Beløn de virksomheder, der går foran

Hvis du savner et nytårsforsæt, har jeg et forslag: Støt de virksomheder, der går foran med bæredygtighed og omtanke. Det gør du helt konkret ved at købe deres varer. På den måde kan vi sammen drive den grønne omstilling endnu længere.

Foto: Louise Elver/Fairtrade

”De havde endda en lille køkkenhave, hvor børnene plantede og lugede og derigennem lærte om landbrug.”

Ordene er min kollega Louises, der netop er kommet hjem fra Den Dominikanske Republik, hvor hun har brugt en uge sammen med kakao- og bananbønder. Køkkenhaven hører til en lille skole ude på landet, som er bygget med Fairtrade-bonusmidler.

Når bønder og arbejdere sælger deres afgrøder på Fairtrade-vilkår, tjener de en mindstepris, som dækker deres omkostninger ved bæredygtig produktion, samt en Fairtrade-bonus, som de i fællesskab og på demokratisk vis beslutter, hvad de vil bruge til.

Mange bruger bonussen på at udvikle og effektivisere deres produktion, eksempelvis ved at investere i transportbånd ude blandt bananpalmerne, så arbejderne ikke skal bære bananklaserne så langt.

Bonussen bliver ofte også brugt på sociale projekter, som for eksempel at bygge en skole som der, hvor Louise var. I det område var der tidligere ingen skole til de mindste børn fra 1.-6. klasse – det er der nu. Og den er gratis for alle børnene, der bor i området, uanset om deres forældre selv har været med til at optjene Fairtrade-bonussen eller ej.

Bønder tjener mere via Fairtrade

Selv om jeg har været i Fairtrade-systemet i mere end 10 år og efterhånden kender det ganske godt, bliver jeg alligevel en smule rørt hver gang, jeg hører, at salg på Fairtrade-vilkår kommer et helt lokalområde til gode.

Det kan kun lade sig gøre, fordi der er fremsynede virksomheder, der vælger at gå foran med bæredygtig handel i stedet for udelukkende at presse priserne i bund. Det kan de ellers relativt nemt slippe afsted med, fordi prisen på konventionel kakao svinger op og ned.

En af de bønder, som Louise talte med, fortalte, at de sidste år blev betalt cirka 1.700-1.800 dollar per ton, når de handlede på konventionelle vilkår.

Til sammenligning ligger Fairtrades mindstepris fast på 2.000 dollar per ton plus yderligere 200 dollar i Fairtrade-bonus. Det vil altså sige, at bønderne i gennemsnit har tjent 200-300 dollar mere per ton, som de solgte på Fairtrade-vilkår, sammenlignet med salg på ’almindelige’ vilkår. Og derudover har de i fællesskab tjent 200 dollar per ton, som de kan bruge på at udvikle deres lokalområde.

I tillæg hertil betaler virksomheder – også herhjemme – desuden en licens til Fairtrade-organisationen for at bruge Fairtrade-mærket på deres slutprodukter. Det er midler, som vi bruger på at udvikle nye standarder, supportere og træne bønder og arbejdere samt til at drive udbuddet og efterspørgslen af Fairtrade-varer i lande som Danmark.

Vi kan alle bidrage

Som du kan se af regnestykket her, er det ikke billigt eller nemt at være en bæredygtig virksomhed. Men heldigvis er der rigtig mange, der alligevel vælger at bedrive virksomhed på den måde og dermed bidrager til at betale gildet for udvikling i nogle af verdens fattigste lande.

Du og jeg kan være med til at drive den udvikling endnu mere fremad ved at belønne de virksomheder, der går foran. Det gør vi ved at vælge deres produkter til. For dem, der forandrer verden, er dem, der handler.

Af hjertet tak til alle jer, der har bakket op om kampen for mere fairness i 2017. Jeres engagement er med til at løfte mennesker og hele lokalsamfund i nogle af verdens fattigste lande.

Jeg håber, at I fortsat vil være med til at forandre verden i det nye år. Et indkøb ad gangen.

Rigtig godt nytår,

Jonas

Rejsen til Den Dominikanske Republik var støttet med et tilskud fra Udenrigsministeriets Oplysningspulje.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu