Jeg drøftede for nylig gæld med en kollega, der havde taget temmelig store lån for at finansiere hus og en behagelig livsstil. Da jeg spurgte, hvordan hun kunne sove roligt om natten med så stor gæld, svarede hun, at når bare gælden var stor nok, var det bankens problem, hvis man ikke kunne betale, snarere end ens eget.

Noget kunne tyde på, at den holdning har været udbredt blandt mange private husholdninger. Desværre har holdingen også været gældende i banksektoren, der skubber regningen videre til alle os andre, og blandt mange vestlige regeringer, der skubber regningen videre til andre landes borgere. Og alle skubber vi regningen videre til kommende generationer.

Man differentierer ofte ’civiliserede’ samfund fra de ’primitive’ gennem de civiliseredes evne til at planlægge for fremtiden, mens de mere primitive samfund er karakteriseret ved et fokus på nuet, dagen og vejen – på ’instant gratification’. At planlægge for fremtiden indebærer bl.a., at man lægger til side i gode tider for at kunne klare sig i dårlige, og at man sparer op til fremtidigt forbrug. Måske har vores primitive reptilhjerner spillet os et puds, for den adfærd, der var god latin for et par generationer siden, har vi øjensynligt glemt, både individuelt og kollektivt.

Tilsvarende viser skumfidus-eksperimentet, der blev omtalt i Berlingskes Nyhedsmagasin den 9.11.2011, at de, der klarer sig bedst i livet, også er i stand til ”at sætte noget tilside nu for at kunne få noget, der er bedre senere – også kaldet selvkontrol eller selvdisciplin.”

Den tidligere CEO hos Volvo Per Gyllenhammar var vist ophavsmand til citatet ”cash is king”. Og Carsten Mortensen, CEO i Norden A/S, har engang sagt, at ”cash is not king, cash is everything”.  Gæld er tab af frihedsgrader, penge i banken er handlefrihed, både for individer, virksomheder og nationer.

At komme tilbage til civilisationen fra det nuværende primitive stadie vil naturligvis være en hård omstilling, der vil give lavvækst eller negativ vækst, mens gælden afvikles via nedgang i levestandard.

Det er svært for politikere at fortælle befolkningen, at de skal spænde livremmen ind. Derfor bruger man mange penge på at forsøge at få gang i væksten – ofte uden synderlig langsigtet effekt. Derfor griber man ikke til de reformer, der er nødvendige. Og derfor fortsættes låntagningen, hvor regeringer og banker nu må gå tiggergang til dem, der har penge: Kina og Mellemøsten. Med risiko for, at vi pantsætter vores frihedsgrader yderligere hos de lande, vi selv har gjort rigere gennem vores energifråds, overdrevet indkøb af ligegyldige plasticdimser og eksport at vores arbejdspladser. Men kineserne er netop ikke interesseret i at spilde deres penge og forudsætningen for at få lån er derfor selvdisciplin og gennemførsel af de reformer, der muliggør tilbagebetaling af gælden.

Civiliserede regeringer, der ikke lader sig friste af skumfiduser, efterlyses.

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.