Det var ikke meget, man så til det progressive og proaktive Danmark under EU’s dramatiske budgetforhandlinger, der i fredags endte med et sammenbrud i Bruxelles. 

Væk var det Danmark, der kæmper for et grønt, ressourceeffektivt EU med fleksible arbejdsmarkeder, afbureaukratisering og åbenhed i forvaltningen. 

Tilbage stod et Danmark, der med statsminister Helle Thorning-Schmidt som talerør for Folketingets europapolitiske flertal kom med variationer over samme budskab: Vi vil have en rabat. Vi vil ikke betale mere end de andre. Vi vil ikke være genstand for negativ særbehandling. Statsministeren gentog i en uendelighed, at “det ikke er rimeligt, at vi skal betale for andre rige landes rabatter”.

Danmarks ultimative rabatkrav medvirkede til at fremkalde sammenbruddet, som afslører en kløft af mistillid mellem det velhavende Nordeuropa og det fattige Syd- og Østeuropa. Den manglende kompromisvilje i forhold til budgettet står i skærende kontrast til den solidaritet, som i øjeblikket udvises i eurozonen, hvor velhavende eurolande som Tyskland, Holland, Finland, Estland, Østrig og Luxembourg har stillet trecifrede milliardgarantier i bestræbelserne på at sikre euroens overlevelse. 

Under topmødet blev det i øvrigt klart, at Tyskland gjorde sig meget store anstrengelser for ikke at isolere Storbritannien, som havde spillet ud med et meget højt sparekrav og påkaldt sig stor vrede fra eksempelvis Frankrig og Polen, som stod til at miste milliarder i landbrugs- og regionalstøtte. 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt spillede under topmødet en defensiv og meget lidt løsningsorienteret rolle. Danmarks på mange måder anseelige politiske kredit i Bruxelles blev ikke brugt til at tale for en forhandlingsløsning, der kunne danne grundlag for et økonomisk ansvarligt og vækstorienteret fælles europæisk budget. 

Danmark, der er et af de velhavende lande i Europa, brugte ikke sin taletid i Bruxelles til at diskutere solidaritet, jobskabelse og intelligente investeringer i ny vækst på det kriseramte kontinent.

At denne attitude trækker på Danmarks politiske kredit blandt de europæiske partnere, er hævet over enhver tvivl. 

Derudover stemmer det næppe den danske befolkning venligere over for det europæiske samarbejde, at regeringen med opbakning fra V og K bruger den sparsomme tid, der bliver europæiske anliggender forundt i danske medier, til at tale skingert om rabatkrav og besparelser og ikke om den merværdi, der kan ligge i intelligente fælleseuropæiske investeringer.

Nye tider

Det er ikke mange år siden, at danske ministre opførte sig anderledes storsindet, når de besøgte Bruxelles. Tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) var ikke blege for at udtale, at Danmark drager store fordele af det indre marked, og at der derfor ikke var grund til lægge så stor vægt på decimalerne i nettobidraget.

Nu har den danske pibe imidlertid fået en anden lyd. Og det kan man sagtens høre i et land som Polen, der i dag er ved at udvikle sig til et af de vigtige lande i Europa. Polen er et mønsterland med sunde offentlige finanser, god vækst og en tæt alliance med Tyskland. Men det er også et land, som synes, at det er rimeligt, at de gamle europæiske støtteordninger til landbrug og regional udvikling nu kommer dem til gode. 

Derfor er der i Polen stor vrede over de velhavende vesteuropæiske lande, der som Danmark taler dunder for at få skåret i disse politikker. Og det er svært at forestille sig, at polakkerne skulle glemme det, inden EU-landene i næste uge skal træffe afgørende beslutninger om den bankunion, der er næste store projekt på den tætpakkede europæiske dagsorden. 

Her får Danmark brug for al den støtte, man kan samle, til at sikre en ordning, der giver ikke-eurolandene – altså både Danmark og Polen – reel indflydelse på de vigtige beslutninger i det europæiske finanstilsyn. 

Her vil Danmark igen komme til at optræde som et rigt land, der skal have særlig behandling. Ikke fordi det vil bidrage til at løse Europas kollektive problemer, men fordi Danmark ikke kan beslutte sig for, om man vil være inde eller ude af kernen i det europæiske samarbejde.

