Den generation af danskere, der nu går på pension, er den rigeste i historien. Nye beregninger i Mandag Morgen viser, at danske 67-årige i gennemsnit har to en halv millioner i nettoformue. Arbejdsmarkedspensionerne betyder, at langt de fleste danske pensionister vil have råd til at opretholde nogenlunde den levestandard, de har været vant til gennem livet.

Det betyder også, at en stadig større gruppe af pensionister ikke længere behøver at slås med kommunen om at få tildelt rengøringshjælp hver anden uge. Med to-tre millioner på pensionskontoen er der råd til en privat rengøringshjælp, delvist betalt af samfundet via servicefradraget.

Almindelige middelklassepar med solide arbejdsmarkedspensioner vil kunne købe sig til hurtigere hjælp på private sygehuse, hvis de skal opereres for grå stær. Eller betale for den mad, de selv har lyst til, hvis de ikke længere selv kan lave den. Boligernes friværdier har samtidig givet et stort antal ældre boligejere helt nye muligheder for at indrette sig i luksus-seniorboliger eller betale for en friplejeplads, hvis de skulle få brug for den slags massiv hjælp, som kun en plejehjemsplads kan give.

Rigdommen blandt pensionisterne er langt fra ligeligt fordelt. Ikke alle har haft overenskomstdækket arbejde hele livet og dermed en god arbejdsmarkedspension. Og ikke alle ejer en bolig et sted, hvor friværdien er vokset vildt. Et stort mindretal har alt for lidt eller ingen opsparing. Og tre procent er decideret fattige med et rådighedsbeløb under halvdelen af den typiske husstands i Danmark. Ældre er – også på det punkt – lige så forskellige som alle andre.

Derfor er der stadig brug for samfundets hjælp. Især til at sørge for, at der også er varme hænder tilbage til de fattigste ældre, når dem med arbejdsmarkedspensionerne har købt sig til ekstra pleje.

Den universelle velfærdsmodel bygger på en forestilling om, at den sikreste måde at opretholde et ordentligt niveau for velfærden er ved at sørge for, at alle grupper i samfundet får gavn af den. Det lyder smukt. Især hvis det betyder, at de mennesker, der har levet hele livet på bunden af samfundet, får et løft i alderdommen, så deres sidste år bliver lige så værdige som gennemsnittets.

Men når vi fylder 67 år, sker der noget besynderligt: For det første bliver vi – uanset personlige ressourcer –  set som sårbare, svage og trængende af velfærdsstaten. Og for det andet er det tabu ikke at behandle os ens: ’Mimrekortet’, som giver billig transport med det offentlige, udløses den dag, man fylder 67 år. Uanset om man stadig har to biler og flere penge på kontoen, end dengang børnene var små. Millionæren får samme rabat til bussen som pensionisten på bænken.

Er helbredet så dårligt, at man har brug for hjælp til støvsugningen eller til at få støttestrømpen på, så skal hverken direktøren eller den fattigste pensionist betale – til gengæld er der kun råd til sparsom hjælp til dem begge.

For når alle har ret til det samme, får de få med et stort behov alt for lidt, mens de mange med et lille behov får noget, de sagtens selv kunne betale. Det er afsindigt dyrt for samfundet. Og det værste af det hele er, at ingen får det, de ønsker.

Sagen er, at de nye, velhavende middelklassepensionister allerede er i gang med at stemme med fødderne. De er stille og roligt i gang med at fravælge en alt for sparsom offentlig service og betale sig til den levestandard, de er vant til. Det har de som den første generation af danskere råd til, selvom de ikke arbejder mere. Og det er jo først og fremmest en fantastisk positiv nyhed.

Arbejdsmarkedspensionernes fædre og mødre – fagbevægelsen, arbejdsgiverforeningerne og Schlüter-regeringen – burde tildeles medaljer og hæder for i deres fremsynethed at udstyre så mange pensionister med den frihed og sikre Danmark en OECD-rekord i pensionsopsparing.

Man kan begræde, at et mindretal går ind i alderdommen uden samme økonomiske sikkerhed som flertallet. Ligesom man kan begræde, at der findes for stor ulighed i alle andre aldersgrupper. Det er der utroligt gode grunde til at gøre noget ved. Men måske er der også grund til at justere lidt på den universelle velfærdsmodel, så den bedre modsvarer nutidens virkeligheden for dem, der går ind i deres tredje alder.

Sandheden er, at langt hovedparten af de danske pensionister i dag befinder sig på A-holdet. Og at det, alt andet lige, vil give samfundet bedre muligheder for også at give B-holdet en værdig alderdom. Især hvis vi holder op med at behandle alle ens og sørger for, at den egentlige mangelvare – de varme hænder – fordeles til dem, der har størst behov.