Tid til oprydning Det nye vækstforums succes afhænger af, om der bliver ryddet op i eksisterende vækstinitiativer Særinteresser og manglende koordination har hidtil hæmmet indsatsen for at øge den danske vækst Hvis statsministerens nye vækstforum skal blive en succes, skal der ryddes grundigt op i de danske vækstinitiativer. I dag består den samlede vækstsatsning af en lang række initiativer, der lapper over hinanden på kryds og tværs. Koordinationen mellem initiativer på lokalt og nationalt plan er mangelfuld, og de forskellige fora er i vid udstrækning blevet brugt til at pleje særinteresser. Kilder både i og uden for de eksisterende vækstinitiativer hilser Løkkes nye vækstforum velkommen, men understreger, at der skal en stor indsats til for at undgå dobbeltarbejde og konflikter med de eksisterende initiativer. “I den forbindelse må man være villig til at lave om på nogle af de eksisterende råd og deres sammensætning og opgavefordeling, ” siger koncernchef i Danisco og medlem i Danmarks Vækstråd Tom Knutzen.