Velfærdsfesten er forbi

Politikere fra både røde og blå partier kæmper om at love mere og bedre velfærd. Men væksten i velfærdsudgifterne målt pr. indbygger har ligget på et stort rundt 0 siden 2010. Intet tyder på, at det bliver meget anderledes de kommende år.

Torben K. AndersenJens Reiermann

MM Special: Velfærdsfesten er forbi
  • Siden 2010 har skiftende regeringer foretaget en historisk hård opbremsning af væksten i det offentlige forbrug.
  • De offentlige kasser mangler mindst 16 mia. kr. i 2025, hvis velfærden skal følge den generelle samfundsudvikling.
  • Målt pr. borger har sundhedssektoren fået tilført ressourcer på bekostning af områder som uddannelse og hjælp til ældre.
  • Vi risikerer at opdele borgerne i dem, der selv kan betale for at holde velfærdsniveauet, og dem, der ikke kan, påpeger KL-formand.

Danmark i historisk opbremsning af velfærden

Løkke mangler 16 milliarder til velfærd

Sundhed er politikernes darling – og vi får mere for pengene

Ældreboom giver større udgifter men mindre hjælp

Skoleelever og studerende betaler velfærdsregningen

Den danske velfærdsstat har gennemgået en voldsom forandring de senere år, uanset om landets statsminister har været blå eller rød.

Siden 2010 har skiftende regeringer foretaget en hård opbremsning af væksten i det offentlige forbrug. Væksten i velfærdsudgifter pr. indbygger har således ligget omkring et rundt 0 de seneste otte år.

Udviklingen står i skærende kontrast til 1990’erne og 00’erne, hvor det gav mening at tale om velfærdsfest og gaveregn. Da lå den årlige vækst pr. indbygger på 1,8 pct. i snit, og den offentlige sektor voksede hastigt.

Det viser beregninger, som en af landets førende eksperter i velfærdsforskning, professor Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet, har lavet.

”Der er tale om et historisk kursskifte. Man kan undre sig over, at det markante brud siden 2010 ikke har interesseret medierne mere og præget den politiske debat. Nu går vi ind i det niende år med nulvækst i det offentlige forbrug pr. indbygger," siger Jørgen Goul Andersen.

"Fortsætter det, er det nærliggende at forestille sig en anden type velfærdsstat, hvor de øverste 30-40 pct. af befolkningen næppe vil lade sig nøje med de velfærdstilbud, de får fra det offentlige, men vil gribe til lommerne og købe nogle private ydelser til sig selv og dem, de holder af.” 

Flere skal dele kagen

Nulvæksten i det offentlige målt pr. indbygger hænger sammen med det stigende antal indbyggere i Danmark. Når flere skal deles om kagen, bliver der mindre til den enkelte. Det faktum har været forbløffende fraværende i velfærdsdebatten.

Mandag Morgens gennemgang viser derudover, at der er stor forskel på udviklingen på de enkelte velfærdsområder. Inden for sundhed er velfærdsudgifterne pr. indbygger vokset kraftigt de senere år. På andre store velfærdsområder som ældre og undervisning er udgifterne pr. indbygger i målgruppen faldet.

Når statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stolt fremhæver, at der siden valget i 2015 er investeret fire millioner kr. ekstra i sundhedsområdet hver dag, glemmer han at fortælle, at der samtidig hver dag er forsvundet næsten 1 mio. kr. fra gymnasierne – svarende til ca. 10.500 kr. mindre om året pr. gymnasieelev.

Der kan dog ikke umiddelbart sættes direkte lighedstegn mellem faldende udgifter pr. borger og et tilsvarende fald i serviceniveauet. Det er folkeskoleområdet et eksempel på, fastslår Jørgen Søndergaard, forskningsleder i Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE.

”Der er lukket mange små skoler i de mindre bysamfund siden 2007, fordi de var dyrere pr. elev end skolerne i de større bysamfund. Det er et stort tab for de berørte landsbysamfund. Men det tyder ikke på, at børnenes udbytte af at gå i skole er blevet mindre,” siger Jørgen Søndergaard.

Politikerne fokuserer på misvisende tal

De senere års kurs med nulvækst i det offentlige forbrug pr. indbygger står i skærende kontrast til den politiske debat i medierne.

Et af valgkampens allerstørste temaer ved det seneste folketingsvalg i 2015 handlede om, hvor meget velfærden skulle vokse med. I tre uger diskuterede politikerne, om det samlede offentlige forbrug skulle vokse med 0,8 pct., 0,6 pct. eller 0,0.

Det var et af de første spørgsmål, som journalisterne stillede samtlige politikere, så snart den daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) havde udskrevet valget. Og det var et af de allersidste spørgsmål, journalisterne nåede at stille i valgkampens afsluttende timer.

Det har også været et af de temaer, som har stået allerøverst på den politiske dagsorden siden valget for tre år siden. Og intet tyder på, at den debat bliver meget anderledes ved næste valgkamp.

Fronterne er præcis de samme som for tre år siden. Argumenterne er stort set de samme. Og den evige debat om ”vækst i det offentlige forbrug” vil formentlig endnu en gang forbigå, at den danske befolkning vokser hurtigt i disse år – specielt antallet af ældre er eksploderet – så regningen svulmer op.

Når flere mennesker skal have del i samfundskagen, giver det ikke så meget mening at tale om væksten i det samlede offentlige forbrug. Så kan det være langt mere retvisende at tale om de offentlige forbrugsudgifter målt pr. indbygger. Og de har altså – stik imod indtrykket i den politiske debat – stået helt stille siden 2010.

