Stille bestyrelsesrevolution
Topchefer kræver mere kompetente bestyrelsesmedlemmer
Professionel rekruttering afløser gamle netværk
Internationaliseringen tvinger de passive medlemmer af erhvervslivets top ud til fordel for mere kompetente kræfter. Topcheferne efterlyser mere kompetente bestyrelser, der kan bidrage med konkret viden og erfaring. Samtidig presser investorerne for bedre resultater. Det betyder, at bestyrelsernes old boys-netværk afløses af professionelle rekrutteringsprocesser. Det bekræfter landets største headhunterselskaber, flere institutionelle investorer og bestyrelsesformænd. Men udviklingen er kun lige begyndt, og der er lang vej endnu. Ifølge topcheferne i landets største selskaber tæller den gennemsnitlige bestyrelse stadig et par medlemmer, der kører på frihjul, og som med fordel kunne udskiftes med mere kvalificerede kræfter.