbragt i Thule. Der er således lagt op til en Pandoras æske af konflikter i Danmark, der involverer højesteretsdommere, hundefangere og trængte ministre, og som ikke blot handler om Danmarks forhold til USA, men også om Rigsfællesskabet og det danske EU-forbehold på forsvarsområdet.