Annonce

Behovet for et anderledes parti

20. januar 2011 kl. 22.17

Mandag Morgen får topkarakter for at stifte partiet Fremtidens Danmark, men bundkarakter får udøvelsen. Det er konklusionen fra to kommunikationseksperter, der tirsdag den 18. januar anmelder Mandag Morgens udspil i Politiken. Vi glæder os over topkarakteren, for det vi hidtil har præsteret, nemlig selve lanceringen, men undrer os selvsagt over at blive forhåndsanmeldt for en forestilling, der endnu ikke er opført. Kritikerne antager blot, at projektet næppe vil skabe interesse, og at vi i stedet risikerer at blive til grin. Argumentet er, at Fremtidens Danmark ”per definition har sat sig udenfor indflydelse”, fordi det ikke er et rigtigt parti. Det indgår ikke i anmeldernes fantasi og forestillingsevne, at netop positionen som et ”friparti” kan være betingelsen for at få en vis indflydelse.

Men alt dette er antagelser og gætterier på nuværende tidspunkt, eftersom ”partiet” først lige har startet sit arbejde.

Svar på tiltale

Dette indlæg er et svar på en artikel i Politiken tirsdag den 18. januar, hvor to kommunikationseksperter kritiserer Fremtidens Danmark. Erik Rasmussens svar er trykt i Politiken torsdag den 20. januar.

Mandag Morgens kritikere har blot valgt på forhånd at tage afstand fra Fremtidens Danmark, fordi det ikke passer ind i de traditionelle forestillinger om at sætte nye dagsordener. Nu er det ikke første gang Mandag Morgen forsøger at gå nye veje. Vi har igennem årene gennemført en klang række analyser af Danmarks udviklingsevne m.v. og mener også at kunne dokumentere, at nytænkning ofte er en betingelse for at skabe gennemslagskraft .

Med de udfordringer Danmark konfronteres med er der netop mere end nogensinde behov for at tænke utraditionelt - ikke mindst for at bringe den aktuelle politiske debat ud af sit dødvande. Her deler vi åbenbart holdninger med Politiken, der netop har startet serien ”Det skal Danmark leve af”. Det er sikkert ud fra samme erkendelse, nemlig at debatten om Danmarks fremtid skal handle om andet og mere end efterløn og fordeling af velfærdsgoder.

Vi har ikke valgt parti-vinklen blot for at være smarte. Der er en selvstændig pointe i at lade dette ”friparti” dokumentere afstanden mellem, hvad der er samfundsmæssigt nødvendigt og politisk muligt. Hvis den afstand bliver for stor, står Danmark overfor meget alvorlige udfordringer. Så er det ikke længere gælden, det offentlige overforbrug , vækstkrisen etc., der er nationens altoverskyggende problem, men at vi er løbet tør for politiske løsninger. Det eksperiment lader sig kun gennemføre, hvis vi accepterer ideen om et ”friparti” og så langt som muligt arbejder ud fra partipræmisserne. Det vil sige i udviklingen af politiske initiativer og teste dem i udvalgte befolkningsgrupper etc.

Vi erkender risikoen for at blive beskyldt for at betjene os af smarte reklamemetoder. Det kan vi leve med, så længe vi i samarbejde med partiets 14 ordførere er i stand til levere væsentlige og vigtige input til den politiske debat. Dem bliver der hårdt brug for i 2011.Det illustreres overbevisende af den hidtidige debat. Den har næsten været klinisk renset for temaer, der handler om hvad Danmark skal leve af – og for. Hvilke værdier skal samfundet bygges på? Vi mener, at befolkningen fortjener en bedre valgkamp og vil gerne udfordre såvel politikerne som medierne til at benytte valget til en langt mere dybtgående drøftelse af fremtidens Danmark.

For Mandag Morgens vedkommende kan vi konstatere, at kun et par dage efter, at vi annoncerede Fremtidens Danmark har flere tusinde danskere udtrykt ønske om at deltage i debatten om en ny politisk dagsorden. Og der bliver mange flere. Det beviser for os, at vi har ramt rigtigt med initiativet. Vi kunne ikke ønske os en bedre anmeldelse.

Annonce
Mandag Morgen logo

Læs mindre - forstå mere

  • ChefredaktørAndreas Baumann
  • Adm DirektørAnne Marie Kindberg
  • CFOAnders Jørning
  • Ansv. ChefredaktørJakob Nielsen
  • Kommerciel direktørMichael Thomsen
  • Formand og udgiverRasmus Nielsen
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 93 93 23mm@mm.dkCVR nr.: 38253395

Mandag Morgen leveres af Mandag Morgen ApS, der ejes af Alrow Media ApS.

Copyright © Mandag Morgen, 2026