Boligmarkedet er blevet en tyfon, der skal tøjles politisk

Det er ikke, fordi der som sådan mangler skatter i det danske samfund.

Vi betaler næsten halvdelen af vores indkomst til skattefar for at få lov til at gå på arbejde. Vi betaler moms af alt, vi køber og lever af. Vi betaler skatter for at bo i de ejendomme, vi selv har købt, og for den grund, boligen ligger på. For ikke at nævne et virvar af alle mulige andre skatter og afgifter.

Selvom skattebetalingerne måske ikke altid foregår med glæde, så er skat en accepteret del af samfundskontrakten for at være del af et generøst velfærdssamfund. Man betaler sin skat, så længe skatten opleves som retfærdig og rimelig – og faktisk fungerer.

Der blæser en ulighedsskabende vind fra vest til øst, fra landet mod byerne, fra nye boligkøbere til boligejere, og fra de unge generationer til de ældre. Og det har ikke noget med flid at gøre.

Når det alligevel er en god idé at åbne op for diskussionen af boligbeskatning og måske med tiden indføre en ny avancebeskatning på milliongevinster fra boligsalg, så er det, fordi status quo så åbenlyst er uretfærdigt og ulighedsskabende.

Boligprisernes himmelflugt og skattefriheden på boliggevinsterne er en kæmpe drivkraft bag den voksende ulighed i Danmark. Der blæser en ulighedsskabende vind fra vest til øst, fra landet mod byerne, fra nye boligkøbere til boligejere, og fra de unge generationer til de ældre. Og det har ikke noget med flid at gøre.

Vi har skabt en boligfinansiel tyfon, som professor Egon Noe har advaret om her i mediet. Boligmarkedet bliver en slags social centrifuge, hvor de ressourcestærke tiltrækkes af festen, mens de ressourcesvage smides ud af centrifugalkraften.