Han famler med noterne foran sig, og tv-studiets projektørlys afslører en rødmen langt op ad halsen, som et synligt tegn på, at han er ved at miste grebet om debatten. Det er ellers ikke den mest frygtede debattør, Morten Messerschmidt (DF) står over for denne aften i Debatten på DR2.

Men forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S), der nu er socialdemokraternes EU-ordfører, har forudset DF’erens væsentligste angreb: Bødskov holder selvsikkert fast i, at en ny tilvalgsordning, der skal erstatte Danmarks retsforbehold, ikke vil ændre et komma i den danske udlændingepolitik. Aldrig nogensinde. Og så kommer udbruddet.

”Hvordan kan vi have tillid til det fra en mand, som måtte træde tilbage som minister, fordi han løj for Folketinget? Helt ærligt!”

Anklagen er usædvanligt skinger for den ellers velformulerede og afmålte stemmesluger fra Dansk Folkeparti. Men frustrationen er til at forstå. For i udformningen af den politiske aftale om at erstatte det danske retsforbehold med en såkaldt tilvalgsordning, som regeringen i sidste uge kunne præsentere sammen med Venstre, Konservative og SF, har de fem aftalepartier på forhånd gjort alt for at afmontere Dansk Folkepartis farligste våben op til den kommende folkeafstemning. Selvom ingen DF’ere var inviteret til forhandlingerne, er aftalen formet af frygten for Dansk Folkeparti.

Ja til tryghed og sikkerhed

Klog af skade efter sidste års valgkamp op til europaparlamentsvalget, hvor Dansk Folkeparti blev Danmarks største parti, vil de EU-positive partier for alt i verden undgå, at debatten om retsforbeholdet kommer til at handle om udlændingepolitik.

Faktisk skal debatten helst ikke handle om meget andet end politisamarbejdet Europol og et par andre åbenlyse vindersager, som statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i sin præsentation i sidste uge kunne samle under overskriften om, at de vil give danskerne mere tryghed og sikkerhed.

Tryghed og sikkerhed. Hvem kan have noget imod det? I hvert fald ikke Dansk Folkepartis vælgere. Logikken i denne ”omvendte skræmmekampagne” er åbenlys: Det farlige spørgsmål om at ophæve det 23 år gamle danske retsforbehold skal gøres til et simpelt og snusfornuftigt valg mellem at bekæmpe terrorister, pædofile og menneskehandlere – eller lade være.

”Retsforbeholdet gavner kun én gruppe – de kriminelle,” som Morten Bødskov og partifællen Trine Bramsen (S) har udtrykt det i partiets nyhedsbrev.

Ifølge den ikke just EU-begejstrede leder af de Konservative, Søren Pape Poulsen, er aftalen simpelthen ”et udtryk for sund fornuft”.

Hvis de EU-positive partier har held til at begrænse den offentlige debat til at handle om de åbenlyse fordele ved EU’s politisamarbejde, som Danmark risikerer at gå glip af ved at stemme nej, siger vælgerne nok ”ja tak” til den nye tilvalgsordning. Ellers er de da ikke rigtigt kloge.

Et forvarsel om debatten

I den forstand gav tv-debatten mellem Bødskov og Messerschmidt et forvarsel om, hvordan ja- og nej-siden vil positionere sig i valgkampen op til næste års folkeafstemning. Ja-partierne vil slå på argumenter om sikkerhed, tryghed og snusfornuft.

Og nej-partierne vil i mangel på de vante vinderargumenter anklage de fem ja-partier for at udgøre en utroværdig politisk elite, der er ligeglade med danskernes EU-skepsis og bare venter på førstkommende lejlighed til at lukke bagdøren op for mere EU.

”I stedet for at diskutere kriminalitetsbekæmpelse og Europol har DF åbnet for argumenter, der går på at stille spørgsmål ved tilliden til den politiske elite. De har ikke et gennemtænkt alternativ, og derfor vinder de mest ved at holde fast i den generiske kritik af, at EU-toget nu kører igen,” lyder analysen fra direktør for Tænketanken Europa, Bjarke Møller.

Han peger på to svagheder ved ja-partiernes argumentation: Dels har DF historisk set haft held med at føre kampagne mod den politiske elite. Dels er det simpelthen ikke rigtigt, at dansk udlændingepolitik alene bliver fastlagt i Danmark, sådan som partierne har haft travlt med at slå fast. Danmark deltager eksempelvis allerede i det såkaldte Dublin-system, der er hjørnestenen i EU’s asylsamarbejde, og bevogtningen af EU’s ydre grænser. Derudover har Danmark lovet at tilslutte sig alle fremtidige retsakter i samarbejdet om EU’s indre grænser, Schengensamarbejdet, som også har vidtgående konsekvenser for udlændingepolitikken i Danmark.

”Aftalepartiernes akilleshæl er, at der risikerer at blive slået kiler ind i deres argumentation om, at ændringen af retsforbeholdet ikke har noget med udlændingepolitik at gøre. Det kan vi ikke undgå at diskutere. Og så er faren, at DF sætter fuld knald på retorikken om, at man ikke kan stole på den politiske elite,” siger Bjarke Møller.

