Da vi i Volans i 2009 udgav bogen Fønix-økonomien, var der mange, der hævede øjenbrynene. Vi konkluderede, at verden ikke befandt sig i en almindelig recession – ikke engang i en double dip-variant – men var gået ind i en af de periodiske, grundlæggende omstruktureringer af den globale økonomi, som det tager årtier at arbejde sig igennem.

Vi argumenterede for, at der er stærke  drivende kræfter bag denne omstilling: At den økonomiske model, der ellers har tjent os ganske godt siden Anden Verdenskrig, forældes, og at tyngdepunktet i dele af den globale økonomi i hastigt tempo flytter til Asien, især Kina. Men vi fremhævede også, at der er en stigende interesse for bæredygtig kapitalisme.

For at få en ide om, hvad denne omstilling indebærer, kan man læse “Manifestet for Bæredygtig Kapitalisme”, der for nylig er offentliggjort af Generation Investment Management (GIM) og præsenteret i bl.a. Wall Street Journal. Manifestet er skrevet af  GIMs stiftere: den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore og tidligere investeringsbankmand i Goldman Sachs, David Blood.

Desværre tyder de historiske erfaringer på, at en langvarig nedtur er nødvendig, hvis vi ønsker at befri os for den gamle økonomis tankegang, forretningsmodeller og teknologier  og gøre plads til nye tanker, der er bedre tilpasset til udfordringerne i det 21. århundrede. Her ved starten af 2012 er det værd at gøre status og se, om der er tegn på, at vi er på vej i retning af – eller væk fra – en fønix-økonomi.

“Vi står endnu en gang over for et af de sjældne vendepunkter i historien, hvor farlige udfordringer og ubegrænsede muligheder kalder på en klar og langsigtet tankegang,” skriver Blood og Gore i Wall Street Journal.

“De ødelæggende trusler, planeten nu står over for, er ekstraordinære: klimaforandringer, vandmangel, fattigdom, sygdom, voksende indkomst­ulighed, urbanisering, massiv økonomisk volatilitet og meget mere. Man kan ikke bede virksomheder om at gøre regeringernes arbejde, men virksomheder og investorer vil i sidste ende være dem, der mobiliserer det meste af den kapital, der er nødvendig for at overvinde de voldsomme udfordringer, vi nu står over for.”

[quote align="right" author="John Elkington"]Desværre tyder de historiske erfaringer på, at en langvarig nedtur er nødvendig, hvis vi ønsker at befri os for den gamle økonomis tankegang, forretningsmodeller og teknologier.[/quote]

Blood og Gore anbefaler “fem afgørende skridt som virksomheder, investorer og andre straks bør tage for at accelerere de nuværende trinvise forandringer til et tempo, der virkelig passer til situationens alvor.”

For det første tilskynder de virksomhedsledere til at erkende den voksende risiko fra “strandede aktiver”. Det er aktiver, “hvis værdi vil ændre sig dramatisk, enten positivt eller negativt, når store eksterne kræfter tages i betragtning, f.eks. hvis man fastsatte den reelle pris på forbruget af kul eller vand. Så længe deres sande værdi ignoreres, har strandede aktiver potentiale til på lang sigt at udløse betydelige reduktioner i værdien ikke kun af bestemte virksomheder, men af hele sektorer”. 

Vi har været her før, bemærker Blood og Gore. Den sande værdi af subprime-lån blev indset meget sent, og værdien af aktiver, der var bakket op af disse lån, skulle revurderes meget meget hurtigt.

For det andet tilskynder de til, at man gør bæredygtig regnskabspraksis obligatorisk – et forslag, der også promoveres af International Integrated Reporting Committee. 

“Selv om der er sket en stigning i mængden og hyppigheden af oplysninger, som virksomheder stiller til rådighed, har det ikke nødvendigvis ført til, at investorer har mere omfattende indsigt i virksomhederne. Bæredygtig regnskabspraksis løser dette problem ved at tilskynde virksomheder til at integrere deres finansielle, miljømæssige, sociale og styringsmæssige præstationer i én rapport, der kun indeholder de mest iøjnefaldende eller håndgribelige tal,” skriver GIMs stiftere.

For det tredje advokerer de for et stop for den praksis at udstede kvartalsvise skøn over indtjeningen.

“Den kvartalsvise kalender tilskynder ledere til at administrere kortsigtet,” konkluderer de.

“Det tilskynder også nogle investorer til at overdrive betydningen af de kortsigtede beslutninger på bekostning af langsigtede, mere meningsfyldte mål for bæredygtig værdiskabelse. Hvis man fjerner denne praksis og virksomhederne i stedet offentliggør indtjeningsskøn, når det er relevant (hvis overhovedet), vil det tilskynde til et mere langsigtet blik på virksomheden. “

[quote align="left" author="David Blood og Al Gore"]Når den kortsigtede horisont dominerer, skaber det bred ustabilitet i markedet og underminerer indsatsen fra de ledere, der søger at skabe værdi på langt sigt. Den ofte fremførte opfattelse, at mere likviditet altid er bedre for markedet, er baseret på en økonomisk standardmodel, der for længst er forældet.[/quote]

For det fjerde er der i den forbindelse behov for at tilpasse ledende medarbejderes aflønningsstruktur til en mere langsigtet bæredygtig præstation for virksomheden.

“De fleste eksisterende ordninger lægger vægt på kortsigtede beslutninger og undlader at holde formueforvaltere og virksomhedsledere ansvarlige for konsekvenserne af deres beslutninger på langt sigt. I stedet bør finansielle belønninger udbetales ud over en længere periode, hvor resultatet af ledernes beslutninger realiseres. Aflønningen bør knyttes til langsigtet værdiskabelse i virksomheden med rullende flerårige milepæle til evaluering af effekten.”

For det femte er der et voksende behov for at tilskynde og belønne langsigtet investering med ‘loyalitets-drevne værdipapirer’. Logikken er her, at “når den kortsigtede horisont dominerer, skaber det bred ustabilitet i markedet og underminerer indsatsen fra de ledere, der søger at skabe værdi på langt sigt. Den ofte fremførte opfattelse, at mere likviditet altid er bedre for markedet, er baseret på en økonomisk standardmodel, der for længst er forældet, herunder en illusion om, at man kan få perfekt information, og den antagelse, at markederne har en tendens i retning af ligevægt”.

For at undgå at blive styret af de kortsigtede dispositioner foreslår de to, at “virksomheder kan udstede værdipapirer, der giver investorer økonomiske belønninger for at holde fast på aktier for et vist antal år”.

Et uhyre turbulent 2011 er nu fulgt op af et år præget af en ekstraordinær række af bæredygtigheds-relaterede milepæle. Mest prominent har vi FNs Rio+20-topmøde for Jorden. Så vil der være 25-årsdagen for Brundtland-Kommissionens rapport, “Vores fælles fremtid”, og for virksomheden SustainAbility, jeg var medstifter af i 1987.

Mange vil fejre 40-års-jubilæet  for udgivelsen af “Grænser for Vækst”– rapporten fra 1972, der som den første satte ressourcediskussionen på dagsordenen, og 80-året for Silent Spring – Rachel Carsons bog fra 1962, som udløste miljørevolutionen.

Nogle vil finde det mærkeligt, at det er virksomheder som Generation Investment Management, der nu sætter dagsordenen for den næste runde i bæredygtighedsdiskussionen. Men efterhånden som fokus skifter hen mod større omstruktureringer af kapitalismen i det kommende århundrede, føles det som en logisk bane at følge i de næste 20, 25, 40 eller 50 år.