Næsten alle Danmarks førende virksomheder undersøger, hvor tilfredse medarbejderne er med deres arbejdsplads. I alt bruges der hvert år næsten en halv milliard kr. på den type undersøgelser. Men de fleste undersøgelser er spild af tid og penge. I hvert fald har de ikke den positive indvirkning på virksomhedernes samlede resultater, som normalt er hensigten. Det viser de foreløbige resultater af en analyse gennemført i et samarbejde mellem konsulentvirksomheden Bülow Management, Handelshøjskolen i Århus og PID - Personalechefer i Danmark. “En af forklaringerne er, at målingerne alt for ofte bliver gennem-ført, uden at topledelsen har gjort sig klart, hvad man vil med dem,” siger en af undersøgelsens arkitekter, adjunkt Jacob K. Eskildsen. Han og de øvrige parter bag analysen understreger, at det er vigtigt at undersøge medarbejdernes tilfredshed. Men det skal gøres på en anden måde, end de fleste virksomheder og konsulenter gør det i dag.