Business angels med iværksætterbaggrund investerer smartere

Det er svært at være pessimist på vegne af danske startups og vækstvirksomheder, der efterspørger risikovillig kapital. Der er nemlig masser af investeringslystne erhvervsengle derude, som står klar med kapital, når den gode ide materialiserer sig.

Det viser en helt ny analyse, ”Business angel survey 2015”, fra Vækstfonden, som i samarbejde med Keystones har undersøgt danske business angels præferencer og strategier for investeringer, for at afdække og identificere karakteristika ved de mest succesfulde af dem. Analysen offentliggøres i dag, og den afslører groft formuleret to arketyper:

  • Business angels, som investerer i IKT-virksomheder (informations- og kommunikationsteknologi, red.), er bosat i hovedstadsregionen og primært har fokus på virksomheder i deres tidlige faser.
  • Business angels, som investerer i industrivirksomheder, er bosat i Jylland og på Fyn og i højere grad har fokus på senere faser såsom buy-out, omstrukturering og generationsskifte.

Fælles for de adspurgte engle er, at langt hovedparten kun investerer inden for landets grænser og for en tredjedels vedkommende udelukkende i virksomheder i eget lokalområde. De har i gennemsnit 10 års investorerfaring, og mere end 95 pct. allokerer højst 50 pct. af deres investeringsformue til investeringer i unoterede virksomheder som f.eks. startups.

[graph title="Iværksættererfaring giver højere afkast" caption="Figur 1 " align="right" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/e3865-next_fig01_engle-med-ivaerksaetterbaggrund-opnur-hoejere-afkastk.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/098f6-next_fig01_engle-med-ivaerksaetterbaggrund-opnur-hoejere-afkastk.png" text="Erhvervsengle, der selv har været iværksættere, præsterer væsentligt bedre end engle med en baggrund som virksomhedsledere, når man ser på det samlede afkast af samtlige exits, inklusive konkurser."]Kilde: Vækstfonden og Keystones [/graph]

Analysen omhandler 1. halvår af 2015 og er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse blandt 82 erhvervsengle fra hele landet, suppleret med cirka 15 kvalitative interview med udvalgte engle. Her viser det sig, at de adspurgte i gennemsnit har foretaget 1,7 investeringer for et gennemsnitligt beløb på 2,1 mio. kr. i løbet af årets første 6 måneder. Til sammenligning gennemførte netværket Business Angels Copenhagen i 2013 en undersøgelse af medlemmernes investeringslyst i vækstiværksættere, der viste, at hver enkelt engel havde investeret for godt en 1 million kroner i løbet af kalenderåret 2012.

De nye tal er ifølge analysechef i Vækstfonden Ditte Rude Moncur et udtryk for en stigende optimisme og mindre risikoaversion blandt danske business angels.

”Resultaterne i analysen ligger fint i forlængelse af den generelle økonomiske fremgang i samfundet, som har haft en afsmittende effekt på aktiviteten blandt business angels. Samtidig har børsmarkedet udviklet sig gunstigt, og det har fået nogle engle til at trække penge ud af deres aktier for i stedet at investere i unoterede selskaber. Derudover har mange succesfulde exits i de senere år dels givet flere en større investeringsformue og dels medvirket til at øge antallet af business angels. Og endelig er det danske iværksættermiljø, især inden for IKT, inde i en positiv spiral med flere gode startups og flere dygtige iværksættere. Det er alt sammen med til at forklare den stigende investeringslyst,” siger Ditte Rude Moncur.

Derudover rummer analysen to andre hovedpointer. Den første er, at business angels med iværksætterbaggrund klarer sig bedst. De har en højere hitrate på deres investeringer sammenlignet med engle med en baggrund som virksomhedsledere. Mens 70 pct. af investorerne med iværksættererfaringer har opnået et afkast på en faktor 4 eller mere, gælder det samme kun for 40 pct. af englene med en baggrund som virksomhedsledere. Se figur 1.

Den anden pointe er, at industriinvestorer opnår et højere afkast end IKT-investorer, selv om IKT-investorerne har en højere hitrate. Samlet set har 60 pct. af de engle, der investerer i industrivirksomheder, opnået et afkast på en faktor 4 eller mere, mens det tilsvarende tal for IKT-investorer ’kun’ er 38 pct.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu

Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu