Danmark alene i verden

Da jeg var barn læste jeg “Palle alene i verden”. Først syntes Palle, at det var super at kunne være sporvognsfører og meget andet, men så opdagede han, at det faktisk ikke var spor sjovt, når der ikke var andre at lege med. Sådan skulle det nødigt gå Danmark  – men desværre styrer vi den vej.

Danmarks syn på omverdenen har i de seneste ti år været domineret af en insisteren på at maginalisere sig, med meget store omkostninger.

Det har vi fået en bekræftelse på med de seneste ugers drøftelser om en økonomisk pagt i EU for at øge de europæiske landes konkurrencevne og stabilisere økonomierne. Den første danske reaktion var overvejende defensiv, skeptisk og forbeholden. Vi kan altid gå med senere. Ja tak, men i så fald har andre formet pagten svarende til deres egne interesser. Vi har gennem årtier foretrukket først at lade andre bestemme, derefter fortælle, at det bestemte ikke er noget, som vi er bundet af for sluttelig modvilligt at lade os trække med ind i noget af det, men ikke det hele.

EU er et oplagt eksempel. Siden den store EU-afstemning 18. maj 1993 har landets politiske ledelse aldrig gjort en seriøs indsats for at bringe Danmark fuldt ind i EU uden de tre forbehold. Befolkningen er aldrig blevet objektivt oplyst om omkostningerne ved at stå uden for og er slet ikke  blevet forberedt på ny stillingtagen.

Tegningesagen fortæller samme historie om et land, der har lukket sig om sig selv.  Marginaliseringen ligger i manglende erkendelse af, at sagen rakte langt ud over Danmarks grænser og påvirkede centrale geopolitiske forhold, som ikke følger danske tænkemåder og holdninger. Den “autoriserede” danske håndtering gik på det nærmeste ud på, at omverdenen måtte acceptere danske værdinormer også i et forhold (islams syn på afbildning af profeten), der mildt sagt må betegnes som liggende uden for, hvad der omfattes af danske værdinormer.

Som i EU-undtagelserne valgte Danmark at stå alene i stedet for at forfølge spørgsmålet om ytringsfrihed stillet over for religiøse tabuer sammen med ligesindede lande – hvis det var den debat, man ønskede at rejse.

Danmarks verdenssyn lider af et skisma. På den ene side engagerede vi os i krigene mod Saddam Hussein og er med i Afghanistan. De danske tabstal i Afghanistan, hvor meget få reelt vil hævde vitale danske sikkerhedsinteresser står på spil, er de højeste målt per indbyggere blandt landene, der deltager i aktionen. På den anden side tøver vi over for medansvar i vort nærområde og skyer “hårde” og centrale interesser. I NATO, der stod som garant for Danmarks overlevelse, var vi fodnoteland og prøvede at blokere alliancens forsvarsevne og dermed forsvaret af det danske moderland. Skismaet afslører en nærmest myteagtig tro på danske værdiers overlegenhed stillet over for et Danmark, tilbagetrukkent og skræmt, fastfrosset over for varetagelse af interesser gennem medindflydelse og slet ikke medansvar. Danmark er efterhånden styret af rodfæstede holdningsmæssige og lovgivningsmæssige barrierer for deltagelse i den globale udvikling.

Meningen med et verdenssyn er ikke bevidstløs accept af globale mønstre eller tilpasning uden videre til udefrakommende kulturelle påvirkninger. Vi skal fastholde danskhed som ståsted for deltagelse i det globale samfund med andre og i nogle tilfælde modsatrettede værdier. Kun gennem tro på egne værdier kan et samfund klare sig globalt, men den grundlæggende regel må og skal være, at vi lever i en multikuturel verden. Dette er ikke slået igennem i det danske verdenssyn. Danskheden ses som ubetinget bedre end alt andet, hvad den måske også er – for os, men ikke for andre. Vi belærer i stedet for besindigt at frembringe styrkepostioner til overvejelse hos andre, hvis de ønsker det, men afviser kompromisløst at kikke lidt på andres erfaringer med det perspektiv, at vi eventuelt også kunne lære noget.

Mange mener, at Danmark er et land med et positivt syn på globalisering og henviser til forskellige opinionsundersøgelser. Fakta fortæller noget andet, helt andet. De toneangivende globale universiteter opererer med en kvote for udenlandske studenter – nogle steder mindst 25 pct. - fordi  egne borgere som rekruttringsgrundlag ikke udgør en tilstrækkelig talentmasse. OECD har opgjort andelen for Danmark til under 5 pct.