Barroso kan blive EUs stærke mand
Kommissionen kan generobre politisk nøglerolle
Den kommende formand for EU-Kommissionen, José Manuel Barroso, der i torsdags offentliggjorde fordelingen af de nye kommissærposter, ser ud til at blive den stærkeste kommissionsformand siden Jacques Delors. Hans måde at løse opgaven på vidner om, at han har tiltænkt Kommissionen en langt mere selvstændig rolle på Europas politiske scene. Han har demonstreret stor selvstændighed i forhold til de store medlemslande, der har presset ham hårdt for at opnå tunge poster. Samtidig har han sammensat holdet, så det bliver nødvendigt med ganske omfattende rokader de kommende år. Dermed har han sikret sig et vigtigt magtinstrument, når han de næste fem år skal skabe fælles fodslag mellem 25 toppolitikere om at sætte den politiske dagsorden i EU.