En sund målsætning
Enighed om ny model for brugerstyret sundhedsvæsen . . .
. . . men det kræver en massiv indsats af politikere, ansatte og organisationer
Sygehusejerne og de store patientforeninger er enige om, at det danske sundhedsvæsen skal gøres mere brugerstyret. Det fremgår af et omfattende debatoplæg, der blev præsenteret i sidste uge – og nu også indgår som et forslag til regeringens videre arbejde med en kvalitetsreform af den offentlige service. Oplægget, der er udformet af en bred kreds af centrale aktører i det danske sundhedsvæsen, præsenterer en samlet model for fremtidens sundhedssektor. En model, hvor brugerne inddrages langt mere aktivt, end tilfældet er i dag. Aktørerne bag udspillet er dog helt på det rene med, at det kræver en massiv indsats af de involverede parter at nå målet. En af de største barrierer bliver at ændre herskende traditioner og kulturer i sundhedsvæsenet.