En ny begyndelse

Terroraktionerne i Paris har rykket noget i os. Vidneberetninger om unge mænd, der med koldt blod skyder sagesløse cafégæster eller publikum til en rockkoncert, har rystet os i vores grundvold. Vi søger en forklaring på det helt selvfølgelige spørgsmål: hvorfor?

Spørgsmål på spørgsmål trænger sig på. Og svarene begynder at tone frem. For der er mange forklaringer og mange svar, ikke et enkelt, der alene kan forklare, hvad der er sket, eller hvorfor det er sket. Og det er den første og vigtigste lære.

Men vi skal ikke bare reagere mod terror. Vores indsats skal også sætte gang i en udvikling, der giver os det samfund, vi gerne vil leve i. På den ene side skal vi reagere mod angrebene og sætte ind præcis så håndfast, som franskmændene og belgierne har gjort det i den seneste uge. På den anden side skal vi give os selv tid til at overveje, hvordan vi som samfund kan undgå at være rugekasser for terrorisme.

[quote align="right" author=""]Det er på tide at trække moskeernes virksomhed helt frem i lyset, så alle kan følge med i, hvad der bliver sagt fra deres prædikestole[/quote]

Også efter vores indsats over for terrorismen skal Danmark være et frit og åbent samfund. Men det skal også være et samfund, der kan håndtere radikal islam markant bedre end i dag, og det skal være et samfund, der producerer færre tabermænd, som i dag i overvejende grad kommer fra en muslimsk underklasse.

Det kan vise sig rigtigt at tilføre politiet flere ressourcer, hvis midlerne bliver brugt forebyggende i ghettoerne. Men det er forkert at tro, at vi alene ved en automatisk oprustning af politiet og vores efterretningstjenester har sikret os selv bedst muligt. For det har vi ikke.

Der skal mere til. Det handler om at sætte ind både over for terror og over for de forhold, der skaber terror. Der skal med andre ord ikke bare reageres, der skal ageres og forebygges.

I en dansk sammenhæng kunne vi passende begynde med de små dele af de muslimske miljøer i Danmark, der inspirerer til islamistisk terror og had. Af Danmarks omkring 130 moskeer ligger langt de fleste i lejede lokaler rundt omkring i forstæder eller industriområder. På nogle af talerstolene prædiker imamer had mod Danmark, mod jøder eller mod homoseksuelle.

Og det virker, som om vi glemmer, at straffelovens paragraf 266 også gælder for baggårdsprædikanter. Paragraf 266 er rettet mod personer, der offentligt truer, forhåner eller nedværdiger andre på grund af deres race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.

Den paragraf giver ikke megen plads til hadprædikanternes tale.

Det er på tide at trække moskeernes virksomhed helt frem i lyset, så alle kan følge med i, hvad der bliver sagt fra deres prædikestole. Helt som i folkekirken bør der være et ufravigeligt krav om, at der prædikes på dansk, og så bør deres imamer uddannes på danske universiteter eller måske på professionshøjskolerne.

Der skal derfor sættes hårdt ind over for hadprædikanter og imamer, der prædiker med udgangspunkt i ortodokse og konservative fortolkninger af islam.

[quote align="left" author=""]Skal vi for alvor kunne holde deres prædikanter op på respekt for og overholdelse af dansk lovgivning, er det første skridt vi må tage at anerkende islam som en del af Danmark.[/quote]

I dag har Danmark med professor Uffe Østergaards ord udliciteret uddannelsen af alt for mange imamer til de stærkt konservative saudiere. De repræsenterer en fortolkning af islam, hvor Koranen og dens forskrifter er nummer et. Religionen står over Grundloven og Folketingets regulering. Det er selvsagt uholdbart i et samfund som det danske.

Dermed træder imamerne over en afgørende streg i et demokratisk samfund, hvor det hverken er Koranen eller Biblen, der udgør fundamentet for lovgivningen, men en åben dialog og debat mellem selvstændige borgere.

Ifølge en måling i Jyllands-Posten fra oktober er 53,9 pct. af muslimerne i Danmark enige i, at Grundloven og ikke Koranen er fundamentet for lovgivningen i Danmark. Det er et godt udgangspunkt, men når omvendt omkring 40 pct. af muslimerne herhjemme mener, at Koranen eller en blanding af Grundloven og Koranen skal være fundamentet for lovgivningen, så er der virkelig brug for en ekstra oplysende indsats.

Det skal ikke bare gøres med lov i hånd, men på en måde, så Danmark finder nye allierede i kampen mod islamistisk inspireret terror, nemlig flertallet af danske muslimer. Den samme meningsmåling viser, at 90 pct. af de danske muslimer ikke sympatiserer med hverken Islamisk Stat eller med al-Qaeda.

Som det er nu, holder Danmark det muslimske samfund ud i strakt arm og henviser dem til lokaler i industrikvarterer og andre ydmyge steder. Vi tolererer dem, men anser ikke islam for at være på lige fod med Folkekirken.

