Borgeren: Fra kontanthjælp til universitet

Klare mål og opdelingen i flere små delmål flytter Torben Hjortborg fra kontanthjælp og ind på Københavns Universitet.
Jens Reiermann
Målstyring i Høje-Taastrup

På et tidspunkt, hvor en bølge af kritik og debat om meningen med målstyring skyller hen over det offentlige Danmark, går man i Høje-Taastrup Kommune i den stik modsatte retning i arbejdet med udsatte borgere og opprioriterer styringen efter mål.

Velfærdslederen: ”Der er bare så meget brug for skarpe mål på velfærdsområdet”

Socialpædagogen: På jagt efter borgernes motivation

Hjemmevejlederen: Delmål hjælper borgeren på vej

Borgeren: Fra kontanthjælp til universitet

Hvis alt går vel, begynder Torben Hjortborg efter sommerferien med at læse til farmaceut på Københavns Universitet. Den oplysning vil for rigtig mange unge ikke være noget særligt, men for 23-årige Torben Hjortborg er det stort.

”Det er meget motiverende for mig at skulle i gang med en uddannelse. Det er et bedre liv at være studerende end at være på kontanthjælp. Til sidst kan jeg jo tjene mine egne penge,” siger han.

Torben Hjortborg bor i Høje-Taastrup Kommune og er en af de første 25 borgere, der har gennemgået kommunens nye borgerforløb. Det er her, medarbejdere og borgere i fællesskab opstiller mål for borgerens udvikling over en periode på f.eks. seks måneder.

Den hjælp har Torben Hjortborg haft brug for.

Han har før prøvet at være studerende, men han droppede ud efter et år. På trods af den oplevelse var han helt sikker på, at han ville i gang med at studere igen. Men det kom han ikke. I stedet begyndte han en tilværelse på kontanthjælp.

”Jeg interesserer mig for rigtig mange forskellige ting og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle læse. Jeg sprang hele tiden fra den ene uddannelse til den anden,” siger han.

Egen guide i uddannelsesjungle

På et tidspunkt havde Torben Hjortborg interesseret sig for hele 20 forskellige uddannelser uden at kunne beslutte sig for, hvilken det så skulle være. Og det er her, at borgerforløbet kommer ind i billedet. Som det første bliver målet med forløbet tydeliggjort, og i Torben Hjortborgs tilfælde var det en afklaring af, hvilken uddannelse han skulle begynde på. Derefter fik han hjemmearbejde for, hvor han trin for trin skulle undersøge og afklare ud fra en række kriterier, hvilken af de 20 uddannelser han var mest motiveret for at begynde på.

”Jeg har mange gange siddet sammen med en medarbejder, hvor jeg hele tiden fik små opgaver, hvor jeg skulle undersøge, hvad hver enkelt uddannelse kunne byde på. Jeg er blevet holdt fast på mit eget mål, så jeg ikke kunne blive ved med at komme med nye ideer til, hvad jeg så kunne læse,” siger han.

For ham har det trinvise forløb med rigtig mange små delmål været et pres ”på den gode måde”, som han forklarer.

”Jeg er meget glad for den hjælp, jeg har fået. Jeg kunne have brugt flere år på at finde ud af, hvad jeg skulle vælge. Forløbet har speedet processen op, og nu har det hele taget godt et halvt års tid,” siger han.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu