Corona har givet opskriften på en folkesundhedsreform

POLITIK OG VELFÆRD Lene Bruun er som leder i Billund Kommune hver dag med til at sikre størst mulig tryghed for borgerne under coronakrisen. Nu opfordrer hun til at bruge de gode erfaringer fra krisen til at lave en stor folkesundhedsreform for at styrke forebyggelse og sikre danskerne et sundere liv.

Foto: Billund.dk
Foto: Billund.dk
Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Den gode inspiration fra coronanedlukningen
Coronanedlukningen sendte hele Danmark til tælling. Men kriser skaber også nye løsninger. Kommunaldirektører og ledere i i velfærdens frontlinje fortæller her om de gode erfaringer fra coronakrisen.

Coronakrisen rusker op i arbejdsgangene

Ledelse efter corona: Ryd op i målene

Nye løsninger hjælper udsatte

Corona har givet opskriften på folkesundhedsreform

Lederne har oplevet øget tillid under nedlukningen

Lene Bruun har en drøm.

Siden Danmark lukkede ned i marts, har hun brugt en stor del af sine vågne timer på at bekæmpe coronapandemien og sammen med sine kolleger skabe en så tryg hverdag som muligt for de 26.500 borgere i Billund Kommune.

Hun er leder af HR og sundhedsstaben i Billund og dermed en del af den øverste krisestab, der dag efter dag har kæmpet for at mindske effekterne af den farlige virus.

Nu drømmer hun om, at de gode erfaringer i kampen mod corona kan bruges på at lave en stor national folkesundhedsreform, der kan styrke danskernes sundhed og livskvalitet.

”Hver gang Søren Brostrøm (Sundhedsstyrelsens direktør, red.) har talt om at holde afstand, have god håndhygiejne, hoste i ærmet, bruge mundbind og ikke møde syg op på arbejde, er der dybest set tale om forebyggende hygiejneindsatser for at få lagt en virus ned. Noget er meldt ud som retningslinjer. Noget er lovgivning. Den brændende platform har fået folk til at ændre adfærd. De erfaringer kan vi overføre til andre forebyggelsesområder som kost, rygning, alkohol, motion og mental sundhed og dermed lave en stor folkesundhedsreform. Det kunne få en enorm effekt,” siger Lene Bruun.

Hun har som leder i Billund fulgt regeringens og sundhedsmyndighedernes anbefalinger på tætteste hold og har været med til at føre dem ud i livet. Hun har set, hvordan folk er meget hurtige til at følge de nye retningslinjer uden den store debat.

Hun henviser blandt andet til erfaringerne fra Island. Her er det på 15 år lykkedes dramatisk at få nedbragt antallet af unge, som ryger eller drikker. Det skyldes, at politikere, myndigheder, skoler og forældre er gået sammen om en koordineret indsats og har lavet en stribe strukturelle tiltag som for eksempel lovgivning om salg af tobak og alkohol, tilskud til fritidsaktiviteter og mål for skoleelevers sundhed og lagt større ansvar ud til forældrene.

Den store dræber er rygning

Rygning er en af de KRAM-faktorer – kost, rygning, alkohol og motion – som Lene Bruun har fokus på, når hun opfordrer til en folkesundhedsreform.

Næsten hvert tredje dødsfald i Danmark i dag kan ifølge Sundhedsministeriet relateres til rygning – svarende til cirka 13.600 mennesker årligt. Til sammenligning har corona foreløbig kostet godt 620 danskere livet.

Billund er selv en af landets foregangskommuner i kampen for at få unge til at droppe cigaretterne. Den indførte allerede sidste år røgfri skoletid. Nu bliver røgfri skoletid et krav på alle skoler fra årsskiftet og på ungdomsuddannelserne fra næste skoleår. Det sker som led i en stor aftale om rygning, som et bredt flertal i Folketinget lavede sidste år.

”Der er sket rigtig meget positivt inden for det sidste års tid inden for bekæmpelse af rygning. Vi har nu fået obligatorisk røgfri skoletid både på ungdomsuddannelser og i folkeskolen. Man har endelig taget sig sammen til at hæve priserne. Ikke nok. Men det er dog et skridt på vejen. Det er stadig muligt at købe cigaretter i butikkerne, men det bliver gjort sværere og mindre tillokkende. Det er den slags strukturelle tiltag, vi skal have bygget ind i lovgivningen, så vi som samfund gør det lettere for befolkningen at træffe de sunde valg,” siger Lene Bruun.

Det er ufattelig nemt at være usund

Et andet eksempel er vores fødevarer. Lene Bruun er varm fortaler for at bruge momsen meget aktivt for at få folk til at træffe mere sunde valg i supermarkedet.

Debatten om differentieret moms har stået på i mange år. Alligevel er det forsat kun få partier i Folketinget som Alternativet og til dels Enhedslisten, som er indstillet på at gøre usunde fødevarer dyrere og sunde billigere af hensyn til folkesundheden. Men som Lene Bruun forklarer:

”Vi har været jægere og samlere i 98 procent af al den tid, vi har gået på to ben på denne jord, og været vant til at gå mellem 10.000 og 40.000 skridt om dagen. Det er vores kroppe kodet til. Men nu har vi fået skabt et samfund, hvor det er ufattelig nemt at være usund, og vi kan fylde indkøbsvognen med chips, slik og chokolade. Så nu har vi kronikere og multikronikere som aldrig før. Vi lever længere. Men det er, fordi vi er blevet meget bedre til at medicinere og operere. Vi bruger helt vildt mange ressourcer på at behandle folk for livsstilssygdomme og meget lidt på at forebygge. Det er en rigtig dårlig businesscase,” siger Lene Bruun.

Nu har Billund og andre kommuner selvfølgelig en vis frihed til selv at sætte nye forebyggelsesprojekter i søen i håb om at få folk til at leve sundere, uanset om det handler om alkohol, rygning eller mere motion. Men det er ikke altid ligetil.

”Når vi for eksempel meget tidligt tager initiativ til røgfri skoletid, skal vi virkelig være velargumenterende. Det kræver solid politisk opbakning. Det lokale handlerum er relativt begrænset på forebyggelsesområdet. Derfor er vi meget afhængige af, at regeringen og Folketinget træffer gode og solide strukturelle beslutninger på det sundhedsfremmende område. Og derfor ser jeg gerne en stor folkesundhedsreform.”

Omtalte personer

Lene Bruun

Projektleder for Efterskoleholdet til DGI Landsstævne 2025
fysioterapeut, cand.scient.san. (Syddansk Uni. 2011)


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu