Danske klimaaktører og -observatører fik pludselig rigtig travlt, da regeringen kort efter de afsluttede finanslovsforhandlinger  kunne præsentere en længe ventet klimalov. Ikke mindst fordi aftaleparterne valgte at offentliggøre aftaleteksten midt under den internationale klimaforsamling, COP25, i Madrid. Her arbejdede FN's medlemslande på højtryk for at komme i hus med flere af Parisaftalens løse ender.

De to begivenheder faldt sammen både tids- og temamæssigt. Men tager man en snak med de ordførere, der var med til at forhandle den danske klimalov på plads, afslører der sig en central uenighed mellem de danske politikere og FN.

Mens det var årets store skuffelse for deltagerne på COP25, at forhandlingerne sluttede uden en politisk aftale om det globale CO2-kvotesystem, Paris-aftalens artikel 6, har danske politikere taget konsekvensen af sammenbruddet i FN's kvotesystem ved at skrive det mere eller mindre ud af den danske klimalov.

“Vores fokus er ikke på at få kvotemarkedet til at fungere, det er at skabe reduktioner lige nu og her. Lad os nu komme i gang i stedet,” opsummerer en utålmodig klimaordfører for Alternativet, Rasmus Nordqvist, sin frustration til Mandag Morgen.

Af samme årsag har aftaleparterne bag klimaloven besluttet at basere opnåelsen af klimamålet på indenlandske reduktioner.

Både kvoteannulleringer – den praksis, hvor man trækker kvoter ud af systemet for at sænke udbuddet og hæve prisen på CO2-kvoter – og kvotefinansierede udviklingsprojekter tages ud af ligningen, når målet om en reduktion på 70 procent i 2030 skal realiseres.

Begejstring fra det internationale samfund

Mens den politiske skepsis over for kvotemarkedet herhjemme derfor er til at tage at føle på, er den så kæmper politikere fra andre dele af verden stadig stålsat for at få genstartet det globale kvotesystem i FN.globale opbakning til kvotesystemet tilsvarende stålsat.

“Min position er uændret og utvetydig. Internationale CO2-markeder er fuldstændig afgørende, hvis vi skal have nogen chance for at stabilisere globale temperaturstigninger og undgå løbske klimaforandringer,” fastslog Patricia Espinosa, da hun som direktionssekretær i FN’s udvalg for klimaforandringer holdt tale ved en EU-konference om klimakvotemarkedet i juni sidste år.

Det globale engagement er også noget, Karen Holm Olsen fra DTU’s partnerskab med FN’s miljøprogram kan se.

“Når man ser på, hvor meget tid der bliver sat af, og hvor mange penge der investeres i pilotprojekter i for eksempel Sverige, så viser det, at der stadig er et højt engagement til at få kvotemarkedet til at fungere,” siger hun og henviser til den svenske energistyrelses nyligt annoncerede samarbejde med den mellemstatslige klimaorganisation GGGI om at etablere et handelsprogram for FN’s kvotesystem for i en mindre skala at undersøge, hvordan det kan fungere.

EU har i sine egne reduktionsmål ligesom Danmark taget afstand fra at bruge FN’s internationale kvotehandel til at opnå de europæiske klimamålsætninger. EU har også udfaset brugen af FN’s projektbaserede handelsmekanismer i det europæiske kvotehandelssystem , EU ETS, efter 2020.

 Engagementet for at få et FN-baseret system for CO2-handel op at køre er dog højt i den europæiske union. Også EU arbejder dog stadig for, at det skal lykkes at få et globalt system for CO2-handel op at stå. I EU-Kommissionens New Green Deal, der blev udgivet kort efter den danske klimalov, kaldes udviklingen af et globalt kvotemarked et “nøgleværktøj i skabelsen af økonomiske incitamenter til klimahandling”.

Ambivalens i kvoteholdninger

De ihærdige internationale forhandlinger bliver dog mødt med begrænset optimisme hos den danske regerings støttepartier:hos Enhedslisten.

“Forhandlingerne i Spanien (COP25, red.) viste os, hvor svært det bliver nogensinde at finde en ordentlig model for kvotesystemet,” siger klimaordfører Mai Villadsen fra Enhedslisten til Mandag Morgen.

Den samme skepsis finder man også hos Radikale Venstre. Men ifølge klimaordfører Ida Auken kan partiet alligevel godt se en fremtid for sig, hvor forbrugere og virksomheder kan operere på et nogenlunde velfungerende marked.

“Vi er ikke lodret imod, at der findes de her systemer,” siger hun til Mandag Morgen og understreger:

“Vi vil bare ikke gøre brug af dem for at opnå reduktionsmålene.”

Socialdemokratiet og Venstre er som medunderskrivere af klimaloven enige i, at FN’s CO2-kvotesystem ligesom de andre internationale kvotemekanismer i første omgang ikke skal benyttes til at opnå reduktionsmålet i 2030.

De fremhæver dog begge det “men”, der også er skrevet ind lige efter klimalovens krav om indenlandske reduktioner: Hvis reduktionsmålet i årene op til 2030 ikke ser ud til at kunne nås, kan aftalepartierne blive enige om at inddrage de ellers forbudte internationale kvotemekanismer.

Men hvorvidt FN’s kvotesystem kan blive en af dem, vil hverken Socialdemokratiet eller Venstre give et klart bud på.

“Det er for tidligt at sige, om vi vil bruge FN’s kvotesystem til den tid,” fortæller klimaordfører for Venstre Tommy Ahlers, der principielt set er positiv over for de internationale CO2-kvotesystemer.

Klimaløsninger er forskellige fra land til land

I den anden ende af folketingssalen erklærer partier som Liberal Alliance og Nye Borgerlige – de to eneste partier, der står uden for klimaloven – sig anderledes villige til at tage handlen med CO2-kvoter i brug.

LA’s Ole Birk Olesen er klar til at bruge kvotesystemet og annullering af kvoter, mens Nye Borgerliges klimaordfører, Peter Seier Christensen, ser det som en måde at omkostningsoptimere, hvis indkøb af kvoter kan forhindre en dyrere reduktion i Danmark.

Alle regeringens støttepartier og Alternativet er dog utilfredse med de internationale kvotesystemer, som både EU etablerede på regionalt plan i 2005, og FN med Kyoto-aftalen i 1997 drev i gang. Internationale kvotesystemer har ikke løst de klimaproblemer, de var sat i verden for at løse, og derfor kan man ikke fæste sin lid til dem, når man vil reducere udledningen med 70 procent frem til 2030, mener de.

Det er også det svar, man får hos SF’s klimaordfører, Signe Munk: “Men man er nødt til at køre i to spor,” uddyber hun og lægger vægt på, at når der internationalt fokuseres så meget på at etablere et kvotesystem, er Danmark nødt til at være med og gøre sin indflydelse gældende. Når opvarmningen er global, er løsningerne de samme. Men det betyder ikke, at de er ens for alle lande.

Derfor er kvotesystemet ifølge Signe Munk også en mekanisme til at få flere lande med ind i den globale kamp.

“Hvis kvotesystemet er måden, vi kan få klimafinansiering i udviklingslande på, så er det jo fint, at det er der,” konkluderer hun.