Mørklægning var en and

Et sådant angreb på politikernes troværdighed er allerede kommet fra de to andre EU-skeptiske partier i Folketinget, Enhedslisten og Liberal Alliance, da de i forrige uge beskyldte regeringen for at mørklægge de analyser, embedsværket havde udarbejdet forud for aftalen om retsforbeholdet, der endnu ikke var offentliggjort på det tidspunkt.

Pernille Skipper (Ø) kaldte det ”udemokratisk”, mens Mette Bock (LA) var både ”vred og forarget” over, at aftalepartierne havde valgt at ”mørklægge hele forløbet” frem mod folkeafstemningen om retsforbeholdet næste år.

”Det er en renlivet skandale. Vores demokrati degenererer,” sagde hun i en video, som blev spredt på de sociale medier og citeret af flere dagblade.

Anledningen var, at Justitsministeriet havde anvendt en omstridt bestemmelse i den nye offentlighedslov til at afvise EU-skeptikernes ønske om at kigge aftalepartierne over skulderen under de politiske forhandlinger.

Heller ikke med den gamle offentlighedslov var det muligt for partier, der stod uden for en politisk aftale, at læse alle mellemregningerne under forhandlingerne. Alligevel fik ”mørklægningshistorien” medvind i medierne, måske godt hjulpet på vej af journaliststandens professionelle aversion mod offentlighedsloven.

Efter præsentationen af aftalen har ja-partierne offentliggjort hundredvis af analyser og bilag om baggrunden for, hvilke retsakter der er omfattet af den ny tilvalgsordning. Indtil videre har journalisterne tilsyneladende ikke haft travlt med at læse de mange analyser. Det er jo også sjovere, når politikerne har noget at skjule.

Dansk Folkeparti slår takten

Argumenterne om tryghed og sikkerhed vil vække genklang langt ind i selv DF’s vælgerkorps. Men de EU-positive partier skal ikke af den grund læne sig tilbage og tro, at sejren kommer let. Strategien om at afmontere DF-angrebene på udlændingeområdet risikerer at ramme ja-siden i nakken som en boomerang.

For det første er argumenterne om, at det hele handler om teknik og sund fornuft, med til at cementere billedet af EU som et bureaukratisk og kedeligt foretagende, der handler mere om jura og teknik end om politik, holdninger og visioner. Med en sådan afpolitisering af EU-politikken behøver danske politikere hverken tage ansvar for de fælles EU-beslutninger eller for at påvirke den politiske retning for EU-samarbejdet. Begge dele risikerer i sidste ende at øge befolkningens EU-skepsis.

For det andet viser strategien, at frygten for EU-skeptikerne og befolkningens luner i en uforudsigelig folkeafstemning får selv de mest EU-venlige politikere til at danse efter Dansk Folkepartis pibe. Det er et rygstød til DF’s legitimitet som de sande forsvarere af de overhørte danskere.

[graph title="Solidarisk flygtningefordeling, tak!" caption="Figur 1  " align="left" image="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/154f0-aba_fig01_solidarisk-flygtningefordeling-tak_0.png" image_width="0" image_full="https://www.mm.dk/wp-content/uploads/2016/01/8b544-aba_fig01_solidarisk-flygtningefordeling-tak_0.png" text="Et klart flertal på 58 pct. af danskerne mener, at EU-landene skal fordele andelen af flygtninge mere solidarisk imellem sig."]Kilde: YouGov for Mandag Morgen [/graph]

”DF har haft varig indflydelse på den danske Europapolitik, der er blevet meget nationalt orienteret. Det afspejler den her aftale også. Alle argumenterne handler om, hvad der gavner Danmark og danske interesser mest. Man kan ikke beskylde aftalen for at gavne Europa. Solidariteten i den danske europapolitik drukner i bekymringen for, at samarbejdet kan koste os penge,” siger professor fra Aalborg Universitet Søren Dosenrode.

Danmarks afvisende indstilling til EU’s asylpolitik er et eksempel på netop det. I en meningsmåling i Ugebrevet Mandag Morgen for nylig gav 58 pct. af danskerne ellers udtryk for, at der er brug for en mere solidarisk fordeling af flygtninge i EU. Se figur 1.

Men politisk har det ingen gang på jorden, selv om SF og De Radikale åbent erkender, at de er enige. I deres iver efter at stække DF har de fem ja-partier på forhånd afvist, at Danmark skal længere ind i EU-samarbejde om asyl- og udlændingepolitik. Lars Løkke Rasmussen (V) har ligefrem udstedt en garanti for, at Danmark aldrig nogensinde skal med i EU’s asyl- og udlændingepolitik.

Med den nye aftale står Danmark derfor i den absurde situation, at et flertal af danskerne gerne vil have en mere solidarisk europæisk asylpolitik, mens politikerne – af frygt for befolkningens reaktion – har set sig nødsaget til at udstede evigtvarende garantier om det modsatte.

Uanset udfaldet af folkeafstemningen næste år vil den danske EU-politik derfor være dømt til at forblive defensiv og indadvendt.

”Hvis vi afskaffer retsforbeholdet, rykker vi en tak tættere på kernen i EU. Men vi er stadig endnu mere fodslæbende end selv briterne,” siger Bjarke Møller fra Tænketanken Europa.

Og det kan have endnu videre konsekvenser, frygter Søren Dosenrode:

”Hvis alle EU-medlemmer begynder at opføre sig ligeså nationalistisk som os danskere, vil det på sigt ødelægge det europæiske samarbejde.”