Tavshed i Venstre

Spørgsmålet om, hvor længe dén position er holdbar, blev senest bragt til debat af Venstres europaparlamentariker Jens Rohde i forbindelse med Venstres landsmøde i forrige weekend. Selv om utallige ledende Venstre-folk i de seneste måneder har udtalt sig i lignende vendinger, som dem Rohde benyttede sig af, endte det hele  med en beslutning om at udskyde valget af partiets spidskandidat til europaparlamentsvalget i 2014. Til gengæld bliver der ikke sagt noget om, hvad Venstres ledelse i øvrigt mener om Danmarks position i det europæiske samarbejde.

Både Rohde-balladen og statsminister Helle Thorning-Schmidts optræden i Bruxelles under budgetslagsmålet er på mange måder repræsentative udtryk for Danmarks europapolitik i de senere år. Af angst for de stadig mere højrøstede EU-modstandere i højre og venstre side af Folketinget slår de traditionelt EU-venlige partier ind på en mere og mere negativ diskurs, som kun bidrager til at gøre danskernes skepsis over for det europæiske samarbejde endnu dybere. 

Både statsministeren og Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, anser det øjensynligt for taktisk klogest, hvis de ikke optræder som alt for begejstrede EU-tilhængere. Problemet er imidlertid, at Danmark, væsentlig hurtigere, end man hidtil har regnet med, kan blive nødt til at udskrive en folkeafstemning om Danmarks stilling i EU. 

Det kan blive tilfældet i forbindelse med det kommende europæiske finanstilsyn såvel som de massive integrationsskridt i eurozonen, som ventes at blive sat i gang allerede ved det næste EU-topmøde i midten af næste måned. 

Tysklands regering har lagt op til, at traktat­ændringerne kan komme allerede i 2014 – formentlig i forbindelse med europaparlamentsvalget i maj eller juni. Tyskerne, som i øjeblikket kører en landsdækkende oplysningskampagne med overskriften “Ich will Europa”, ønsker, at befolkningerne skal kunne udtrykke deres holdning til det europæiske samarbejde. I Danmark vil det være helt umuligt at sikre folkelig opbakning til en sådan udvikling, hvis ikke regeringspartierne, og Venstre og Konservative snart begynder at tale om fordele ved EU i stedet for konsekvent at signalere skepsis eller helt undvige debatterne.

Sidste omgang ved det store bord

En sølle trøst i den forbindelse er, at fastlæggelsen af EU’s fælles budget næppe igen vil skulle vedtages af 27 EU-lande, som alle ligger inde med en vetoret. 

Allerede i løbet af de kommende år bliver finansieringen af EU-budgettet markant foran­dret. Det sker blandt andet i kraft af den finansielle transaktionsskat, som 11 eurolande har besluttet at indføre. EU-landene er nemlig enige om, at to tredjedele af provenuet fra den fremtidige skat, som ventes indført senest i 2014, vil gå direkte i EU’s pengekasse, og fradrages i det beløb, som det enkelte land skal indbetale. 

Denne regel kommer i sagens natur ikke til at påvirke de lande, der ikke ønsker at indføre den finansielle transaktionsskat. Samtidig har både Tyskland, Storbritannien og EU-præsident Herman Van Rompuy gjort sig til fortalere for at indføre et helt særligt budget for eurozonen. 

Briternes overraskende støtte skyldes en forventning om, at EU27-budgettet logisk set må blive tilsvarende mindre. 

For Tysklands og Van Rompuys vedkommende byder ideen på den fordel, at man langt mere effektivt kan bruge dette fælles budget til at afhjælpe de interne ubalancer i eurozonen, som i de senere år har undergravet tilliden til euroen. 

Den solidaritet mellem nord og syd, mellem øst og vest og mellem rig og fattig, som hidtil har været et anliggende for alle EU’s medlemslande, vil flytte ind i eurozonen. Mens Storbritannien og Danmark, der ikke kan beslutte sig for at ville være med, vil blive stående ude i kulden, vil landene i eurozonen kunne koncentrere sig om, hvordan man gennem fælles anstrengelser skaber den vækst og beskæftigelse, som det hele handler om.