Topposter Kampen om Europas nye magtstruktur er i gang EU-præsident kan blive powerplayer eller protokolchef Ugebrevet kortlægger slaget i Bruxelles EU’s medlemslande tog i sidste uge hul på en lang og besværlig kamp om, hvem der skal lede fremtidens Europa. 1. januar 2009 får EU en permanent præsident og udenrigsminister. Senere på året skal der udpeges ny formand for Kommissionen. Samtidig får EUs ledere afgørende indflydelse på, hvem der bliver ny generalsekretær for NATO. Men Anders Fogh Rasmussen får svært ved at blande sig i kampen om topposterne, så længe Danmark ikke deltager fuldt og helt i EU-samarbejdet. Det viser Ugebrevets kortlægning af magtspillet i Bruxelles, der kan få afgørende betydning for Europas rolle som global aktør i de kommende år. Kortlægningen, der baserer sig på samtaler med centralt placerede diplomater fra samtlige berørte institutioner, afslører, at rollefordelingen i EUs fremtidige magtstruktur endnu er helt åben. Det skærper kampen om, hvem der skal besætte de tunge poster, idet den personlige gennemslagskraft kan blive afgørende for indflydelsesmulighederne. F. eks. kan formanden for Det Europæiske Råd, den nye “EU-præsident”, blive en powerplayer på den globale politiske scene – eller en ren protokolchef.