Antallet af ældre eksploderer

Velfærdsstaten har dermed skiftet markant kurs efter to gavmilde årtier under Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen.

Jørgen Goul Andersens beregninger viser, at det offentlige forbrug pr. indbygger i 2010 var hele 37,9 pct. højere end i 1992. Det svarer til, at mens Nyrup og Fogh havde magten, var der en årlig vækst på 1,8 pct. i snit i det offentlige forbrug pr. indbygger.

Til sammenligning har væksten siden 2010 kun ligget på 0,04 pct. om året i snit – altså stort set nulvækst. Se figur 1.

Meget tyder på, at tendensen fortsætter. Dermed vil gabet fortsætte med at vokse mellem den hidtidige udvikling under Nyrup og Fogh sammenlignet med udviklingen de seneste otte år under Løkke og Thorning.

”Hvis man skal følge de politiske udmeldinger fra regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og De Radikale, ser tendensen ud til at fortsætte. Der er jo heller ikke rigtig noget at bruge af. Regeringen har brugt af det såkaldte økonomiske råderum til skatte- og afgiftslettelser og dermed båndlagt temmelig meget frem til 2025,” siger Jørgen Goul Andersen.

Det er også meget bemærkelsesværdigt, at den massive opbremsning er sket på et tidspunkt, hvor antallet af ældre er eksplodereret. Normalt plejer denne gruppe at være temmelig udgiftstung, da mange ældre har brug for hjælp og oftere er indlagt på sygehusene end yngre generationer.

Op gennem 1990’erne og store dele af 00’erne, hvor pengene til velfærd sad langt mere løst, lå antallet af ældre temmelig stabilt. Men siden 2005 er det gået stærkt.

På få år er antallet af +65-årige steget med over 300.000, og det vil fortsætte med at stige i de næste knap 30 år. Specielt antallet af de mere plejekrævende over 75 år er vokset meget, og det vil bare fortsætte de kommende år. Se figur 2.

Det vil sætte endnu mere pres på de offentlige pengekasser, mener Kurt Houlberg, professor i kommunaløkonomi ved VIVE.

”I 00’erne under Anders Fogh Rasmussen var der fremgang i økonomien, og selv om der blev flere ældre fra midten af 00’erne, var det først og fremmest gruppen af ’yngre ældre’, altså borgere mellem 65 år og 75 år, der blev flere af," siger Kurt Houlberg.

"Nu er der igen økonomisk fremgang, men nu stiger gruppen af ’ældre ældre’, altså borgere, der er fyldt 75 eller 80 år. Netop de ’ældre ældre’ har oftere behov for hjælp fra det offentlige. Så når der bliver flere af dem, bliver der et ekstra pres på de offentlige budgetter,” siger han.

Oppustede velfærdsmilliarder

Venstre har for nylig lanceret en stor velfærdskampagne, hvor partiet med slogans som ”75 milliarder kroner ekstra til velfærd” forsøger at fremstå som garanter for velfærden.

Det er da også korrekt, at det offentlige forbrug er steget med 75 milliarder kr. i perioden fra 2001 til 2017 – altså en periode på 17 år, hvoraf Venstres har haft magten i de 13 år.

Men hvad Venstres kampagne ikke fortæller noget om, er, at væksten først og fremmest er sket, da Anders Fogh Rasmusen (V) havde vagten frem til 2009. Den forsømmer også at nævne, at der er kommet mange flere indbyggere i Danmark, og at antallet af ældre er eksploderet.

Mens Løkke har haft vagten som statsminister, har det offentlige forbrug ikke kunnet følge med presset fra det stigende antal ældre, men har været med til at skabe et minus på kontoen. Samtidig har Løkke de seneste tre år givet skattelettelser for godt 23 milliarder kr. frem mod 2025. Penge, der dermed ikke kan bruges til velfærd.

Denne prioritering mellem skat versus velfærd vil specielt Socialdemokratiet slå hårdt på helt frem til valgdagen.

Men heller ikke under Helle Thorning-Schmidt, som i perioden 2011-2015 havde den økonomiske krisepolitik i højsædet, blev der skruet op for velfærdsfesten. Og der synes at være en rimelig bred enighed blandt partierne i Folketinget om at fastholde en stram kurs.

Kurs mod historisk lavt forbrug

Uanset om statsministeren efter næste valg hedder Lars Løkke Rasmussen (V) eller Mette Frederiksen (S), vil de begge have en stor økonomisk udfordring med at få budgetterne til at hænge sammen de kommende år.

De økonomiske vismænd har argumenteret for, at det kan være nødvendigt med en vækst i det offentlige forbrug på op imod 1,2 pct. om året for at fastholde den samme velfærdsservice som i dag. Det vil i givet fald udløse en regning på 43 milliarder kr. frem mod 2025. Den astronomiske regning er langt højere end det beløb, som statsminister Lars Løkke har på kistebunden.

Meget tyder derfor på fortsat ingen eller meget lille vækst i det offentlige forbrug målt pr. indbygger i de kommende år, på trods af at danskerne både bliver rigere og ældre. Og dermed fortsætter den offentlige velfærd med relativt set at skrumpe i forhold til den private velstandsudvikling. Se figur 3.

Selv om skiftende regeringer isoleret set afsætter flere penge til velfærd år efter år, får danskerne flere penge mellem hænderne til at købe rejser, biler og computere for. Den private sektor vokser derfor endnu mere end den offentlige sektor.

Og Danmark styrer derfor direkte mod et historisk lavt offentligt forbrug målt i forhold til vores samlede BNP.


Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu




Få Mandag Morgens overskrifter direkte i din mail.

Tilmeld dig nyhedsbrevet nu