Den første gruppe af i alt 120 psykisk sårbare voksne fra Aalborg Kommune blev i sidste uge henvist til et forløb, der finansieret af private penge skal skaffe dem et arbejde, et fleks- eller skånejob eller ind på en uddannelse inden udgangen af 2019.

Arbejdet med at finde jobbene udføres af den socialøkonomiske virksomhed Fokus Folkeoplysning og finansieres 100 pct. med såkaldte sociale obligationer, der er en form for social investering. Den måde at finansiere sociale indsatser er en nyskabelse i Danmark. I dette tilfælde kommer pengene fra Den Sociale Kapitalfond og Den Obelske Familiefond.

Hvor målrettede indsatser over for psykisk sårbare borgere typisk lykkes for hver fjerde, er målet med det nye projekt, at halvdelen, dvs. 60 ud af de 120 deltagere, kommer i arbejde eller påbegynder en uddannelse. Det helt særlige er, at Aalborg Kommune over tre år betaler for hver uge en borger er i arbejde eller i gang med en uddannelse Når det lykkes for 50 pct. af deltagerne, begynder fondene at tjene penge. Se figur 1.

”Jeg vil så frygtelig gerne være med til at udvikle vore arbejde på det sociale område. Lige nu taber vi alt for mange psykisk sårbare borgere. Det er et af de allerstørste problemer i Danmark. Kan vi arbejde med dem på en bedre måde, se de får et bedre liv, er det værd at prøve,” siger Mai-Britt Iversen (S), rådmand for Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.

Og der er netop tale om et forsøg. Målgruppen er borgere på kontanthjælp, som har andre problemer end arbejdsløshed. De er altså ikke jobparate, men aktivitetsparate, der er betegnelsen for den gruppe borgere på kontanthjælp, der er længst væk fra arbejdsmarkedet.

Her er erfaringen, at aktiviteterne i traditionelle forløb for denne gruppe borgere ofte skal leve op til en række proceskrav, der kan overskygge det egentlige mål: at hjælpe borgeren i job. Her er projektet i Aalborg helt konsekvent; der er fokus på resultatet og ikke på de enkelte detaljer i forløbet.

”Aalborg Kommune betaler ikke for indsatsen, men kun for resultaterne. Det giver os en kæmpe frihed. Mine medarbejdere skal ikke lave indberetning på indberetning, men skabe job for borgerne. I forløbet fjerner vi al den slags pseudoarbejde,” siger Bjørn Salling, der er direktør for den socialøkonomiske virksomhed Fokus Folkeoplysning. 

Der er altså sat en tyk streg under, at resultatet er afgørende. Se tekstboks om Aalborg-modellen under artiklen.

”Vi betaler, fra det øjeblik borgerne træder ind på arbejdsmarkedet, og så betaler vi derefter uge for uge, hvis de stadig er i beskæftigelse. Den model er jeg ret begejstret for, fordi det både handler om at komme i job og at blive i job,” siger Mai-Britt Iversen.

Også her adskiller modellen i Aalborg sig fra lignende projekter, hvor betalingen afhænger af resultatet.

”Man kan måske presse borgere i job, hvilket så bare ikke er en bæredygtig løsning for dem. I projektet her har vi en forpligtelse til at være støtte, mentor og efterværn for personen, men også for arbejdspladsen, så vi kan hjælpe, hvis der opstår problemer. Vi går efter varige ansættelser, og det tror vi på er muligt,” siger Bjørn Salling.

Job eller forsørgelse?

Projektet i Aalborg slutter sig til de i alt 119 forskellige projekter, der på globalt plan er finansieret med forskellige former for sociale obligationer. Helt lige som med det danske projekt er der i næsten alle tilfælde opstillet meget tydelige mål for, hvad indsatsen skal føre til.

Målene er ofte defineret som et enten/eller. Et eksempel kunne være, at borgeren enten modtager forsørgelse fra det offentlige, eller også at borgeren er i job eller under uddannelse. Med den type tydelige mål er det relativt enkelt at gøre op, om projektet har ført til de ønskede resultater eller ej.

Et andet eksempel på sociale obligationer med et tydeligt mål er den første sociale obligation i verden, der arbejdede med at reducere andelen af løsladte kriminelle fra fængslet i den engelske by Peterborough, der faldt tilbage i kriminalitet inden for det første år efter løsladelsen. Konkret skulle tilbagefaldet reduceres med 7,5 pct., så også her var det altså enkelt at afgøre, om målet blev nået, for enten var målgruppen tilbage i fængslet, eller også var de ikke.

Erfaringer fra de mange evalueringer af de forskellige projekter med sociale obligationer viser, at det er helt afgørende, at der opstilles den type klare og forståelige mål. Det betyder også, at parterne ved, hvad der skal måles på og ikke mindst, at de deler samme opfattelse af, hvornår et projekt er en succes.

