Atomkraft, ja tak

Atomindustrien fik uventet støtte fra Barack Obama i hans State of the Union-tale i sidste måned. Den 1. februar fulgte han det op med et forslag om at tredoble puljen for statslige lånegarantier til bygning af atomkraftværker fra 18,8 til 54 milliarder dollar. Og sidste tirsdag annoncerede han så, at staten vil bruge en del af pengene til et konkret byggeprojekt i Georgia, der skal resultere i to nye reaktorer i tilknytning til et eksisterende anlæg.

De statsgaranterede lån vil udgøre 8,3 milliarder dollar ud af de samlede byggeomkostninger på 8,8 milliarder. Beslutningen, der bl.a. er begrundet i ambitionen om at nedbringe CO2-udslippet og mindske USAs afhængighed af fossile brændsler, er historisk. Selvom USA får omkring en femtedel af sin elektricitet fra atomkraft, har det ikke bygget et nyt atomkraftværk siden ulykken ved Tremileøen i 1979. Andre steder i verden er der endnu mere fart på. I Kina f.eks. er der 11 reaktorer i drift, 17 under konstruktion og 124 på tegnebordet. De kinesiske planer vil firedoble kapaciteten i 2020.

Verden over vejrer atomindustrien morgenluft. Vietnam og en række andre lande – fra Italien til Indonesien – har planer om at bygge nye reaktorer i nær fremtid. Og for nylig afsluttede De Forenede Arabiske Emirater (UAE) en aftale om opførelse af fire atomkraftværker. Aftalen med UAE har skabt røre i den internationale atomindustri, fordi kontrakten på 40 milliarder dollar blev vundet af et konsortium ledet af Korean Electric Power Corporation (KEPCO). I årtier har markedet ellers været domineret af seks store selskaber: GE og Westinghouse i USA, Areva i Frankrig samt Toshiba, Hitachi og Mitsubishi Heavy i Japan.

Atomkraften har i mange år været i defensiven. I Tyskland besluttede man f.eks. i 2002 at lukke landets 17 atomkraftværker i senest 2021. Men truslen fra de globale klimaforandringer har igen bragt atomkraften tilbage som en af flere mulige løsninger til at sænke CO2-emissionerne. I Tyskland har forbundskansler Angela Merkel lagt op til at forlænge atomkraftværkernes levetid fra 40 til 60 år – i det mindste indtil vedvarende energikilder kan tage over og levere den energi, som det moderne tyske samfund har brug for. 60 pct. af den tyske befolkning vil helst af med atomkraften, men den internationale tendens peger for tiden i retning af mere atomkraft og ikke mindre.