Danskerne siger ja til privat velfærd
Klart flertal for syge- og ledighedsforsikringer
De seneste års boom af private velfærdsforsikringer er et skridt i den rigtige retning. Det mener et klart flertal af danskere, der både hilser private syge- og ledighedsforsikringer velkommen. To ud af tre danskere finder det positivt, at virksomheder i stigende antal tilbyder deres ansatte en sygeforsikring, der gør det muligt at springe ventelisterne over og blive behandlet på et privathospital. Og et lige så klart flertal sympatiserer med, at stadigt flere fagforbund giver deres medlemmer mulighed for at tegne tillægsforsikring i tilfælde af ledighed. Det fremgår af en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har lavet for Ugebrevet. Og fagbevægelsen har for længst taget den ekstra tryghedsforanstaltning til sig: “Havde vi ikke haft den vare på hylderne, havde der måske været en del medlemmer, som var søgt et andet sted hen, ” siger HKs formand John Dahl.