Det er hverken smeltende isbjerge, masseindvandring eller det skrantende sundhedsvæsen, der holder danskerne vågne om natten. Arbejdsløshed er deres ubestridt største samfundsbekymring.

For det første rammer frygten for arbejdsløshed generelt bredere end arbejdsløsheden i sig selv, fordi mange kender nogen, der har været eller er arbejdsløs. F.eks. vækker ungdomsarbejdsløshed særlig bred bekymring, fordi den også optager mange forældre.

Derudover giver ledighedsstatistikken et pænere billede end det, der er virkeligheden ude på arbejdsmarkedet. Siden finanskrisen er en del mennesker nemlig røget helt ud af arbejdsstyrken, og de fremgår derfor ikke længere af ledighedstallet. ”Arbejdsløshedstallet fejlvurderer den faktiske situation på arbejdsmarkedet,” siger Per Kongshøj Madsen.

Han påpeger også, at forringelser af velfærdsydelser som efterløn og dagpenge har gjort arbejdsløshedens konsekvenser værre end tidligere. ”Sikkerhedsnettet er ikke, hvad det har været. Man falder ikke så blødt, som man gjorde tidligere,” siger han.

I sidste uge kunne et nyt studie desuden bekræfte en fornemmelse, som mange arbejdsløse sikkert har: at lediggang udhuler ens selvtillid, viljestyrke og risikovilje.

Ud fra data indsamlet over 2,5 år blandt mere end 17.000 lønmodtagere – heraf 3.000 ledige – kunne direktør i People Test Systems Torben Tolshøj slå fast i dagbladet Politiken, at ”ledighed i sig selv kan blokere vejen tilbage til arbejdsmarkedet, fordi man udvikler nogle personlighedstræk, der gør det endnu vanskeligere at få et job”.

Medierne avler frygt

Dén historie er i sig selv bekymrende. Og på den måde illustrerer den en tredje forklaring på, at danskerne frygter arbejdsløsheden så meget: Siden finanskrisen har medierne dækket arbejdsløsheden og dens konsekvenser intensivt.

”Diskussionen om arbejdsløshed fører i sig selv til mere bekymring for arbejdsløshed. Frem til 2008 var stemningen nærmest, at vi kunne gå på vandet. Nu er stemningen, at vi er havnet i grøften med alle fire hjul i vejret,” siger Per Kongshøj Madsen.

Når folk åbner deres aviser i øjeblikket, ser de historier om den skrantende europæiske økonomi, kronen under angreb, østarbejdere, der stjæler vores arbejdspladser, og et velfærdssamfund i krise.

”Der er mange ting, der gør, at folk opfatter situationen som kritisk og får den tanke, at arbejdsløsheden er en stor udfordring,” siger Per Kongshøj Madsen.

Han peger på, at forskellige økonomiske problemer på skift har taget plads øverst på den politiske dagsorden og avisernes forsider siden 1970’erne.

”Vi har de her cirkler, hvor først det ene og så det andet problem bliver talt op. Betalingsbalancen, som jo skabte store bekymringer i 70’erne og 80’erne, er i dag en ren succeshistorie. Inflationen kan vi heller ikke bekymre os om, for den er nærmest for lille. Og statsbudgettet ser ud til at være under kontrol nu. Så hvad er der tilbage at skrive om? Arbejdsløsheden,” siger han.

”Der er plads til en vis mængde af bekymring i den offentlige bevidsthed. Og det emne, der presser sig mest på i øjeblikket, er arbejdsløsheden, fordi vi oplevede det drastiske fald i beskæftigelsen under finanskrisen,” siger Per Kongshøj Madsen.

Arbejde er blevet den centrale værdi

En supplerende forklaring kommer fra professor Ove K. Pedersen, ligeledes medlem af Mandag Morgens Velstandsgruppe. Han mener, at arbejde er blevet en central værdi i det danske samfund:

”Beskæftigelsespolitikken er blevet dominerende i dansk politik over de sidste 20-30 år. Den har efterhånden underlagt sig både socialpolitikken, arbejdsmarkedspolitikken og uddannelsespolitikken, som alle er kommet til at handle om at sikre gode betingelser for beskæftigelse. Værdien af at være i arbejde har så at sige gennemtrængt dansk politik og gjort arbejde til den mest centrale værdi i vores samfund,” siger Ove K. Pedersen.

Derfor er frygten for arbejdsløshed også en frygt for at svigte sit moralske samfundsansvar, påpeger han.

”Alle er bange for ikke at kunne få arbejde. Dermed kan de nemlig ikke leve op til den forpligtelse, som samfundet har gjort til vores vigtigste værdi,” siger han. ”Arbejde er blevet en moralsk pligt.”

Dette kommer gang på gang til udtryk i den værdipolitiske debat: Det skal kunne betale sig at arbejde, og hvis man kan forsørge sig selv, skal man også gøre det. Det blev måske tydeligst manifesteret i mediesagen om ”Dovne Robert”, der skabte så meget opsigt, at den havnede på forsiden af New York Times.

Debatten om selvforsørgelse og arbejdspligt har stået på siden fattigfirserne, hvor en del fra de hårdest ramte ungdomsårgange aldrig kom i fast arbejde. Det var med til at underminere værdien af at arbejde, forklarer Ove K. Pedersen.

”Under Schlüter kunne man på et tidspunkt sidde på dagpenge hele livet igennem, indtil man i 1990’erne begyndte at skærpe dagpengereglerne. Derfor havde vi en kort periode, hvor dele af befolkningen fik en forestilling om, at arbejde ikke nødvendigvis var en moralsk samfundsforpligtelse,” siger Ove K. Pedersen.

Den opfattelse forsøgte Nyrup-regeringens dagpengestramninger at gøre kål på, men værdikampen om arbejdspligten har været i gang lige siden. Og i dag er der bred folkelig og politisk opbakning til, at man skal få folk i arbejde gennem en offensiv beskæftigelsespolitik.

”Det bemærkelsesværdige er, at det nu er hele det politiske spektrum, fra Enhedslisten til Liberal Alliance, som fokuserer på beskæftigelsespolitikken og arbejdet som den gennemtrængende værdi i Danmark,” siger Ove K. Pedersen.

For selvom partierne strides om midlerne – hvorvidt man skal bruge gulerod eller pisk for at få folk i arbejde – er de enige om, at statens ypperste opgave er at bekæmpe arbejdsløsheden. 

Senest er Liberal Alliance begyndt at bekende sig til denne logik, idet partiet ser ud til at have droppet sit fokus på lav skat som et endemål i sig selv. Partiets nye kampagne beskriver lavere skat som et middel til at øge beskæftigelsen, udtrykt i kampagnesloganet: ”Her er planen, der får danskerne i arbejde.”

Hvis planen lykkes, må danskerne finde nye bekymringer.