Skal det muslimske samfund for alvor leve op til de demokratiske værdier, og skal vi for alvor kunne holde deres prædikanter op på respekt for og overholdelse af dansk lovgivning, er det første skridt vi må tage at anerkende islam som en del af Danmark.

Ingen ved præcist, hvor mange muslimer, der er i Danmark. Men et godt bud er mellem 300.000 og 400.000. Når så mange borgere tilhører en trosretning, er det helt tydeligt, at islam hører til i Danmark og bør anerkendes som en fuldgyldig del af den moderne danske kultur.

[quote align="right" author=""]Når man ikke kan blive en del af det omgivende samfund, definerer man sig i opposition til det[/quote]

En anerkendelse vil tydeliggøre, at muslimer nyder de samme rettigheder som danskere med en kristen baggrund – og har de samme pligter. Ind til nu har der været en tendens til, at vi har fokuseret på retten, dvs. religionsfriheden i Danmark, og ikke så meget på pligterne. Men i Danmark er der tradition for, at rettigheder og pligter følges ad.

Terroraktionerne i Paris blev udført af franske og belgiske statsborgere. For at forstå hvorfor, kan man dvæle lidt ved den formodede bagmand for terroraktionerne, Abdelhamid Abaaoud.

Han er født i Bruxelles-bydelen Molenbeek, et af Belgiens bedste eksempler på mislykket integration. Her er hver fjerde indbygger arbejdsløs. Selv om vi siger, at lediggang er roden til alt ondt, så skaber arbejdsløshed ikke automatisk terrorister. Langt de fleste indbyggere i Molenbeek er ikke terrorister, heller ikke den arbejdsløse del af befolkningen.

Men der er en ting til. En stor del af bydelens 22 moskeer bekender sig til de mest ortodokse og konservative dele af islam og har tætte bånd til Saudi-Arabien og wahhabismen. En anden lige så ortodoks fortolkning af islam, salafismen, er også stærkt repræsenteret i Molenbeek.

I Molenbeek er der en koncentration af sociale problemer og samtidig en massiv tilstedeværelse af radikale former for islam. Men heller ikke nu kan vi sige: Derfor blev Abdelhamid Abaaoud terrorist. Men vi har fået et par elementer til en forklaring.

Og selv om de værste ghettoer i Danmark ikke kommer op på siden af Molenbeek, er der alligevel grund til eftertanke. Anerkendelsen af islam i Danmark er det første skridt ned ad den vej, der fører til en afradikalisering af moskeer, imamer og de personer, der lytter til deres prædikener.

Det efterlader os med ghettoiseringen og de problemer, den giver. Vi ved, at en stor gruppe drenge og unge mænd med muslimsk baggrund klarer sig dårligt i skolen, og også at nogle af dem aktivt bekæmper skolens læringsidealer.

De udgør den hårde kerne. Når de ikke kan hente deres identitet gennem en uddannelse eller et arbejde, kan de i stedet blive tiltrukket af bandemiljøer eller radikale, islamistiske miljøer. PET har i en analyse peget på, at de to meget forskellige miljøer rekrutterer fra stort set samme sociale gruppe. Når man ikke kan blive en del af det omgivende samfund, definerer man sig i opposition til det. Og det er, hvad der sker for de unge, der ender i kriminelle eller islamistiske miljøer.

[quote align="left" author=""]Der er brug for en ny begyndelse, der for alvor inkluderer og forpligter muslimer i det danske samfund[/quote]

Her er der behov for nytænkning af indsatsen over for radikalisering. Trods mange års indsats fra Politi og SSP er Danmark sammen med Belgien de to lande, der leverer flest syrienskrigere, set i forhold til indbyggertallene.

I det forebyggende arbejde mod radikalisering bør moderate imamer og andre moderate muslimske autoriteter være en del af løsningen, ikke en del af problemet. I et demokratisk samfund som det danske har de en pligt til at samarbejde med politi, foreninger og lokalsamfund og være en konstruktiv aktør i kampen mod radikalisering af deres egne børn og unge.

Det kræver til gengæld, at man fra politisk hold er villig til at invitere imamerne indenfor. I forbindelse med vedtagelsen af den seneste antiradikaliseringsplan i januar i år modsatte Dansk Folkeparti sig desværre at afsætte midler til at inddrage imamerne i denne indsats. Det bør regeringen tage op til fornyet overvejelse.

Vi kan også håbe, at et bredt politisk flertal kan finde sammen om en kommende reform af integrationsprogrammet, som regeringen regner med at lancere ved årsskiftet for at få bugt med årtiers fejl.

Det er en illusion at tro, at vi for sidste gang har oplevet et minuts stilhed for at sørge over ofre for et vanvittigt terrorangreb på europæisk jord. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi ikke bare dulmer nerverne med at sende flere politibetjente på gaden.

Der er brug for en ny begyndelse, der for alvor inkluderer og forpligter muslimer i det danske samfund.