Danskerne er ved at miste tilliden til kommunerne. De forbinder kommunerne med vilkårlighed og forskelsbehandling. Og de kan ikke forstå, hvordan der kan være 275 udlægninger af enhver lov i Danmark. Et flertal af danskere ønsker nu øget statslig kontrol med, hvad kommunerne laver. Den skal sikre, at kommunerne tilbyder en mere ensartet service. Det fremgår af Mandag Morgens store velfærdsundersøgelse, som er gennemført i samarbejde med AC-Nielsen AIM. Hvor vælgerne i 80’erne var optaget af tanker om nærdemokrati, er der i dag langt flere tilhængere af, at velfærdspolitikken bygger på fælles og lige rettigheder til alle. Holdningen kommer ikke bag på De Samvirkende Invalideorganisationer og Ældre Sagen: “Det har ligesom været underforstået, at jo tættere myndighederne kommer på den enkelte, jo bedre kan der tages individuelle hensyn og laves skræddersyede løsninger. Men mange af de handicappede, der har været i kløerne på kommunen, oplever, at det, de troede var en retssikkerhed, ikke længere er det,” siger direktør Poul Erik H. Petersen fra indvalideorganisationerne til Mandag Morgen. Olav Felbo fra Ældre Sagen refererer tilsvarende, at ældre har svært ved at forstå de store forskelle i ældreforsorgen.