Den grønne bølge
Connie Hedegaards dilemma:
Global magt – lokal afmagt
Miljøminister Connie Hedegaard har på kun to år formået at gøre sig selv til en nøglespiller på den internationale miljøscene. Der er stor respekt om, hvad hun udretter, når det gælder om at skaffe opmærksomhed på de globale klimaforandringer. I lighed med USAs fhv. vicepræsident, Al Gore, er den danske minister med til at bringe den menneskeskabte klimakrise på dagsordenen hos verdens magthavere. Langt mindre gennemslag har Connie Hedegaard herhjemme. Her savner hendes initiativer økonomisk tyngde, lyder kritikken. Miljøministeren selv mener, at vi i Danmark har en tendens til at se miljøpolitik alt for snævert. “Det er ikke kun noget, der skal måles på Miljøministeriets budget, ” siger Connie Hedegaard til Ugebrevet.