Udvidelse, ja tak
Danskerne støtter tyrkisk EU-medlemskab
Fred og stabilitet er vigtigere end kultur og religion
EU skal fortsætte med at optage nye medlemslande. Selv lande som Tyrkiet og Ukraine bør optages – især hvis det kan medvirke til at forbedre de interne forhold – men de skal overholde europæiske krav til menneskerettighederne. Det mener et klart flertal af danskerne ifølge de målinger, som blev foretaget under den store EU-folkehøring i Odense. Resultaterne tegner et langt mere nuanceret billede af danskernes holdning til EUs udvidelse end de seneste års mange meningsmålinger, der har afsløret modstand mod især tyrkisk medlemskab. Danskerne mener ikke, at kultur og religion skal tillægges betydning for, om et land kan optages i EU. Det er udsigten til at skabe fred og stabilitet, som er vigtigst.