Forleden kom jeg til at tale med en, der dagligt arbejder i Ørestad. Han fortalte begejstret, at bydelen har Danmarks bedste Irma: Der er aldrig nogen kunder, så man flyver lige igennem. Det er nok ikke sådan, at de gode folk, der i sin tid planlagde Ørestad, ligefrem ønskede at skabe mennesketomme butikker og vindblæste byrum. Det er jo heller ikke sådan, at bydelen er helt håbløs – faktisk er den ramme for nogle af Danmarks mest nyskabende byggerier som 8tallet og VM Bjerget. Men alligevel var der noget, der ikke lykkedes. Ørestad blev ikke i første omgang til et sted, hvor mennesker følte sig hjemme.

LEGO-klodser

Ofte, når man tænker på arkitektur, byudvikling og byplanlægning, tænker man i stor skala. Man ser for sig modeller udarbejdet sirligt af dygtige mode byggere eller, mere nutidigt, printet med stor præcision af 3D-printere. For en hel del år siden besøgte jeg planlæggerne bag Ørestad på deres kontor højt oppe over Amager. Deroppefra så det alt sammen fint ud. Lidt som at lege med LEGO-klodser. Men læringen må være, at man ikke kun skal se på klodserne ovenfra, man skal også sætte sig ind i, hvad det vil sige at være den (LEGO-)mand eller -kvinde, som skal bevæge sig rundt mellem dem.

Et ekstremt eksempel er en arkitektvirksomhed, som blev bedt om at bygge et hospice. Naturligvis var bygningen smuk. Og der var sådan set også tænkt over, hvordan lysindfald og indretning skulle være for stedets sygeplejersker, socialhjælpere og -assistenter. Men direkte adspurgt kunne arkitekten ikke redegøre for, hvordan patienterne skulle opleve at dø der …

Mennesker først

Pointen her er ikke, at byplanlæggeres og arkitekters kompetencer ikke er altafgørende for skabelse af det gode byggeri eller den gode by. Pointen er, at der er brug for at finde den rette balance mellem den store og den lille skala. Eller sagt på en anden måde: Der skal tænkes lige så meget i de processer og bevægelser, hvorigennem mennesker oplever byen, som i, hvordan vi vælger at strukturere den.

Det er noget, virksomheden Gehl Architechts har arbejdet med i årtier. Her er mantraet, at i designet af gode byer kommer menneskers liv først, dernæst byrummene, og først til sidst selve bygningerne. Og naturligvis handler mange af de ting, der kan skabe den gode by, ikke alene om at bygge nyt, men om at nytænke de servicer og tilbud – kommercielle og frivillige såvel som offentlige – som byen rummer.

Design for byen

Designere er trænede i at begynde med menneskers behov og oplevelser, når de udvikler kommunikation, produkter, serviceydelser og systemer. Når byer stræber efter at skabe de perfekte rammer for liv, vækst og velfærd, er det derfor oplagt at inddrage design som en strategisk ressource.

Det gjorde den globale velgørende fond Bloomberg Philanthropies i forbindelse med deres ambitiøse bykonkurrence ”European Mayors Challenge”. Bloomberg arbejdede tæt sammen med designvirksomheder både under og efter konkurrencen, som tildelte fem byer hele ni millioner euro til at udvikle nye løsninger inden for områder som miljø, mobilitet, borgerinddragelse og ældrepleje.

Særlig tre områder forekommer oplagte som genstand for designernes kompetencer, når ambitiøse byer ønsker at skabe udvikling med mennesker i centrum:

•  Visualisering af byen. Designantropologer er rustede til at gennemføre researchopgaver, hvor de (ligesom pionererne fra Gehl) dokumenterer og kortlægger, hvordan mennesker bevæger sig i og oplever byen. I stigende grad gør de det ikke kun kvalitativt, f.eks. via feltarbejde og interview, men også kvantitativt ved at analysere og særlig visualisere store mængder data. Eksempelvis sladrer vores mobil-gps’er og opdateringer på sociale medier både om, hvor vi er i byen, og hvad vi synes om den. I England opdagede London Data Store, at opdateringer fra togpassagerer ganske præcist kunne indikere, på hvilke ruter der var særlig ubehøvlet togpersonale. Herhjemme rummer Københavns Kommunes Copenhagen Solution Lab et spændende potentiale for at høste gevinsterne ved datavisualisering som bidrag til byens ambitiøse planer for klima, vækst og livskvalitet.
•  Samarbejde om byen. Byer er komplekse og levende organismer, som ikke kan forstås endsige forandres via ét perspektiv eller én faglighed alene. Derfor kræver meningsfuld byinnovation, at løsninger skabes sammen via involvering af politikere, embedsværk, erhvervsliv, teknologer, borgere og civilsamfund. Designere byder ind med de kreative metoder og værktøjer, som kan drive en samskabende proces, hvor der skabes empati med brugerne, udvikles strategiske indsigter, og hvor fælles retning for nye, innovative løsninger kan opstå. I Bloombergs bykonkurrence bragte man eksempelvis designere ind til workshopper, hvor team fra de 21 mest lovende byer fik testet og faciliteret videreudvikling af deres tidlige løsninger.
• Skabelse af byen. Hvordan finder vi ud af, om nye byløsninger også vil virke i praksis? Her er designernes evne til at omsætte mere eller mindre abstrakte idéer til helt konkrete forslag – visuelle, grafiske, fysiske – afgørende. Et eksempel er borgmesteren i den australske storby Perth, som var uenig i oppositionens forslag om en ny letbane. For at sætte sin pointe igennem fik hun bygget en model af en letbanevogn i fuld skala og placeret den, så borgerne kunne opleve den på nært hold. En sådan prototype muliggør en helt anden perspektivering af løsninger, muligheder og udfordringer. Min tidligere kollega Jakob Schjørring har sagt, at vi må skifte vores byplanlægning fra en debatkultur til en prototypekultur, eksempelvis når det handler om perspektiverne for en havnetunnel i København. 

Der er skarp konkurrence om at blive den mest attraktive by for såvel mennesker som erhvervsliv, samtidig med at byerne skal tackle stribevis af vanskelige samfundsudfordringer. Én af nøglerne til succes er at bringe designerne i spil i lige så høj grad som arkitekterne. Sammen kan de hjælpe os alle med at realisere den by, vi drømmer om.

Læs flere af Christian Basons indlæg her

Alle indlæg på MM Blog er alene udtryk for skribentens personlige holdning.