Erhvervsorganisationer kæmper om fremtidens vækstvirksomheder
Opgør med den danske erhvervsstruktur
De traditionelle sektor- og brancheskel er ikke længere holdbare for den måde erhvervslivet organiserer sig på. Den globale vidensøkonomi går på tværs af den nuværende søjletænkning, og det stiller helt nye krav til, hvordan vi skal beskrive og organisere virksomhedernes forretningsaktiviteter fremover. Udviklingen kaster de danske erhvervsorganisationer ud i en tilspidset kamp om fremtidens vækstområde: viden- og forretningsservice. Næste uges formandsskifte i Dansk Industri og organisationens nye branchefællesskab ServiceIndustrien er udtryk for de kommende års benhårde medlemskamp mellem erhvervsorganisationerne på serviceområdet. Ugebrevets analyse viser, at der bliver tale om et udskilningsløb, som sandsynligvis vil ende i en kraftig konsolidering, inden brikkerne i fremtidens erhvervsstruktur falder på plads.