Det er glædeligt, at EU-landenes stats- og regeringschefer i Nice besluttede at sætte gang i en folkelig europæisk debat om fremtidens Europa. Der er tale om et usædvanligt initiativ, hvor borgerne og det civile samfund skal inddrages i en flerårig debat. Emnerne bliver blandt andet kompetencefordelingen mellem EU og medlemsstaterne, en forenkling af EU-traktaterne og spørgsmålet om, hvorvidt EU i fremtiden skal være garant for borgernes grundlæggende rettigheder. Den danske regering er allerede ved at forberede en dialog med borgerne om fremtidens Europa. Dermed har Danmark et forspring i forhold til mange af de øvrige EU-lande.