Danmark er et velordnet land. Det skyldes blandt andet, at vi har handlekraftige politikere, der er optaget af at forbedre livet for deres vælgere og kontinuerligt smøre skruer og hængsler i velfærdssamfundet. Derfor har vi en smuk politisk tradition: Når vi opdager et problem, undersøger vi det og laver en lov, der skal løse problemet.

Det skulle egentlig være så godt. Men se nu, hvad der er sket. Over årene er velfærdsstatens lovkomplekser vokset monstrøst, mens lag for lag af nye paragraffer er lagt til de gamle.

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. 

Jyske Lovs fortale, tilskrevet biskop Gunner fra Viborg
År 1241

Det er snart 800 år og mange tusinde folketingsdage siden, Jyske Lov formulerede drømmen om en verden, hvor det lader sig gøre at styre med minimale midler: ”Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov,” skrev biskop Gunner fra Viborg i lovens ’fortale’. Det var i 1241. Men folk er jo som bekendt ikke til at stole på, så siden Valdemar Sejrs tid er det gået stærkt.

I Folketinget lovgives der nu med en hast, så mange politikere oplever, at de umuligt kan nå at følge med. Der er ikke tid til at undersøge baggrunden for det lovforslag, der skal stemmes om, og den politiske debat foregår derfor alt for ofte på et uoplyst grundlag. Det fortæller en stribe nyvalgte folketingspolitikere samstemmende i Mandag Morgens i denne uge.

Konsekvenserne er mærkbare: 39 ud af 48 i DJØF’s jurist-panel oplever en dalende kvalitet i lovarbejdet, skriver Jyllands-Posten.

ÅRSAGERNE er mange, men der skal nogle gange friske øjne til at se de indlysende. For eksempel det uhensigtsmæssige i, at folketingspolitikere i Danmark skal passe fire gange så mange udvalgskasketter som deres nordiske kolleger: 731 udvalgsposter i alt og et så uoverkommeligt antal møder, at det er helt almindeligt at blive væk fra de fleste – og lige så almindeligt at være dårligt forberedt, når man møder op, fortæller de nyvalgte.

Ved siden af udvalgene ligger selvfølgelig alt det andet arbejde med ordførertaler i salen og møder med folketingsgruppen, baglandet, lobbyisterne, pressen og de sociale medier, der – som en anden undersøgelse dokumenterer i denne uge – æder en stadig større del af politikernes tid. De nyvalgte i Folketinget spørger forståeligt nok: Hvordan skal det lade sig gøre at lave fornuftige love på denne måde?

De nyvalgte politikere og deres erfarne kolleger kan selv gøre meget for at indføre ro og eftertænksomhed på Christiansborg.

Tanja Nyrup Madsen
Chefredaktør, Mandag Morgen

Selvom de bruger de mindre tid på lovgivningsarbejdet, stopper lovmøllen ikke med at kværne. Folketinget foreslår omtrent én ny lov for hver arbejdsdag i tinget året rundt. Det presser både politikerne selv og embedsmændene til det yderste. De jurister, der skal skrive lovene, må gøre det, mens børnene sover, høringsfasen klares i en påskeferie, og der er ikke altid tid til at diskutere, hvad der skal stå i betænkningen.

Imens regner paragrafferne ned over landets regioner og kommuner, hvor sagsbehandlere, plejehjemspersonale, børnehaveledere, afdelingssygeplejersker og jobcenterchefer desperat forsøger at filtre sig frem til deres kerneopgave mellem de mange nye, velmente bestemmelser.

PROBLEMET ER SELVSKABT. Og det er den gode nyhed. For det åbner muligheden for at gøre noget ved det.

Måske ligger løsningen lige for. Tænk, hvis man lod de nødvendige opdateringer af velfærdssamfundet foregå i et lidt mere adstadigt tempo, så alle kan følge med. Hvis man gav politikerne tid til at lytte og forstå lidt om det, de lovgiver om, før de træffer de store beslutninger. Tænk, hvis der også blev tid til en dialog med resten af samfundet, så de mennesker, der skal leve med lovene, også kunne være med til at udvikle dem. Tænk, hvis både tanke og eftertanke kunne nå at melde sig.

Det ville både hæve kvaliteten af lovgivningen, sænke stressniveauet i Folketinget og få freden til at sænke sig – ikke kun på Christiansborg men i hele det danske land.

Det vil kræve en helt ny demokratisk kultur, hvor folketingspolitikerne kan tage de vigtige politiske diskussioner uden at kræve ny lovgivning fra ministeren, hver gang en enkeltsag dukker op. At medier skruer ned for jagten på minister-griber-ind-historierne. Og en kollektiv afvænning fra de mange små, symbolpolitiske fix fra ministeren.

ÆLDREOMRÅDET kan blive lakmusprøven. Mette Frederiksen vil ophæve et halvt århundredes love designet til detailstyring og erstatte dem med en enkel ældrelov. Men hvor lang tid vil hun sætte af til, at det kan ske på en begavet måde? Hvem vil hun inddrage i processen? Og hvor lang tid vil der gå, fra loven er vedtaget, til social- og ældreministeren bliver trukket i samråd, og nye paragraffer begynder at fylde det frirum, den nye lov skulle skabe?

De nyvalgte politikere og deres erfarne kolleger kan selv gøre meget for at indføre ro og eftertænksomhed på Christiansborg. Men de får brug for hjælp fra både medier og ministre, hvis det skal lykkes.