Danmark er en nation af “talentfulde tryghedsnarkomaner”. Vi har masser af menneskeligt talent, men savner modet til at udfolde det. Erhvervslivet efteruddanner som aldrig før, og danskerne er blandt de folk i verden, der har mest lyst til at lære og er mest indstillet på at omstille sig. Vi tør bare ikke løbe de risici, der skal omsætte talentet til nye initiativer og nye virksomheder - og mangler derfor nogle af de basale forudsætninger for at omstille os til den nye vidensøkonomi: Innovationsevne og lyst til at iværksætte. Her sakker vi klart agterud i forhold til andre lande. Det er budskabet i Kompetencerådets rapport 2000, der offentliggøres i dag. I et detaljeret nationalt kompetenceregnskab gøres status over, hvordan Danmark udvikler og forvalter sine menneskelige ressourcer - på arbejdsmarkedet, i erhvervslivet og i uddannelsessystemet. Kompetenceregnskabet sammenligner Danmarks formåen på 67 parametre i forhold til seks stærke OECD-økonomier. På de fleste punkter er vi distanceret af lande som USA, Sverige, Holland og Finland. Kompetenceregnskabet konkluderer, at Danmark lider under “organiseret talentspild”. Danskerne har en tendens til at lade sig forpuppe i trygge institutioner med det resultatet, at vi svigter eliten og bredden på samme tid . “Det er på mange måder tragikomisk, at vi spilder vores talent på alle niveauer,” siger formanden for Kompetencerådets vismandskollegium, Lars Kolind.