Big tech vinder det stille søslag om internettets rygrad

Ukritisk udskiftning 

Danmark har siden starten af halvfemserne været med til at forbinde Nordeuropa til USA gennem TAT-14-kablet, der havde landgang i Nørre Nebel i Sydvestjylland.

I 2020 gik kablet, der var ejet af 36 telekommunikationsoperatører inklusive TDC, på pension. Det blev erstattet af ’Havfrue’-kablet, som Google, Meta og infrastrukturvirksomhederne  Aquacomms og Bulk står bag. 

”Den udskiftning, der har fundet sted, og som har enorm betydning for den transatlantiske trafik, er sket, uden at vi har kunnet finde tegn på egentlige antitrust-overvejelser,” forklarer Signe Sophus Lai. 

I EU, hvor centrale dele af arbejdet med digital suverænitet foregår, er ejerskabet af de undersøiske datakabler overset, fortæller Europa-Parlamentsmedlem Christel Schaldemose (S).

I hvor høj grad har I været kritiske, i forhold til hvem der ejer datakablerne?

”Efter min mening slet ikke. I januar stemte vi en rapport igennem i parlamentet om netop digital suverænitet, hvor søkabler også blev nævnt. Men for at være ærlig var det udelukkende med fokus på den fysiske sikkerhed omkring kablerne i forhold til sabotage, og ikke ejerskabsforholdene. Men for mig at se er begge dele lige vigtige,” siger hun.

Det er dog ikke uvant for EU at sætte en stopper for ikke-europæiske virksomheders infrastrukturelle magt. EU er netop nu ved endegyldigt at udelukke Huawei fra medlemslandenes mobilnetværk.

Men de amerikanske techvirksomheder har endnu ikke fået samme kritiske opmærksomhed, erkender Christel Schaldemose. 

Apropos Kina. Her har de for længst været opmærksomme på det uhensigtsmæssige i, at de samme virksomheder ejer både kabler og platforme. Derfor er det ikke tilladt for kinesiske platformvirksomheder at bygge undersøiske datakabler.

Man kan sammenligne det med, da USA’s højesteret i 1948 fastslog, at Paramount ikke måtte eje biografer. Det blev vurderet som konkurrenceforvridende, hvis de selvsamme selskaber, der producerede filmene, også besluttede, hvilke der blev vist på det store lærred.

Hvis det er samme model, EU ønsker, har man formentlig sadlet hesten for sent, vurderer Signe Sophus Lai.

”Det er svært at se som realistisk. For det ville være regulering på bagkant, og det kan jeg ikke forestille mig, at man kan.”

Et afgørende vendepunkt 

De amerikanske techgiganter synes ustoppelige. 

Deres softwaresystemer har skabt afhængigheder, og nu – ved at investere massivt i rygraden af internettet – cementerer de deres position i det digitale økosystem. 

Der er pres på, fordi det ændrede forhold til USA har været et wake-up-call på så mange forskellige områder og skabt behov for uafhængighed. Og der er nok andre områder som eksempelvis våbenindkøb, cloud-tjenester og software, der får mere opmærksomhed.

Christel Schaldemose
MEP (S), næstformand, Europa-Parlamentet

Det gør de på bekostning af andre aktører. Det har Signe Sophus Lai også dokumenteret. I et andet studie har hun sammen med sin kollega Sofie Flensburg identificeret 65 datakabelprojekter, der blev annonceret, men som aldrig blev realiseret.

Dødsårsagerne er typisk enten manglende finansiering eller geopolitik. Trump-administrationen har eksempelvis stoppet flere projekter fra USA til Hong Kong. 

Men flere kabelprojekter skrinlægges også, fordi de bliver overhalet indenom af amerikanske techgiganter, der kan eksekvere langt hurtigere. De skal modsat konsortier ikke bruge årevis på forhandling og planlægning.

Det er selvforstærkende for big techs infrastrukturelle magt. Det er særligt kritisk i disse år, hvor mange af kablerne, der blev bygget omkring årtusindeskiftet, er udtjente.

”Det er et breaking point lige nu,” siger Signe Sophus Lai.

Konsortier udkonkurreres af big tech. Og stater og en overstatslig aktør som EU er heller ikke konkurrencedygtige, lyder det ærlige svar fra Christel Schaldemose.

Har vi i EU værktøjerne og ressourcerne til at stække techgiganterne på det her område?

”Ikke på nuværende tidspunkt. Der er pres på, fordi det ændrede forhold til USA har været et wake-up-call på så mange forskellige områder og skabt behov for uafhængighed. Og der er nok andre områder som eksempelvis våbenindkøb, cloud-tjenester og software, der får mere opmærksomhed,” siger hun.

Farvel til det fælles internet? 

EU har ellers allerede lagt sig ud med de amerikanske techgiganter.

Meta og Google har eksempelvis valgt at forbyde politiske annoncer på deres platforme i hele EU, fordi EU’s regler efter deres opfattelse er for omfattende og komplicerede.

Samme tilsidesættelse af det europæiske marked sker tilsyneladende på det infrastrukturelle plan.

I 2025 annoncerede Meta en plan om at bygge verdens største undersøiske datakabel. Kablet skal forbinde fem kontinenter og imødekomme potentialet og det voksende kapacitetsbehov fra kunstig intelligens.

Men kablet har ikke landgang i Europa.

”Det tolker jeg i høj grad ud fra, at vi har de strengeste regler i verden i forhold til databeskyttelse, og det kan de sandsynligvis ikke leve op til. Men så må vi jo også selv investere noget mere. Jeg tror, vi skal sørge for at styrke vores egen konnektivitet mellem os i Europa,” siger Christel Schaldemose.

Der er også en modudvikling i gang.

EU har udpeget kabelprojektet ’Polar Connect’ som en prioritet. Det skal via Arktis forbinde Nordeuropa med Asien og skabe et alternativ til de mange sårbare ruter, der løber ned gennem Suezkanalen. 

Polar Connect er et offentligt og forskningsdrevet initiativ og udvikles i et konsortium. Indtil videre har EU afsat omkring ti millioner euro til analyser og forberedelse af projektet. Efter planen skal kablet være klar til brug i 2030. 

Spørgsmålet er, om Europa når at bygge kablet, før Google, Meta, Amazon eller Microsoft gør.