CIA-rapport kortlægger fremtidens magtstrukturer
Europas betydning blegner . . .
. . . mens Kina vil få USAs bevågenhed
I morgen samles verdens mest magtfulde politiske ledere til topmøde i Bruxelles, når præsident George W. Bush mødes med EUs stats-og regeringschefer. Men Europas tid
som økonomisk stormagt kan snart være forbi. Asien stormer frem, og i løbet af 15 år vil lande som Kina og Indien sætte de teknologiske standarder. Udenrigspolitisk vil Kina
blive en ny militær stormagt på linje med USA, mens Europa må se sin indflydelse svinde, i takt med at europæerne aldres. Sådan lyder nogle af konklusionerne i en omfattende rapport fra National Intelligence Council, en tænketank under den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Rapporten opstiller en række forskellige udviklingsmuligheder for kloden. I den bedste udvikling vil nye forbrugere i lande som Kina og Indien sætte skub i verdensøkonomien. Modsat vil et mareridtsscenarie være yderligere terrorisme, som i værste fald kan føre til en verdensomfattende økonomisk recession.