Enighed om målgruppen

Det kan være noget af et kunststykke at udvælge de borgere, der skal deltage i et projekt, fordi der i princippet er to modsatrettede interesser på spil. Tager vi projektet i Aalborg som eksempel, kunne Fokus Folkeoplysning være interesseret i at modtage borgere, der er så tæt på arbejdsmarkedet, at de nærmest af sig selv ville få sig et job. Det ville alt andet lige gøre det nemmere at få succes.

På engelsk kaldes det for ’cherry-picking’ eller ’creaming’, når et socialt projekt fokuserer på de borgere, der er nemmest at hjælpe.

Omvendt kunne Aalborg Kommune have en interesse i, at Fokus Folkeoplysning særligt får henvist de borgere, der under ingen omstændigheder af sig selv ville komme i arbejde. Det vil så gøre det sværere for Fokus Folkeoplysning at få succes med deres arbejde.

I begge tilfælde er der tale om såkaldte ’perverse incentives’, altså incitamenter, der trækker i den modsatte retning af det tiltænkte formål. For at undgå, at sociale obligationer kun plukker de mest modne kirsebær i målgruppen, eller omvendt at der kun skal arbejdes med de absolut mest komplicerede borgere, kan man vælge at finde deltagerne ved lodtrækning. Det sikrer, at der bliver et mix af borgere, der afspejler den samlede gruppe.

I Aalborg har man valgt en lidt anden vej. Her er der på forhånd enighed om, at projektet omfatter aktivitetsparate, men ikke jobparate kontanthjælpsmodtagere. Parterne er også enige om, at borgerne selv skal være interesseret i at komme i arbejde.

I praksis betyder det, at kommunen henviser borgere, der så indleder forløbet med en slags ansættelsessamtale. Alt tyder på, at der er enighed om målgruppen mellem de to parter.

Private tjener på at hjælpe

Sociale indsatser finansieret med sociale obligationer tiltrækker sig både internationalt og herhjemme mere og mere opmærksomhed. Regeringen fremsatte i sidste uge lovforslaget om at etablere Den Sociale Investeringsfond. Målet er, at fonden ud over egne midler skal tiltrække private investorer til projekter som det i Aalborg. 

”Vi skal i højere grad give medarbejderne frihed til at bruge deres faglighed til eksempelvis at hjælpe ledige i job. Vi skal også have blik for, at der kan være flere veje til at nå målet. Det er bl.a. derfor, vi vil etablere Den Sociale Investeringsfond, som vil gøre det muligt at igangsætte og afprøve nye indsatser, som ellers ikke ville blive sat i gang,” skriver Sophie Løhde (V), minister for offentlig innovation, i en kommentar. 

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det overhovedet giver mening at trække privat kapital ind i finansieringen af de forløb, der skal hjælpe udsatte borgere i gang med et nyt liv. En række aktører i Danmark mener f.eks., at det er problematisk, at en privat investor skal tjene penge på deres sociale arbejde.

”For mig er det vigtigt, at borgerne bliver behandlet med respekt af vores samarbejdspartnere. Jeg skal også vide, at det her ikke er en pengemaskine, hvor aktørerne bare vil tjene penge på de her borgere. Jeg er tryg ved at gå ind i det her, fordi Den Sociale Kapitalfond har en ordentlig hensigt,” siger rådmand Mai-Britt Iversen.

Heller ikke Bjørn Salling har problemer med, at jobforløbene betales af en privat investor.

”Jeg er meget afklaret med, at pengene kommer fra Den Sociale Kapitalfond. Jeg tror ikke, at finansieringen gør den store forskel i forhold til den måde, vi arbejder på. Jo, måske er der mere fokus på resultaterne, men vi har i hvert fald fuld metodefrihed,” siger Bjørn Salling, der sagtens kan forestille sig at samarbejde med mere traditionelle investorer.

”På sigt kunne man godt forestille sig, at en pensionskasse eller andre investorer gik ind. Selvfølgelig skal de tjene penge, men kommunerne har jo også en økonomisk interesse. De er jo ikke interesseret i at have en stor gruppe borgere, der modtager offentlig forsørgelse. Det er ikke kun humanisme for kommunens skyld, det handler også om økonomi,” siger han. 

Et blik på den aftale, som beskæftigelsesudvalget i Aalborg har godkendt, viser, at projektet kan ende med at være en endda rigtig god forretning for kommunen. De borgere, der kommer i arbejde, skal ikke længere have kontanthjælp og sparer derfor kommunen for den udgift. Dertil kommer, at kommunen også sparer penge på de sociale forløb, som de 120 borgere ellers skulle være tilbudt. Den slags forløb koster ifølge Mandag Morgens oplysninger ofte mellem 35.000 og 40.000 kr. pr. stk.

