B&O har et paradoksalt image-problem på de udenlandske markeder, som kan stikke en kæp i hjulet på koncernens ambitiøse vækstplan. Koncernen har vundet stribevis af image-priser, og virksomhedens produkter betragtes af mange som nationalklenodier på linie med den lille havfrue. “Men det er kun i Danmark, vi bliver betragtet som verdensmestre. Internationalt har vi endnu ikke fået produktet og kommunikationen om hele virksomhedens værdier til at gå op i en højere enhed,” siger koncernchef Anders Knutsen. Seks ud af ti potentielle udenlandske B&O-kunder går skuffede ud af forretningen. Skuffelsen gælder ikke produktet, men forholdene omkring det - f.eks. betjeningen i forretningen. Derfor sættes alle sejl nu til for at løse problemerne. Anders Knutsen overtager selv ansvaret for visioner, værdier og kommunikation. Inden for de seneste måneder har tre direktører og den relativt nyansatte informationschef forladt virksomheden. Samtidig planlægger ledelsen at supplere B&Os abstrakte grundværdier med mere håndfaste sociale og etiske holdninger.