Vinder Tony Blair og hans New Labour det britiske valg på torsdag, vil det være en markant understregning af et nyt fremtrædende mønster i de vestlige samfunds politiske kultur: Efterspørgslen efter centrum-venstre-politikere med ambitioner om at forny velfærds-politikken og skabe nye former for social sammenhængskraft.. De moderniserede socialdemokratiske partier har frigjort sig fra bindinger til deres udgangspunkt - fagbevægelsen. Det sker i erkendelse af, at kontakten til vælgerne ikke længere går gennem de svækkede partier, men gennem medierne.