Tålmodige penge

Mens Aalborg Kommune altså kun betaler, når borgerne over en periode på tre år er i arbejde eller påbegynder en uddannelse, står Fokus Folkeoplysning for de aktiviteter, der forhåbentligt skal levere resultaterne. De aktiviteter finansieres med bevillinger fra Den Sociale Kapitalfond og Den Obelske Familiefond.

”Vi tror på projektet, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at der ikke var en risiko ved projektet. Men skulle det gå galt, er vi klar til at tage tabet,” siger direktør for Den Sociale Kapitalfond Claus Bjørn Billehøj.

”Vi er optaget af, at investeringen skaber resultater for borgerne. Vi kan ikke sige, hvad der skal til, men vi kan være med til at skabe plads til innovation. Det er det, det handler om. Vi skal nå målene på en anden måde, end man ellers ville gøre,” siger han.

Projektet i Aalborg er et af to projekter, som Den Sociale Kapitalfond har sat i gang for at afprøve om sociale obligationer kan virke herhjemme. De to projekter er de første sociale obligationer i Danmark. Det andet projekt er en aftale indgået med Ballerup Kommune, og her er målgruppen ti autister. Claus Bjørn Billehøj håber, at de to projekter bliver fulgt af flere.

”Vi mener, at det er gode projekter, og vil gerne se mange flere forsøg med sociale obligationer. Det er ikke en tryllestav, der kan løse alle problemer, men et supplement til andre typer af sociale indsatser,” siger han. 

Fokus Folkeoplysning samarbejder i forvejen med Jobcenteret i Aalborg Kommune med bl.a. forløb for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Normalt regner de med, at det lykkes at komme i job for hver fjerde deltager. Nu er ambitionen, at halvdelen skal i job.

”Det er et meget ambitiøst mål,” siger Sophie Løhde og fortsætter: ”Det bliver spændende at følge projektet. Hvis det lykkes at få så mange i beskæftigelse eller uddannelse, er det et virkelig flot resultat. Det vil først og fremmest gavne de mennesker, som bliver selvforsørgende, men også kommunen og dermed skatteborgerne.”

Selv om ambitionerne er høje, mener Bjørn Salling, at de er realistiske.

”Jeg er helt tryg ved ambitionen. Normalt varer forløbene 13 uger. Det er meget kort tid for nogle af de borgere, vi taler om. Nu har vi et længere tidsperspektiv og kan udelukkende fokusere på de aktiviteter, der giver mening i forhold til at finde et arbejde til dem. Det skal nok lykkes,” siger Bjørn Salling og uddyber:

”Selvfølgelig forventer vi, at nogle af borgerne bliver ansat hos os, men vi kan ikke ansætte alle 60, så vi skal ud og finde andre virksomheder, der kan tage dem,” siger Bjørn Salling.

Virksomhed: Win-win

Den lokale entreprenørvirksomhed TL Byg, der beskæftiger omkring 250 medarbejdere, kunne være en af de virksomheder, der tilbød projektets deltagere ansættelse.

”Vi har en størrelse og en mulighed for at give en håndsrækning. Jeg synes, at vi som virksomhed skal give noget tilbage til samfundet. Jeg har også nogle medarbejdere, som gerne vil tage imod de borgere, som kommer til os,” siger direktør Peter Boltau fra TL Byg.

Han har allerede erfaring med at skabe småjob til borgere, der har svært ved at arbejde på fuld tid og nævner som eksempel en borger med sklerose, der nu arbejder 15 timer om ugen i virksomheden. 

”Hvis man kun kan arbejde 15 timer, fordi kroppen ikke kan følge med, og vi har et job, hvor der er brug for 15 timer om ugen, jamen så er det jo en win-win-situation for både os og for borgeren,” siger Peter Boltau.

For ham handler det derfor om at finde og beskrive de små funktioner, der kan løses af borgere, der måske ikke kan arbejde fuld tid.

”Jeg brænder for at finde den slags job til borgere, der har brug for det. Man skal prøve det og opleve, hvad det kan give en selv og virksomheden. Man kan mærke det inde i kroppen, når det lykkes,” siger han.

Fundamentet for, at det kan lykkes, lægges ifølge Peter Boltau i forberedelsesfasen.

”Vi har nogle funktioner, hvor vi ikke har råd til at ansætte en person på fuld tid. Hvis jeg får lært de her mennesker rigtigt op, så laver de et stykke arbejde, som vi har brug for, og så kan jeg jo lige så godt ansætte dem i de timer, vi bliver enige om,” siger han.