Garantien mod backsliding var blandt de mest opsigtsvækkende elementer i den aftale, som regeringen, støttepartierne, Dansk Folkeparti, Konservative og Venstre landede 6. december sidste år. Det centrale princip skal sikre, at nye delmål ikke må være mindre ambitiøse end de foregående, når fremtidige regeringer hvert femte år skal fastsætte nye mål for det næste årti. 

Princippet om no backsliding, som det hedder i Parisaftalen, er blevet fremhævet som et af den danske aftales mest forpligtende elementer. 

Men nu, hvor aftaleteksten er i gang med at blive oversat til lov, er flere aktører bekymrede for, om hensigten bag klimaloven, de ambitiøse mål og viljen til at gå forrest bliver ført helt ud i livet. 

”Når vi læser lovteksten, er vi bekymrede for, om ambitionsniveauet fra aftalen holder,” siger Troels Dam Christensen, som er sekretariatsleder i 92-gruppen, der samler de danske klimaorganisationer.

Hans bekymring deles af Helene Hagel, klimapolitisk leder i Greenpeace:

”Vi kan bare konstatere, at lovudkastet er mangelfuldt i forhold til aftalen,” siger hun og kalder no backsliding-princippet et afgørende element i aftalen. 

Princippet er ikke ude af det samlede dokument, som udgør lovforslaget. Men det er havnet nede i lovens bemærkninger. Og det er en manøvre, som vækker dårlige minder hos de grønne ngo’er. Det har nemlig tidligere givet en minister lov til at løbe fra aftalen, lyder bekymringen. 

Lidt mere fleksibilitet

Troels Dam Christensen, Helene Hagel og flere af kollegerne i ngo-sektoren har mandag afleveret deres høringssvar til det lovudkast, ministeriet satte i høring 13. januar. Og der er sat røde streger i det 43 sider lange lovforslag ud fra blandt andet spørgsmålet om no backsliding. 

For organisationerne handler det om at finde ud af, hvor bindende aftalen er, og om det ambitionsniveau, en nærmest samlet flok af aktører var ude med ros af, er fulgt med ind i 2020.

Ifølge Ellen Margrethe Basse, som er professor i miljøret ved Aarhus Universitet, er der betydelig forskel på, om en tekst ligger i lovteksten eller i lovens bemærkninger.

 "Det, der er skrevet i lovbemærkningerne, er ikke juridisk bindende på samme måde som det, der står i lovteksten,” siger juraprofessoren.

Når de relevante forvaltningsorganer skal oversætte en lov til praktik, bruger de lovens bemærkninger til at finde ud af, hvordan Folketinget mener, at loven skal gennemføres. Men rent juridisk er det også en måde at give lidt mere elastik:

"Ved at placere noget i lovbemærkninger i stedet for lovteksten får man noget mere fleksibilitet," vurderer Ellen Margrethe Basse.

Det er præcis den fleksibilitet, som flere af de danske aktører har dårlige erfaringer med. Taler man med nogle af de organisationer, der er i høring lige nu, dukker et bestemt eksempel op som en dyrekøbt lærestreg. 

Læren fra Lilleholt

Da Thorning-regeringen i 2014 introducerede den første klimalov i Danmark, var det med et mål om at reducere drivhusgasudledningen med 40 procent i 2020. Det var ambitioner, som var udløbere af SRSF-regeringsgrundlaget, og som fik lovprisninger fra blandt andre Connie Hedegaard, der dengang var EU’s klimakommissær. 

Men da blå blok året efter vandt valget, og Lars Christian Lilleholt satte sig for bordenden i Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, blev kravet afskaffet med den begrundelse, at det ville have for store omkostninger for dansk erhvervsliv at gennemføre det.

Hvad der måske blev betragtet som en detalje, men som siden har redet flere aktører som en mare, er det faktum, at 40-procentsmålet ikke var beskrevet i selve klimalovteksten, men i bemærkningerne til loven. 

Lilleholt har siden været under omfattende kritik for at gå imod en lov uden om Folketinget. Hvorvidt han var i sin gode ret, er et spørgsmål, som der findes flere juridiske udlægninger af.

Ellen Margrethe Basses version flugter dog udmærket med ministerens: 

”Man behøver ikke lave om i lovgivningen for at gå imod de forklaringer, som står i lovbemærkningerne,” siger hun til Mandag Morgen.

Det er den specifikke sag med Lilleholt, som Greenpeaces Helena Hagel har med i hukommelsen, når hun ser den nuværende lovtekst:

”Hele humlen med klimamålet fra 2014 var jo, at det stod i bemærkningerne. Det stod ikke i loven,” siger hun.

”Det er et perfekt eksempel på hvor afgørende det er, at alle væsentlige elementer i en politisk aftale står i selve lovteksten. Bemærkningerne er ikke lige så juridisk bindende. De primære elementer i klimaaftalen bør stå i selve lovteksten.”

En klimalov uden smuthuller

Enhedslistens klimaordfører, Mai Villadsen, husker sagen fra den tidligere minister, som hun mener løb fra en aftale. Lovteksten skal blive så skarp som mulig, understreger hun, og derfor vil hun arbejde på at få elementet ind i lovteksten. 

”Men det undrer mig, for mig bekendt er det, der står i bemærkningerne, lige så gyldigt som den egentlige lovtekst,” siger hun.

I forligskredsen omkring klimaloven var juridiske diskussioner om forskellen på lovtekst og lovens bemærkninger oppe at vende i andre sammenhænge. Fra statens advokater side blev det udlagt sådan, at forskellen var formel og uden praktiske implikationer.

”Men det er vigtigt for mig, at vi får lavet så skarp en klimalov som muligt, hvor der ingen smuthuller er,” siger hun. 

Når de grønne ngo’er råber op, lytter Villadsen, siger hun. ”Hvis der er noget, de fælles råber op om, som kræver skærpelse, så er det noget, vi skal have gjort,” konkluderer hun.

92-gruppen samler 24 danske klima-ngo’er. Gruppens koordinator, Troels Dam Christensen, ser “en hel del nedgang i ambitionsniveauet” i regeringens oversættelse af den ambitiøse klimaaftale til lov.

”Det påhviler jo regeringen at sørge for, at aftalen er ret præcist reflekteret i lovteksten,” siger han og fortsætter: ”For når først loven er vedtaget, så er det den tekst, der gælder, og ikke aftalen fra 6. december.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra klimaminister Dan Jørgensen (S).