Ved en overraskende og bemærkelsesværdig omfattende privatisering af Tele Danmark har staten hentet et provenu på 21 milliarder kr. Hermed har staten tilsyneladende erkendt, at samfundets arvesølv ikke længere handler om at beherske den infrastruktur, som blev skabt i industrisamfundets epoke. Det kan siges at være en fremsynet erkendelse, især hvis provenuet investeres i udviklingen af den infrastruktur, som bliver helt afgørende i det 21. århundredes videnssamfund. Krum-tappen bliver en ambitiøs opgradering af de menneskelige kompetencer. Det vil sige, at det gamle arvesølv bedst kan genbruges ved at investere en del af provenuet i uddannelsessektoren. Her kan regeringen hente værdifuld inspiration i bl.a. Sverige, skriver Mandag Morgen i en ledende artikel.