Starten på Danmark 2. 0
Fem nye modeller skal sikre radikal fornyelse af Danmark
Nødvendigt for at bevare Danmarks globale konkurrencekraft
Danmark befinder sig midt i en omfattende reformproces, der kan skabe den største fornyelse af samfundet i efterkrigstiden. Struktur-, velfærds- og globaliseringsreformerne lagde for, men endnu fem reformer er nødvendige, hvis Danmark skal bevare sine flotte positioner som et af verdens mest konkurrencedygtige, innovative og teknologisk mest avancerede lande. Ud over kvalitetsreformen af offentlige velfærdsydelser står Danmark på fire andre områder over for så store og akutte udfordringer, at de hver for sig kræver omfattende reformer. Det gælder manglen på kvalificeret arbejdskraft og højtudviklede kompetencer, forebyggelse af kroniske sygdomme, klimaforandringer og Danmarks globale konkurrenceevne. I realiteten er det nødvendigt at udvikle nye samfundsmodeller inden for hvert område. Tilsammen kan de fem reformer forme et Danmark Model 2. 0. Den opgave har Danmark gode muligheder for at løse. Vi er nemlig i international sammenhæng et af de stærkeste reformlande.